2 A'er: Ny bog er et langt forsvar for Ahmed Samsam – men skal vi egentlig tro på ham?

Dermed er varedeklarationen på plads: Bjørnager er allieret med Ahmed Samsam i deres fælles kamp for at afdække et justitsmord.

Derfor har Bjørnagers arbejdsplads, Berlingske, besluttet, at han ikke længere kan dække sagen i avisens spalter.

Som læser må man nødvendigvis fundere over, hvornår forholdet mellem Bjørnager og Samsam blev så tæt, at det blev et etisk problem for Berlingske? Hvornår besluttede journalisten Bjørnager, at Samsams version var sandheden?

Var det først, da bogen udkom? Eller har avisens dækning gennem længere tid hældt til primært at se historien fra Ahmed Samsams side?

En historie om mislykket integration

Ahmed Samsams historie er efterhånden kendt af alle: Han er syrienskrigeren, der arbejdede som informant for de danske efterretningstjenester, men som blev overladt til sig selv, da han i Spanien blev anholdt, tiltalt og dømt for være islamisk terrorist.

I den nye bog får vi hele historien fortalt med Ahmed Samsams egne ord. Det er en dramatisk og skræmmende historie om mislykket integration.

Ahmed Samsams forældre flygtede fra Syrien i 1982 og kom til Danmark i 1988. Faderen, Jihad Samsam, havde uddannet sig som tandlæge, men da Danmark ikke godkendte hans uddannelse, flaksede familien noget rundt. Den boede gennem årene 37 forskellige steder, heriblandt nogle år i Saudi Arabien, uden at finde lykken. Familien vendte tilbage og bosatte sig i Vollsmose ved Odense.

Som udenforstående er det umuligt at vurdere, hvad der er op og ned. Er det et justitsmord? Måske, men det forudsætter, at vi tror på alt, hvad Ahmed Samsam fortæller

Jihad Samsam rejste flere gange til Afghanistan for at bidrage til mujahedin-styrkernes kampe mod den russiske besættelsesmagt. Men derhjemme endte flere af hans sønner til hans store fortrydelse med at blive kriminelle, og derfor opfordrede han direkte sine voksne sønner til at rejse til Syrien i 2011 for at hjælpe med at befri landet fra Assad-familien. Skulle de dø som martyrer, ”måtte det være Guds vilje”.

Der er næppe tvivl om, at Ahmed Samsams motivation for at rejse til Syrien er tæt forbundet med faderens eget mislykkede forsøg på at vælte Assad-regimet i 1980'erne. Det er en kamp for retfærdighed, som i øvrigt vandt stor genklang i Danmark i krigens første år. Det er først senere, at islamiske grupper erobrer store dele af Syrien, og ifølge Samsam selv har han ingen som helst sympati for disse grupper. 

Dybt indblik i en ukendt verden  

Enkelte af bogens kapitler er skrevet journalistisk, men de fleste er skrevet med Ahmed Samsam som jeg-fortæller.

På den måde står hovedpersonen selv på mål for sin hudløse – og ofte også selvretfærdige – fortælling om livet som bandekriger og om de fire ture til Syrien for at kæmpe mod Assad-styret.

Det er et presseetisk kollaps, som kunne fortjene mere opmærksomhed, og som desværre efterlader læseren med en mistanke om, at der kan være oplysninger i sagen, der bliver holdt tilbage

Efter den første tur til Syrien i 2012 bliver han kontaktet af to PET-agenter, der tilbyder ham betaling for at rapportere om andre danske syrienskrigere.

Samsam accepterer efter eget udsagn aftalen, fordi han gerne vil hjælpe med at afværge terrorangreb – og fordi pengene og udstyret fra de danske efterretningstjenester styrker hans status i den syriske gruppe, han kæmper med.

Han beretter om flere møder med notoriske islamister, men ifølge Samsam afviste han ethvert samarbejde med dem. Det må man tro på eller lade være. Bogen udfordrer ikke påstanden – det er Samsams bog.

Uanset Samsams anløbne troværdighed er det hans personlige beretning, der gør bogen værd at læse. Man får virkelig et dybt indblik i en verden, som de fleste ellers kun kender fra fiktionens verden.

Presseetisk kollaps 

Men som bogen skrider frem, overtager Jens Anton Bjørnager mere og mere af fortællingen i kapitler, hvor forfatteren selv er fortæller i en mere klassisk, journalistisk form.

Her bliver det for alvor speget.

For nu får vi genfortalt historien om, hvordan Samsam-sagen er vævet sammen med de øvrige skandaler fra de danske efterretningstjenester, ikke mindst sagen om den suspenderede FE-chef Lars Findsen.

Det kulminerer under den retssag, som Ahmed Samsam anlægger mod efterretningstjenesterne for at få dem til at anerkende, at han har været hemmelig agent for dem.

I vidneskranken beretter journalist Simon Andersen, at han i foråret 2020 i dybeste hemmelighed fungerer som budbringer mellem Lars Findsen og Ahmed Samsams daværende advokat.

På det tidspunkt er Simon Andersen journalist og nyhedschef på Berlingske, og han har få måneder forinden bragt den første afslørende historie om Samsam-sagen i Berlingske sammen med bogens forfatter, Jens Anton Bjørnager.

Vi har altså at gøre med to journalister, som nu begge er stået frem som aktører i den yderst spegede sag, de har afdækket.

Det er et presseetisk kollaps, som kunne fortjene mere opmærksomhed, og som desværre efterlader læseren med en mistanke om, at der kan være oplysninger i sagen, der bliver holdt tilbage, fordi de ikke passer ind i det billede, som avisen – og nu også bogen – har sat sig for at tegne.  

For nu at være konkret: Der er næppe tvivl om, at grundhistorien om Ahmed Samsam er sand: At han i 2012 bliver hvervet som informant af PET og senere udfører samme funktion for FE.

Det forekommer også dokumenteret, at PET og FE reagerer langsomt, da spanske myndigheder i 2017 anholder Ahmed Samsam og tiltaler ham for at være terrorist. Det skyldes ifølge bogen, at tjenesterne ikke vil dele kildeoplysninger med spansk politi.

Men spørgsmålet er alligevel, om det ville have gjort en forskel, hvis FE og PET havde bekræftet deres aftale med Ahmed Samsam?

Hvor er de kritiske spørgsmål? 

Den danske syrienskriger er blandt andet dømt for at have jihadistisk materiale på sin mobil, da han blev anholdt – angiveligt også IS-materiale fra perioden efter 2015. Det vil sige efter hans sidste rejse til Syrien i 2014 – og efter at hans samarbejde med efterretningstjenesterne var ophørt.  

Det er formentlig derfor, de spanske domstole slår fast, at det ikke ville ændre deres vurdering af Samsam-sagen, hvis de danske myndigheder havde bekræftet samarbejdet.

Samsam selv hævder, at billederne og chatbeskederne på hans mobil ikke har nogen betydning.

Men når man læser beretningen om Samsams ophold på den spanske sydkyst i sommeren 2017, forstår man måske godt, at de spanske myndigheder holdt et vågent øje med Samsam og hans kammerater.

De kører ifølge Samsams egen beretning vanvidskørsel i en hidsig Mercedes med 500 hestekræfter, de ryger enorme mængder hash, og de skifter hotel hver aften. Angiveligt fordi der er udsolgt over alt.

De spanske myndigheder mener også, de danske mænd forsøger at købe våben, men det kalder Samsam for ”rene gætterier”.

Her lider bogen virkelig under, at Ahmed Samsam får lov til at fortælle uden kritiske modspørgsmål.

Som udenforstående er det umuligt at vurdere, hvad der er op og ned. Er det et justitsmord? Måske, men det forudsætter, at vi tror på alt, hvad Ahmed Samsam fortæller.

Tråde til Lars Findsen-sagen?

På samme måde allierer bogen sig tæt med den suspenderede FE-chef Lars Findsen – manden, som altså benyttede en Berlingske-journalist som budbringer i en tidlig fase af forløbet.

Det sker med en af bogens egne afsløringer, der kort fortalt går ud på, at PET i august 2018 sender et notat til Justitsministeriet med en plan for, hvordan Ahmed Samsam kan hentes hjem og udsluses i samfundet på diskret vis.

Nogle måneder senere sender PET ifølge bogen en ny version af samme notat, hvor planen om at hjælpe Samsam hjem er fjernet.

Hvorfor ville man ikke hjælpe ham, når nu medarbejdere i både FE og PET mente, det var det rigtige at gøre, spørger bogens forfatter retorisk og svarer selv:

”Formentlig har kun ganske få mennesker i det øverste lag af sikkerhedsapparatet og statsadministrationen svarene på dette centrale spørgsmål i Samsam-sagen”.

Man kan ikke læse den sætning som andet end en klar antydning af, at den daværende departementschef, Barbara Bertelsen, har haft en finger med i spillet.

Dermed lægger bogen sig i direkte forlængelse af Lars Findsens bog ’Spionchefen’, der udkom midt i valgkampen i 2022.

I den bog beskriver Findsen et ophedet skænderi mellem ham selv og Barbara Bertelsen i Justitsministeriet i 2020 – et skænderi, som ifølge adskillige medier handlede om netop Samsam-sagen.

I den aktuelle bog kæder Jens Anton Bjørnager da også de to forløb sammen, så man må forstå, at skænderiet i 2020 formentlig handler om det omtalte notat fra 2018.

Det underforståede budskab er, at det angivelige justitsmord mod Samsam langt hen ad vejen bliver begået i Justitsministeriet og med Barbara Bertelsen i en hovedrolle.

Men er det nu så enkelt?

Ensidig vinkel svækker troværdighed

Det hører med til den historie, at det (ifølge Berlingskes egen dækning) er tjenesterne selv – ikke Justitsministeriet – der nøler med at hjælpe Ahmed Samsam, umiddelbart efter at han bliver anholdt Spanien.

Da tjenesterne omsider kontakter deres spanske kolleger, er selve retssagen gået i gang, og da er det for sent.

Det hører også med, at Ahmed Samsam i 2018 faktisk bliver dømt som terrorist ved en spansk domstol (hvilket senere bliver bekræftet af yderligere to spanske retsinstanser) – og vel at mærke dømt for forhold, der rækker helt frem til 2017, altså flere år efter, at han har udført arbejde for de danske efterretningstjenester.

Dermed ville det også være en overordentlig risikabel manøvre for enhver regering at hente Ahmed Samsam hjem – for slet ikke at tale om at udsluse ham i samfundet igen.

Hvordan skulle man forklare det, hvis Ahmed Samsam nok engang endte i grov kriminalitet – eller hvis han ligefrem bidrog til en terrorhandling? Det ville være en politisk skandale af den slags, der kan vælte en regering.

Denne indvending nævnes helt kort på side 214, men bogen opholder sig ikke ved den.

Men man kunne med rette spørge, om det overhovedet ville være en ansvarlig anbefaling at hente Ahmed Samsam hjem i 2018? Det forudsatte i hvert fald, at man i systemet stolede 100 procent på Samsam, der som nævnt netop var flygtet fra afsoningen af en grov voldsdom.

Er der begået fejl i sagen om Ahmed Samsam? Eller ligefrem et justitsmord? Det er muligt.

Men det må nødvendigvis indgå i overvejelserne, at sagen er kørt ved tre spanske retsinstanser, den spanske forfatningsdomstol samt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Ankeinstanserne har alle afvist de argumenter og klager, Samsam og hans advokater har fremlagt. Det samme skete i Landsretten.

Hvis det er et justitsmord, er det gennemført af forbløffende mange dommere. 

Det er al ære værd, at Jens Anton Bjørnager og Berlingske (lige som Danmarks Radio) har afsat betydelige ressourcer til at afdække sagen.

Men bogens form og ensidige vinkling ender desværre med at svække troværdigheden og rejse fundamentale spørgsmål om det journalistiske håndværk.

* Rettelse: I en tidligere version var bogens forfatter citeret for, at sagen er "et alvorligt justitsmord". Det korrekte citat, som nu er sat ind, lyder, at sagen er "en skandale", fordi "der er så mange indikationer på, at der er tale om et ganske alvorligt justitsmord". Altinget beklager fejlen.