Er den "vrede" Mette Frederiksen den rette til jobbet som EU's store mægler?

BRUXELLES: Der er folk i EU's institutioner, som stadig kan huske, da de tilbage i 2019 for første gang oplevede statsminister Mette Frederiksen i Det Europæiske Råd.

"Hun skulede lidt, da hun kom ind ad døren. Her kom tydeligvis en dansk leder, som var effektiv og skarp på holdninger, men som indimellem også syntes vred eller defensiv," siger en centralt placeret kilde:

"Hun virkede sådan lidt mistænksom over for, hvad der egentlig skulle foregå, især i begyndelsen."

Hvis Frederiksen får jobbet, så vil hun blandt andet skulle lede svære forhandlinger om det EU-budget, hun for fem år siden betegnede som "gak".

Det var dengang, Frederiksen kaldte EU's budgetforslag for "fuldstændig gak" og etablerede sig som økonomisk høg i en sparebande af nordlige medlemslande. Den stramme danske udlændingepolitik blev også bemærket. Hun blev af mange opfattet som en af de mere skeptiske europæiske ledere.

Siden da har erfarne funktionærer og diplomater i ministerrådet observeret en "utrolig udvikling" hos en dansk leder, der via pandemien og krigen i Ukraine har forvandlet sig fra en skeptiker til en stærk fortaler for samarbejdet.

Men statsministeren opfattes stadig som "kantet og hård" i nogle situationer. Det skaber lidt bekymring. For Mette Frederiksen toner i stigende grad frem som en sandsynlig kandidat til at overtage jobbet som formand for Det Europæiske Råd på et tidspunkt, hvor der er stort behov for en samlende figur på topmøderne.

Hvis Frederiksen får jobbet, så vil hun blandt andet skulle lede svære forhandlinger om det EU-budget, hun for fem år siden betegnede som "gak". Der er delte meninger om, hvorvidt danskeren vil være den bedst egnede person til det.

En diskret mægler med høj status

"Hun har lavet en total vending, og i dag fremstår Frederiksen som en troværdig profil i kredsen af europæiske ledere. Spørgsmålet er så, om hun også har ydmygheden, empatien og de diplomatiske evner," siger en kilde i EU-Kommissionen.

Spillet om topposterne er stadig åbent, men danskeren har gode chancer. Der skal formentlig findes en socialdemokratisk leder til posten som rådsformand denne gang, hvor jobbet som kommissionsformand igen ventes at gå til den konservative Ursula von der Leyen.

Men hvad vil det egentlig sige at være rådsformand, har Mette Frederiksen den rette profil – og betyder det overhovedet noget?

"Det skal være en person, der kan være den diskrete mægler og samtidig have høj nok status til, at de europæiske stats- og regeringsledere hører efter. Det er en meget svær kombination," siger forskeren Costanza Hermanin, der er ekspert i EU's magtstrukturer og beslutningsprocesser ved European University Institute (EUI) i Firenze.

I modsætning til kommissionsformanden, så har EU's rådsformand ikke de store formelle kompetencer og magtbeføjelser. Rollen har kun eksisteret siden 2009. Den er meget sparsomt beskrevet i traktaten som en mellemting mellem en topmødeleder og en "repræsentant" for EU overfor resten af verden.

Der står også, at personen skal "fremme sammenhold og konsensus i Det Europæiske Råd," det vil sige mellem de 27 medlemslandes meget forskellige nationale ledere.

"Det er et job, som kun for alvor betyder noget, hvis man formår at bestride det på en klog, inkluderende og afbalanceret måde," siger en erfaren diplomat.

Charles Michel har fejlet som rådsformand

Costanza Hermanin fra EUI påpeger som mange andre, at den nuværende rådsformand, belgieren Charles Michel, ikke har formået at finde den rigtige balance.

"Michel har fejlet i sin rolle, fordi han har været mere optaget af sin egen position og sine egne holdninger end af at forstå de andre lederes positioner. Hvis for eksempel Mette Frederiksen overtager jobbet, så er det afgørende, at hun viser meget større evner som mægler end ham," siger forskeren.

Det skal være en person, der kan være den diskrete mægler og samtidig have høj nok status til, at de europæiske stats- og regeringsledere hører efter. Det er en meget svær kombination.

Costanza Hermanin
European University Institute (EUI) i Firenze

Michel er den tredje rådsformand i et job, som kun har eksisteret i 15 år. Først kom mægleren par excellence, den selvudslettende og haikudigtende belgier Herman Van Rompuy (2009-2014), og så den mere synlige og polemiske polak Donald Tusk (2014-2019). De lykkedes på hver deres måde med jobbet, men nogle mener, at Van Rompuy ramte rigtigst med sine meget diskrete manøvrer bag kulissen.

De europæiske stats- og regeringsledere skal finde en ny rådsformand inden årets udgang. Udpegelsen vil efter al sandsynlighed finde sted som del af en større pakke af topposter inklusive kommissionsformanden, udenrigschefen og flere andre til sommer.

Slutspurten kan først sætte ind efter valget til Europa-Parlamentet 9. juni, fordi udnævnelsen af kommissionsformanden ifølge traktaten skal afspejle resultatet af valget. Pakken ventes strikket sammen på et topmøde i slutningen af juni, og derfor er der allerede gang i uformelle konsultationer mellem landene.

På jagt efter en socialdemokratisk leder

Alle målinger tyder på, at Europas konservative partifamilie igen bliver størst ved europaparlamentsvalget, fulgt af socialdemokraterne på andenpladsen. Derfor forventes de socialdemokratiske ledere at forlange formandsposten i Det Europæiske Råd, der generelt betragtes som den anden vigtigste efter kommissionens formand.

Eftersom det anses for en forudsætning, at rådsformanden skal være en nuværende eller nylig afgået regeringsleder, er der ikke så mange muligheder. Kun i fire EU-lande er det lige nu socialdemokrater, der leder regeringerne: Tyskland, Spanien, Malta og Danmark.

Derfor kommer Mette Frederiksens navn i spil. Andre mulige kandidater er Spaniens leder, Pedro Sanchez, eller Portugals for nylig afgåede regeringsleder, Antonio Costa.

Costa blev længe betragtet som favorit, fordi han er erfaren, respekteret af alle og præcis den "runde" og forsonende type politiker, der er brug for på den post. Portugiseren er imidlertid udfordret af, at han er under efterforskning for (muligvis ubegrundede) korruptionsanklager, samt at højrefløjen netop har vundet det nationale parlamentsvalg i Portugal.

Nogle nævner også Sveriges tidligere statsminister, Stefan Löfven, som i dag er formand for Europas socialdemokratiske partisammenslutning (PES). Men det er snart tre år siden, Löfven var regeringsleder, og den kvalifikation bliver meget hurtigt forældet.

Italienerne er begyndt at lufte veteranen Mario Draghi, der både er tidligere regeringschef og tidligere formand for Den Europæiske Centralbank, som en mulig kompromiskandidat. Men Draghi er partiløs og vil derfor ikke kunne gøre det ud for en socialdemokratisk rådsformand. Det kan også tale imod Draghi, at han er en ældre herre på 76 år.

Hvis Draghi for alvor kommer i spil, må det betragtes som et decideret fravalg af Mette Frederiksen, der umiddelbart burde være en mere oplagt kandidat i det politiske puslespil.

Von der Leyen og Frederiksen i parløb?

Det er ikke udelukkende de politiske omstændigheder og magtspillet mellem lande og partigrupper, der taler for Frederiksen som en stærk kandidat. Specielt sikkerhedspolitisk og i forbindelse med støtten til Ukraine er statsministeren inden for det seneste par år trådt i karakter som en markant europæisk leder.

Der bliver hørt efter, når hun taget ordet på topmøderne.

Rådsformanden skal kunne håndtere 27 store egoer i form af stats- og regeringslederne rundt om topmødebordet. Derfor må hun ikke selv være et stort ego. 

Centralt placeret EU-kilde

Flere kilder i EU's institutioner bemærker også, at danskeren tilsyneladende har opbygget et godt forhold til kommissionsformand Ursula von der Leyen, som i sidste uge besøgte Færøerne og Grønland sammen med statsministeren. Von der Leyen ventes at få fem år mere i sit job, og derfor bliver samarbejdet med hende vigtigt for en kommende rådsformand.

"Forholdet mellem Ursula von der Leyen og Charles Michel har fungeret meget dårligt. Det må ikke gentage sig. Derfor er det positivt, at Frederiksen ser ud til at kunne arbejde godt sammen med hende," siger en kilde.

Andre påpeger til gengæld en bekymring for, at Mette Frederiksen er for markant og egenrådig til at kunne træde et skridt tilbage og lytte til alle parter i stedet for at presse sine egne holdninger igennem.

"Rådsformanden skal kunne håndtere 27 store egoer i form af stats- og regeringslederne rundt om topmødebordet. Derfor må hun ikke selv være et stort ego. Hun skal være den, der forstår alle de andre, og som derfor kan ramme det rigtige kompromis," siger en centralt placeret EU-kilde.

Ti år efter Thornings skuffelse

Spørgsmålet er, hvordan de andre EU-landes ledere opfatter den danske statsminister, når alt kommer til alt. For det er dem alene, der bestemmer, hvem der skal være formand for Det Europæiske Råd. Ingen andre.

I modsætning til formanden for EU-Kommissionen, så skal rådsformanden ikke engang godkendes af Europa-Parlamentet bagefter. Det er stats- og regeringslederne, der vælger en af deres egne som en slags permanent topmødeleder.

"I den situation fylder symbolik og national og politisk positionering to tredjedele af overvejelserne, mens kun den sidste tredjedel berører kvalifikationer og personlighed," siger Costanza Hermanin fra European University Institute (EUI) i Firenze.

For nogle år siden ville det have talt imod Danmark, at vi stadig har forbehold for både euroen og den fælles udlændingepolitik. Men dynamikken er anderledes i dag, og holdningerne blandt medlemslandenes ledere mere spredte.

Den udvikling kan vise sig som en fordel for Mette Frederiksen, hvis hun ønsker at blive rådsformand. Spillet kan imidlertid også vende sig imod hende, ligesom det gjorde for hendes forgænger for ti år siden.

Tilbage i 2014 var daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tæt på at lande det samme job, inden det i stedet gik til Polens regeringsleder, Donald Tusk. Det skete ikke på grund af Thornings kvalifikationer, men fordi de central- og østeuropæiske lande følte sig underrepræsenteret.

Måske er det Danmarks tur denne gang. På trods af, at Mette Frederiksen ikke virkede særlig begejstret for projektet, dengang det mest af alt gav hende indtryk af at være "gak".