Den største attraktivitet er selvfølgelig chancerne for at fastholde de unge i byen efter endt uddannelse og familiestiftelse; lykkes det, vil kommunerne på sigt få øgede indtægter.

Hans Thor Andersen
Forskningschef på SBi

Af Hans Thor Andersen

Forskningschef på SBi

I de sidste par år er der blevet talt stadigt mere om ’strømningen fra land til by’ og om ’urbanisering’ som forklaring på det nuværende flyttemønster. En række kommuner, især i de mindre tætbefolkede regioner, råber vagt i gevær og kræver, at regeringen griber ind, eller i al fald kompenserer dem for fraflytningerne. Der er skrevet og talt meget om de kommuner og byer, der mister indbyggere, men knapt så meget om de byer, hvortil strømmen er rettet.

Der kan være god grund til at kigge på statistikken, inden der drages vidtløftige konklusioner; Danmarks statistik offentliggør løbende flyttestatistik: Der er to forhold, der er vigtige at bemærke.

For det første at skelne mellem brutto- og nettostrømme. Den indenlandske flytning - bruttostrømmen - omfatter tæt på 300.000 borgere om året svarende til godt fem procent. Alle dele af landet oplever både til- og fraflytning. Nettostrømmen varierer ganske meget mellem landsdelene, men er typisk en tiendedel af bruttostrømmen.

For det andet er den aldersbetingede flyttefrekvens meget varierende; det er i udpræget grad de 18- til 34-årige, der flytter. Det er aldersgruppen, der flytter hjemmefra og både skal finde bolig, arbejde og uddannelse.

Unge tilflyttere bidrager positivt til bylivet

Der er næppe tvivl om, at de fleste borgmestre i landets største byer glæder sig over at se en nettostrøm af nye borgere til deres byer. Der er jo tale om unge mennesker, der skal uddanne og etablere sig. Der er derfor gode muligheder for, at de efter endt uddannelse vil blive boende og dermed styrke den by, de bosætter sig i. Storbyerne har stor glæde af de mange, der flytter til.

Da det typisk er de unge og yngre voksne, der flytter til de større byer, så bidrager det til at give byerne en dynamik og kreativitet, som ikke ses i mere satte forstæder eller i fraflytningsområderne i øvrigt. Unge er generelt meget mere ’i byen’ end midaldrende og ældre. Herudover giver tilflytterne byerne et tilskud af fleksibel arbejdskraft, ofte med mange relevante kompetencer som uddannelsessøgende.

Gør det nemmere at blive i byen

Generelt har unge ganske vist ikke særligt store indkomster, men da de som hovedregel heller ikke koster særligt meget; mange modtager SU, og er derfor ikke berettigede til kontanthjælp eller lignende, er de alt i alt nettobidragsydere til kommunekassen. Den største attraktivitet er selvfølgelig chancerne for at fastholde de unge i byen efter endt uddannelse og familiestiftelse; lykkes det, vil kommunerne på sigt få øgede indtægter. Hidtil har der bare været det problem i de største byer, at unge familier i betydeligt omfang fraflytter storbyerne til fordel for omegnens mere åbne bebyggelse – eventuelt i landdistrikter omkring storbyerne.

Storbyerne skal derfor dels kunne sikre de mange tilflyttere attraktive boliger til en pris, de kan betale, og det er en vanskelig opgave at lykkes med, når det drejer sig om unge uddannelsessøgende. Der mangler boliger til de studerende og andre unge, der søger mod storbyerne i disse år; det gælder specielt i København og Århus.

På lidt længere sigt skal der være gode, familieegnede boliger til de nye husstande – ellers flytter de ligesom tidligere ud i forstæderne (hvor de typisk selv er vokset op). Bliver de boende i storbykommunen, skal der tilvejebringes et godt tilbud af børneinstitutioner og skoler, absolut ikke en billig service. Den største udfordring er at sikre et udbud af attraktive arbejdspladser til de ofte veluddannede unge, hvis de skal blive boende. Derfor er en erhvervsstrategi et vigtigt element i bypolitikken.