Debat

Ida Auken: Planloven giver mulighed for bæredygtig bypolitik

STAFET: Der er mange gode muligheder for, at bæredygtig byudvikling kan lade sig gøre, uden at man skal ændre planloven, mener miljøminister Ida Auken (SF). Med strategien Grøn Omstilling vil regeringen udarbejde en bæredygtig bypolitik, hvor der lægges vægt på samarbejde og partnerskaber.
Ifølge miljøminister Ida Auken (SF) skal vi skabe grønne byer gennem bedre vejledning af kommunerne og ved at gennemføre projekter, der undersøger, hvilke udfordringer og løsninger der er forbundet med bæredygtig byplanlægning.
Ifølge miljøminister Ida Auken (SF) skal vi skabe grønne byer gennem bedre vejledning af kommunerne og ved at gennemføre projekter, der undersøger, hvilke udfordringer og løsninger der er forbundet med bæredygtig byplanlægning.Foto: ft.dk
Susie Lund

Bachelorstuderende i Medievidenskab ved Aarhus Universitet. Researcher hos Altinget.dk med ansvar for nyhedsportalerne Forskning & Innovation og Bolig.

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Overborgmester Frank Jensen og forhenværende direktør for Boligselskabernes Landsforening Gert Nielsen mener begge, at der skal ændres i planloven, for at vi kan skabe mere socialt bæredygtige byer. Jeg er altid indstillet på, at vi får lavet så effektiv en lovgivning som muligt, og vi er i løbende dialog med kommunerne, når det gælder planloven.

Ida Auken (SF)
Miljøminister
Fakta
Altinget | By & Bolig har sat gang i en stafet, der sætter fokus på krydsfeltet mellem den almene boligsektor og udviklingen af de danske byer.

Vil du også deltage i debatten på Altinget | By & Bolig? Så send dit indspark til [email protected]

Af Ida Auken (SF)
Miljøminister

Uanset om man bor på Amager, Nørrebro, i Skive eller Aarhus, så har vi én ting til fælles. Vi står over for klare udfordringer med, hvordan vi skal udvikle vores boligområder, byer og landsdele på en bæredygtig og miljørigtig måde. Vi skal gøre vores byer til attraktive steder at bo, hvor der er en summen af byliv, handel, vækst og beskæftigelse.

Når mange mennesker bor tæt sammen, er der en række udfordringer i form af støj, forurening af luften, enorme affaldsmængder og et stort energiforbrug. Men det er også i byerne, at der for alvor er mulighed for at skabe et fællesskab, hvor man sammen indretter og udvikler byerne på en måde, der både øger livskvaliteten, sparer på ressourcerne og skaber et godt socialt sammenhold.

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), skriver i sit indlæg, at vi skal skabe nogle mere mangfoldige, socialt bevidste og bæredygtige byer. Den vision deler jeg. For det er netop levende, grønne og sunde byer, der er med til at skabe den vækst og beskæftigelse, som er afgørende for, at vi får bragt Danmark godt igennem den økonomiske krise.

Det skal ske gennem lovgivning, bedre vejledning af kommunerne og ved at gennemføre projekter, der sætter fingeren på, hvilke udfordringer og løsninger der er forbundet med bæredygtig byplanlægning.

Fælles indsats skaber bæredygtig byudvikling
Klimaforandringer, mangel på naturlige ressourcer og omstilling til grøn energi er bare nogle af de udfordringer, der skal håndteres, hvis byerne skal omstilles til fremtidens virkelighed.

Med Grøn Omstilling har regeringen fra første dag haft bæredygtig byplanlægning som en af vores prioriteringer. Det er regeringens klare mål, at vi vil udarbejde en social og grøn bypolitik.

I strategien for bæredygtige byer vil der blive lagt stor vægt på samarbejde og partnerskaber. Vi skal have sat initiativer i gang både lokalt, kommunalt, regionalt og nationalt. Vi skal have fat i alle parter fra lokale virksomheder til boligforeninger og beboergrupper, for udviklingen af vores byer er en opgave, vi kun kan løse i fællesskab.

Planloven har masser af muligheder
Overborgmester Frank Jensen og forhenværende direktør for Boligselskabernes Landsforening Gert Nielsen mener begge, at der skal ændres i planloven, for at vi kan skabe mere socialt bæredygtige byer. Jeg er altid indstillet på, at vi får lavet så effektiv en lovgivning som muligt, og vi er i løbende dialog med kommunerne, når det gælder planloven.

Men jeg synes faktisk, det er en rigtig god planlov, vi har i dag. Planloven er med til at beskytte vores værdifulde landskaber, kyster og natur. Den holder liv i bymidterne og sørger for, at borgerne har indflydelse på lokal planlægning. Planloven giver mange muligheder for udvikling og vækst for fællesskabet.

Planloven kan i dag ikke lovgive om, hvilken ejerform der skal gælde på den enkelte grund. Derfor bestemmer den ikke, om der skal bygges almene boliger. Et hovedprincip i planloven er, at den sætter rammerne for, om der skal bygges boliger eller erhverv, størrelsen på boligerne og hvilken type erhverv, der kan være. Men den blander sig ikke i, hvem der fremover skal eje boligen og på hvilken måde. Hvis det skal ændres, skal man tænke sig rigtig godt om.

Der er rigtig mange muligheder for, at socialt bæredygtig byudvikling kan lade sig gøre, uden at man skal ændre planloven. Forstædernes Tænketank er for nylig kommet med en lang række anbefalinger, der viser, at det godt kan lade sig gøre at lave en socialt bæredygtig byudviklingspolitik inden for lovens rammer, som fungerer både miljømæssigt og økonomisk.

Og stafetten går videre til...
Forstædernes Tænketanks formand, Jens Kvorning. Fordi det er vigtigt at lytte til alle erfaringer, så udviklingen af fremtidens bæredygtige byer kan håndteres bedst muligt. Det er en udfordring, der står foran os alle i både Brøndby, Horsens, Aalborg og København.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ida Auken

MF (S), fhv. miljøminister (SF)
cand.theol. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00