Oprør fra Udkanten: Stop centraliseringsraseriet

Af Finn Slumstrup
Forfatter & foredragsholder, medstifter af Oprør fra Udkanten

Det er udmærket, at erhvervsministeren har nedsat et udvalg, som skal se nærmere på, hvordan vore landsbyer kan blive mere levedygtige. Som der så rigtigt står i baggrunden for nedsættelsen af udvalget, er der ”behov for fortsat omstilling og nytænkning, hvis landsbyerne skal være attraktive at bo, arbejde og drive virksomhed i”.

Udvalget har nu syv måneder frem til udgangen af 1. kvartal 2018 til at komme med gode råd til erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) på baggrund af et kommissorium baseret på fire spørgsmål. Det sidste af disse lyder: Hvordan kan landsbyer dele offentlige og private servicefunktioner?

Dette spørgsmål er præget af vanetænkning fra de sidste mange år og synes at gå ud fra, at det centraliseringsraseri, der har hærget landet, nødvendigvis vil fortsætte.

Netop i et år, hvor den ene grundige avisartikel efter den anden har beskæftiget sig med de skadelige virkninger af strukturreformen, der blev indført for 10 år siden, kunne man ellers mene, at der var al mulig grund til at standse op og stille spørgsmål ved centraliseringens velsignelser.

For det, vi har oplevet inden for den sidste halve snes år, er jo ikke blot, at 270 kommuner er blevet til 98 og at 13 amter er blevet til fem regioner. Nej, vi har også oplevet, at 82 byretskredse er blevet til 24, at 54 politikredse er blevet til 12 og at 276 skattecentre er blevet til 30.

En spændende case er Jammerbugt Kommune, der stod over for en række skolelukninger. Modstanden fra de implicerede lokalsamfund var så begavet, at skolerne ikke blev lukket.

Finn Slumstrup
Forfatter, foredragsholder og medstifter af Oprør fra Udkanten

Udtrykkeligt fokus på skoler
Jeg kunne fortsætte listen, men det er vigtigere at huske på, at vi ved siden af denne statslige centralisering så sandelig også oplever en kommunal samling af kræfterne. Og det er især den kommunale centralisering, der har medført, at landsbyerne har oplevet en funktionstømning, som det hedder på nudansk.

Det er ingen tilfældighed, at landsbyudvalgets kommissorium udtrykkeligt nævner skoler og efterlyser gode ideer til ”hvordan landsbyer kan være levedygtige og udvikle sig på trods af sammenlægning af væsentlige offentlige institutioner såsom skoler”.

Her vil jeg gerne opfordre udvalget til at hæve ambitionsniveauet. Der er bred enighed om, at skolelukninger medfører et voldsomt, ofte uopretteligt, kvalitetstab i et lille samfund. Men det er jo økonomisk nødvendigt, hedder det så mantraagtigt!

Men er det sandt, dette med den økonomiske nødvendighed? Regnestykket stilles almindeligvis op, så enhver kan se, at det er god økonomi at lukke skoler. Men hvad med at stille regnestykket op med det formål at vise, at der er sund økonomi og menneskelig kvalitet i at bevare skolerne i de små samfund?

En spændende case er Jammerbugt Kommune, der stod over for en række skolelukninger. Modstanden fra de implicerede lokalsamfund var så begavet, at skolerne ikke blev lukket. De kører videre med øget lokal bevidsthed om skolernes betydning og tilsvarende vækst i selvværdet i lokalsamfundene.

På vor landskonference i Oprør fra Udkanten i september i fjor fik vi modsat en grundig redegørelse for skolelukninger i Tønder. De havde naturligvis udløst lokale depressioner, og det var umuligt fra den fremmødte forsker at få et overbevisende svar på, om lukningerne også havde været udtryk for god økonomi.

Det vil med andre ord være et tiltrængt udtryk for netop den nytænkning, der inviteres til, hvis landsbykommissionen har mod og mandshjerte til at sætte spørgsmålstegn ved den hellige og ukrænkelige centralisering, der har hærget landet i dette århundrede og undersøge, om det nu også er rigtigt, at centraliseringen ud fra en økonomisk, kulturel og social helhedsbetragtning altid er en sådan nødvendighed, som det offentlige – stat, region og kommune – nærmest per automatik går ud fra.