Kampen om værdierne
Opstandelsen over Frederik Vad skyldes ikke mindst denne udtalelse:

"Det er jo en erkendelse af, at arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest ikke er nok alene, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra," lød det fra Frederik Vad under Folketingets værdidebat 5. april.

Nu er begreber som "undergrave" og "infiltrere" et meget stærkt ordvalg, men selve substansen i synspunktet er ikke nyt.

Allerede for tre år siden anfægtede den daværende socialdemokratiske udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, at man automatisk er integreret i Danmark, fordi man har arbejde og uddannelse. Dengang sagde Stoklund:

"Det er alletiders med alle de efterkommere, der kommer i arbejde. Men det er ikke nok at se på beskæftigelse og sige: Nu er vi i mål. Det handler også om, hvordan man ser på ligestilling mellem kønnene, og hvilken rolle man mener, islam skal spille i samfundet og meget andet."

Er man integreret, hvis man har arbejde, betaler skat og overholder loven, men samtidig ønsker et islamistisk kalifat? 

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Veluddannede islamister
Udlændingeminister Kaare Dybvad Bek (S) har været en af ​​Frederik Vads stærkeste støtter i debatten.

Dybvad peger på, at flere medlemmer i den ekstreme islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir er veluddannede, uden at de af den grad kan betragtes som integrerede i det danske samfund.

Man kan finde medlemmer af Hizb-ut-Tahrir, der opfylder alle formelle krav til integration, men som samtidig ønsker et islamistisk kalifat, som man så det for 1400 år siden.

Under værdidebatten udtrykte Dybvad det sådan her:

"For borgere, hvis historie i Danmark kan tælles i to eller tre eller snart fire generationer, havde vi en forestilling om, at demokratiet altid ville vinde, at det at få uddannelse, arbejde og danskkundskaber ville skabe gode demokratiske medborgere med samme værdisæt, som vi har, altså at disse ville blive nye danskere. Der tror jeg, at vi i alt for mange tilfælde har fået veltalende og ressourcestærke forkæmpere for formørket fundamentalisme."

Den problemstilling så man allerede de første eksempler på for et kvart århundrede siden, da den radikale amtsrådspolitiker Mazhar Hussain kom i vælten. Hussain arbejdede som læge, betalte sin skat, var medlem af en idrætsklub og overholdt de danske love. Men Mazhar Hussein var samtidig fundamentalist og nægtede at tage afstand fra dødsstraf, fordi det stod i koranen. Det gav ham tilnavnet 'dødsstraf-lægen' i medierne, og sagen skabte søvnløse nætter for den radikale ledelse.

Mazhar Hussain endte med at flytte til Pakistan, hvor normerne lå langt tættere på hans egen religiøse og ideologiske holdning. 

To helt forskellige veje
Spørgsmålet om den værdimæssige integration spiller ind over hele pladen i udlændingepolitikken og får afgørende betydning for, hvor mange indvandrere og flygtninge fra den tredje verden, Danmark kan modtage. Det er en skillelinje, der kløver det traditionelle politiske spektrum.

Det er en skillelinje, der kløver det traditionelle politiske spektrum.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Hvis arbejde, uddannelse og lovlydighed er tilstrækkeligt, kan man tage betydelig flere indvandrere end i dag, så længe der er arbejde til dem.

Det er en holdning, man blandt andet finder hos nogle af de mere liberalistiske partier som Radikale og Moderaterne – og dele af Venstre og Liberal Alliance. Det er også en holdning, der genfindes på dele af venstrefløjen, om end af andre årsager.

Kræver man derimod en værdimæssig integration, skal døren mere eller mindre smækkes i, så længe der eksisterer store parallelsamfund med helt andre normer for religion, demokratiopfattelse, ligestilling mellem kønnene og opfattelse af seksuelle mindretal.

Den holdning deles af partier som DF og Danmarksdemokraterne – og af de ledende kræfter hos Venstre og Socialdemokratiet.   

Hverdagsterror og dominansadfærd
For Socialdemokratiet er der under Mette Frederiksens ledelse kommet en ideologisk overbygning på kravet om værdimæssig integration.

Her bliver det set som selve forudsætningen for det socialdemokratiske velfærdssamfund, at de forskellige grupper i samfundet har en stor fællesmængde af grundlæggende normer. Ellers kan man ikke opbygge den solidaritet, der er forudsætningen for viljen til at betale en høj skat og lave en betydelig økonomisk omfordeling.

Den sammenhæng understreges igen og igen af ​​forfatteren Lars Olsen, der er tæt på den socialdemokratiske ledelse, ligesom den udfoldes i Mattias Tesfayes (S) bog 'Velkommen Mustafa', der danner en pæn del af det ideologiske fundament for partiets stramme udlændingepolitik.

I den aktuelle strid hos socialdemokraterne har statsministerens markeringer været bemærkelsesværdige. Mette Frederiksen har bakket helt op om Frederik Vad, og i den nu meget omtalte værdidebat lagde S-formanden en usædvanlig kontant linje. Her sagde hun blandt andet:

"Vi oplever unge drenge, der uden at bryde loven udviser aggressive, truende adfærd i butikscentre, på S-togsstationer og i nattelivet. De fylder hele fortovet. De er højrøstede. De er uvenlige. Jeg kalder det hverdagsterror og dominansadfærd, og det har sat sig dybt i vores samfund."

Det er netop ikke taktikken, der driver værket her.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Arven fra Sass
Det kunne ikke være sagt klarere af Henrik Sass Larsen, der i mange år var socialdemokraternes ultrastrammer, og som er den enkeltperson, der har spillet den største rolle i ændringen af ​​partiets udlændingepolitik.

Men nu er Sass væk, og de sidste seks-syv år har den stramme udlændingepolitik været drevet af Mette Frederiksen.

De kontante markeringer om udlændingepolitikken kan ikke affejes som en gang taktisk spin for at vinde stemmer. Det var det måske engang, men sådan er det ikke længere.

Man skal kun snakke et par minutter til baggrund med Mette Frederiksen, Kaare Dybvad Bek og Frederik Vad for at forstå, at de mener deres stramme udlændingemarkeringer helt ind til benet. Derfor kan man også se udtalelser, der tangerer det utaktiske. Det er netop ikke taktikken, der driver værket her.

Wammens bløde buer
Spørgsmålet er så, hvad der sker den dag, Mette Frederiksen er væk.

Hvis Mette Frederiksen forsvinder inden for de næste par år, hedder afløseren Nicolai Wammen, og Wammen har en helt anden profil.

Ganske vist var Wammen frontløber for de senere ghettoplaner, da han som Århus-borgmester bulldozede en del af boligblokkene i Gellerupparken. Men siden har Wammen stort set intet sagt om udlændingepolitik. 

Det betyder ikke, at Nicolai Wammen er uenig i den stramme linje, det er han ikke. Men det er ikke emne, der har samme prioritet for Wammen, og han kommer næppe til at konfrontere problemerne med integrationen i samme frekvens og tone som Mette Frederiksen.

På det personlige plan er Wammen mere til bløde buer end de skarpe kanter, der kendetegner Mette Frederiksen. I en konflikt som den aktuelle vil det være Wammens natur at søge kompromisset.

Strammerklubben
I den anden vægtskål skal Wammen tage hensyn til den kerne af profilerede folketingsmedlemmer, der aktivt har støttet Mette Frederiksens strammerlinje.

Udover Frederik Vad og Kaare Dybvad er det folk som Morten Bødskov, Mattias Tesfaye, Rasmus Stoklund, Jesper Petersen, Astrid Krag, Anders Kronborg, Bjørn Branderborg og Peter Hummelgaard. Det samme gælder Benny Engelbrecht, Fie Hækkerup, Simon Kollerup og Jeppe Bruus, selvom de ikke har markeret sig meget om emnet.

Wammen er mere til bløde buer end skarpe kanter.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Strammerlinjen er blevet rodfæstet i folketingsgruppen, og som et medlem af gruppen udtrykker det:

"Jeg var nok på en blødere linje, da jeg først blev valgt ind, men der har også fundet en vis skoling sted. Det betyder meget for mig, at vores stramninger ikke baserer sig på noget småracistisk, men ses som en videreførelse af den socialdemokratiske fortælling."

Efter Mette Gjerskovs alt for tidlige død sidste år er der ikke nogen i folketingsgruppen, der offensivt angriber strammerlinjen. Folk som den gamle Auken-støtte Bjarne Laustsen, den tidligere minister Mogens Jensen og Mette Reissmann menes at ligge på en blødere linje, men de tager ikke slagsmålet i gruppen.

Uanset om Nicolai Wammen kommer til i en alliance med strammeren Hummelgaard eller superstrammeren Bødskov vil han være omgivet af folk, der ønsker at føre Mette Frederiksens udlændingepolitik videre.

Derfor vil de socialdemokratiske stramninger ikke blive rullet tilbage med Wammen som formand, og der vil ikke blive taget et opgør med den nuværende linje.

Men udlændingepolitikken vil få mindre plads, og Wammens sprogbrug vil være et andet.