Den værdimæssige integration bliver næste front

Hvornår er man som indvandrer integreret i Danmark, og hvornår kan man karakteriseres som ”dansker”?

Det bliver med sikkerhed nogle af de varmeste spørgsmål i den kommende udlændinge-og integrationsdebat, hvor den socialdemokratiske regering er parat til at tage det næste skridt. Det blev klart efter et interview i Altinget, hvor bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad Bek (S) varslede værdikamp om svinekød, kønsopdelte svømmehaller og Muhammed-tegninger.

Dybvads udtalelser blev omgående kritiseret som symbolpolitik, men det var ikke en finke, der røg af panden. For regeringen er det logisk skridt i kampen mod parallelsamfund og for ”et Danmark, der hænger sammen”.

Ghettoerne – eller parallelsamfundene som S-regeringen nu kalder det – er i dag defineret ved fem kriterier: Andel af ikke-vestlige indvandrere, beskæftigelsesgrad, uddannelsesniveau, indkomstniveau og kriminalitetsrate. Alle meget objektive og let definerbare kriterier.

Kultursammenstød
Men i virkeligheden er regeringens største bekymring, at der i parallelsamfundene hersker normer, der er i konflikt med det omgivende danske samfunds normer. Her tænkes i særlig grad på islamistiske normer eller mellemøstlige æresbegreber.

Kultursammenstød er meget sværere at sætte på en formel, og i første omgang er Dybvads målsætning kun ”at rejse diskussionen”. Der er dog ingen tvivl om, at regeringen er fast besluttet på at sikre, at det er danske normer, der gælder overalt på dansk grund.

Er man integreret, fordi man er i arbejde eller uddannelse - eller er integration også et spørgsmål om værdier? 

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Sådan er det som bekendt ikke i dag: Der findes svømmehaller med kønsopdelt svømmeundervisning, (religiøst betinget) fravalg af svinekød i daginstitutioner – og det hører til den absolutte undtagelse, at Muhammed-tegninger vises i undervisningen som led i diskussionen om ytringsfriheden.

Derfor bliver en i sig selv ligegyldig diskussion om kønsopdelt svømmeundervisning et symbol på en langt større og mere principiel diskussion: Skal indvandrere til Danmark tilpasse sig dansk kultur – eller skal danskere i lige så høj grad tilpasse sig indvandrernes kultur?

Nej til forbud
Dybvad har endnu ingen konkrete bud på, hvad der gøres – og over for Altinget afviste han eksempelvis et forbud mod kønsopdelte svømmehaller.

Det er her, regeringens store udfordring er: Der vil næppe ske væsentlige ændringer uden en statslig lovgivning, for i rigtig mange kommuner vil man vige tilbage for at tage kulturelt betingede konflikter. Det gælder i høj en række kommuner med socialdemokratiske borgmestre.

Den betænkelighed vil Dansk Folkeparti ikke have, og her vil man skose socialdemokraterne for ikke at sætte handling bag ordene. Men det kommer sandsynligvis – på samme måde som regeringen endte med at gå ind for obligatoriske håndtryk af borgmesteren som betingelse for statsborgerskab.

Stoklund i stormvejr
Kort før interviewet med Kaare Dybvad havde der været et endnu ophedet slagsmål om et andet hjørne af den værdipolitiske kamp. Det skete, da den hårdtslående socialdemokratiske integrationsordfører Rasmus Stoklund røg i hundeslagsmål med Politikens chefredaktør Christian Jensen på spørgsmålet om, hvornår man kan kaldes integreret i Danmark.

Striden kom efter, Stoklund havde udtalt følgende:’

“Det er alletiders med alle de efterkommere, der kommer i arbejde. Men det er ikke nok at se på beskæftigelse og sige: Nu er vi i mål. Det handler også om, hvordan man ser på ligestilling mellem kønnene, og hvilken rolle man mener, islam skal spille i samfundet og meget andet. Hvis man alene ser på beskæftigelse som kriterium for, hvornår integration er vellykket, så ville der også være nogle af terroristerne bag 9/11, der er velintegrerede.”

Det tolkede Christian Jensen på denne måde:

”“Det er en uhyrlig udtalelse. På alle planer. Tænk engang, at et regeringsbærende arbejderparti kan drage uddannelse og arbejde i tvivl som et entydigt gode i forhold til vellykket integration. Tænk engang at have den menneskelige kynisme til indirekte at gøre indvandrere, der uddanner sig og får et arbejde, til potentielt sovende terrorceller, fordi nogle af verdenshistoriens værste terrorister var veluddannede og velintegrerede.”

Der er ingen dækning for at påstå, at Stoklund kaldte indvandrere, der uddanner sig og får et arbejde, for potentielt sovende terrorceller, men selvom retorikken stak af, er diskussionen politisk væsentlig.

Økonomi eller holdninger
For det gør en afgørende forskel, om man mener, at en indvandrer automatisk er integreret i Danmark, hvis han økonomisk bidrager til samfundet ved arbejde eller uddannelse. Eller integrationen også omfatter, at indvandrere deler – eller i hvert ikke modsætter sig – de grundlæggende danske værdier.

Christian Jensens opfattelse er den typisk liberale. Her kan folk leve som de vil, hvis de ikke ligger det danske samfund økonomisk til last og overholder landets love. Det er en holdning, der herhjemme især deles af liberale fra Radikale og en del af Venstre – og en holdning, der er helt fremherskende i et liberalistisk samfund som den amerikanske.

Læs også: Dybvad varsler værdikamp om svinekød og svømmehaller: "Det er nogle af de diskussioner, der kommer i højsædet"

Når man som Stoklund og den socialdemokratiske ledelse lægger vægt på den værdimæssige integration, er nøgleordet ”sammenhængskraft”. Her ser man et minimum af fælles normer som en betingelse for at bevare tilslutningen til et velfærdssamfund med høj skat og socialt sikkerhedsnet.

Stoklunds eksempel med terroristerne fra 9/11 er skarpvinklet, men det er korrekt, at hovedmanden bag terroranslaget Mohamed Atta opfyldte de uddannelsesmæssige kriterier for at være velintegreret. Han studerede arkitektur i Hamborg før angrebet.

Næppe mange vil mene, at Atta var velintegreret, og i dette tilfælde er afgrænsningen ret enkel, fordi han med terrorangrebet brød samtlige love. Men hvad så med islamister, der ikke bryder loven?

Mønsterindvandrer eller fundamentalist
Et eksempel er den tidligere radikale amtsrådspolitiker, Mazhar Hussain. Han arbejdede som læge, var ud fra alle økonomiske og uddannelsesmæssige kriterier velintegreret og brød aldrig loven. Men Hussain var samtidig fundamentalist, tilhænger af sharia-lovgivning og fik i flere medier tilnavnet ”dødsstraf-lægen”. Han endte med rejse tilbage til Pakistan, hvor landets religiøse lovgivning passede bedre til hans normer.

Et andet eksempel er Asmaa Abdol-Hamid, der i 2007 var folketingskandidat for Enhedslisten. Asmaa opfyldte alle kriterier for uddannelsesmæssig og arbejdsmæssig integration, men hun var samtidig en strengt ortodoks muslim, der førte an i protester mod Muhammed-tegningerne. Hun lever op til Christian Jensens kriterier for integration, men næppe til Stoklunds.

Statsborgerskab
Et lignende spørgsmål kommer i forhold til, hvornår man kan betegne sig som ”dansk”. Er man automatisk dansk, fordi man har et dansk statsborgerskab – eller kræver det også en vis værdimæssig integration?

Problemet med den værdimæssige integration er naturligvis, at det kan være svært at afgøre, hvilke værdier den enkelte person inderst inde deler. Argumentet imod den dimension er, at det kan føre til sindelagskontrol.

Omvendt skaber den mere formalistiske tilgang også åbenlyse problemer. Terroristen fra Krudttønden og synagogen i 2015, Omar el-Hussein, var dansk statsborger og efter den præmis ”dansk”. Men han følte sig som palæstinenser og afskyede værdier som ytringsfrihed og religionskritik så meget, at det førte til terror. Ud fra en indholdsmæssig betragtning var han alt andet end dansk.

Skærper modsætning
Politisk er den nye runde i værdikampen ikke uden risiko for S-regeringen.

Modsætningen til Radikale vil blive forstærket, og udviklingen vil give næring til de radikale, der mener, at man i virkeligheden har mere til fælles med liberale i Venstre, hvor den tidligere integrationsminister Bertel Haarder i sin tid udtalte, at han "ikke var minister for leverpostej, tørklæder eller badeforhæng”. Dele af det socialdemokratiske bagland og den mere individualistiske del af venstrefløjen vil også slå sig i tøjret.

Omvendt vil regeringen møde forståelse i dele af den klassisk socialistiske venstrefløj – og fra de nationalkonservative på højrefløjen uanset om de befinder sig i befinder sig Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Venstre eller Dansk Folkeparti.

Endnu engang vil værdikampen have ændret de gamle frontlinjer.