Kaare R. Skou: Ritt Bjerregaard - den omvandrende provokation

ANMELDELSE: Nyt bind i Ritt Bjerregaards erindringer er velskrevet, medrivende og detaljeret. Og der er guf til både Se og Hør-segmentet og til den politiske nørd, skriver Kaare R. Skou.

Altingets vurdering: 5/6

Kaare R. SkouAf Kaare R. Skou
Tidligere politisk redaktør, TV 2

En omvandrende provokation med en frygtindgydende vilje til magt. Og ikke mindst en kvinde.

Så kort kan Ritt Bjerregaard beskrives ved sin entré på Christiansborg efter valget i 1971, selv om hun mødte ydmyg op. Det tiltrængte generationsskifte i Socialdemokratiet, som hun var en del af, var for meget for den gamle garde af mænd i den socialdemokratiske gruppe, hvis progressivitet for fleres vedkommende uddøde tilbage i 50’erne.

Per Hækkerup, Erhard Jakobsen, Orla Møller, Robert Pedersen. Kustoderne. Satte politikere for hvem tiden var på vej til at gå i stå, målene nået, og som det igangværende ungdomsoprør gled hen over hovederne på for blot at fylde dem med bitterhed over ungdommens utaknemmelighed. Valget i 1971 blev det første varsel til Bevægelsen med stort B – parti, fagforeninger og kooperation – om, at den havde set sin bedste tid. Man kunne sagtens være socialdemokrat uden at føle sig som en del af denne bevægelse.

Forrygende start 
Det er her, Ritt Bjerregaards selvbiografi over sit liv i landspolitik kan begynde med en forrygende start. Da hun mødte op til sit første møde med gruppeledelsen, Per Hækkerup og Orla Møller, hvor arbejdsopgaverne skulle fordeles, havde hun gjort sig klart, at hun ville i uddannelsesudvalget. Det havde hun forstand på. Hun kom i det magtfulde finansudvalg uvist af hvilken grund. Vel, antager hun, fordi den stærkt mandschauvinistiske socialdemokratiske gruppe skulle have et kvindeligt medlem af finansudvalget – det ville se pænt ud – og så havde Per Hækkerup og Orla Møller raflet om, hvem det skulle være.

Ritt Bjerregaard blev hurtigt kendt for sine kaffeklubber, og hun gør meget ud af at fortælle om deres baggrund og betydning på en måde, som konspirationsdyrkere næppe vil stille sig tilfredse med, men som lyder plausibel. Selv var hun en slags formand, formentlig fordi hun var det mest strukturerede af medlemmerne – eller som Svend Auken er citeret for: Ritt repræsenterede det uoplyste enevælde og den repressive intolerance.

Det er forfriskende, at Ritt Bjerregaard i sin bog hele tiden trækker paralleller til nutidens socialdemokrati og dagens politiske situation – ellers kunne den meget vel være blevet en let gang hen over det ene møde med kendte personer efter det andet. Det er der så rigeligt af alligevel og bemærkelsesværdigt nok næsten renset for karakteristikker af politikerkolleger fra andre partier.

Paranoia i kulissen
Derimod er der en hvas kritik af debatkulturen i et socialdemokrati, hvor der aldrig har været højt til loftet, og hvor paranoiaen altid har luret i kulissen. Der er en stille skuffelse og undren over, at den politiske debat politikerne imellem er blevet teknokratiseret, som tiden er gået. Uden at sige det direkte har alle polit’erne og scient.pol’erne efter hendes mening sat sig for tungt på dagsordenen, og Finansministeriet fået for stor indflydelse.

Bogen fremstår som et gyldigt portræt af en hårdtarbejdende toppolitikers virksomhed. Til trods for mange ministerposter en politiker, der ikke blev administrator, men vedblev at være politiker, og som spillede spillet efter de regler for magtfordeling, der nu engang er.

Tag for eksempel redningen af Roskilde Universitetscenter hvor hun efter mange kopper kaffe med den konservative løsgænger Hans Jørgen Lembourn, som sad på det afgørende mandat, får vundet ham på betingelse af, at det i folketingssalen klart kommer til at fremgå, at han er redningsmanden. Tag eksemplet hvor den intetsigende undervisningsminister Tove Nielsen fra Venstre får lov til formelt at stå som forslagsstiller for den folkeskolereform, som alligevel vil gå over i historien som Ritt Bjerregaards værk.

En kvindekamp
En toppolitiker skal vælge sine kampe med omhu. Ritt Bjerregaard kæmpede mange kampe, heriblandt også kampe det synes unødvendigt at kæmpe, men hun havde et stadig tilbagevendende argument for at kæmpe dem: Kvinder kan det hele (mindst) lige så godt som mænd.

Vi får selvfølgelig hendes version af opholdet på Hôtel Ritz i Paris og Anker Jørgensens ubehændige og unødvendige fyring af hende. Grundfortællingen er der ikke meget nyt i, men at Ritz gennem hele Ritts karriere har spillet den rolle, hun tillægger den, virker usandsynligt. Affæren udviklede sig til et livslangt traume for hende.

Ritt Bjerregaard afskediges i 1978 som undervisningsminister og afløses midlertidigt af Knud Heinesen (i midten).

Bogen er velskrevet, medrivende og detaljeret, og der guf både til Se og Hør-segmentet og til den politiske nørd.

Der er ingen tvivl om, at havde Socialdemokratiet i 70’erne lyttet mere til medlemmerne af Ritts kaffeklub, havde det kunnet yde Poul Schlüter langt større modspil i 80’erne, men kredsen af gamle mænd havde magt til at kvæle den vitalitet, som kaffeklubben i det årti så gerne ville tilføre partiet, og da det så kom til 80’erne fungerede magtdelingen mellem Ritt Bjerregaard og Svend Auken ikke.

I stedet står vi i dag med et socialdemokrati uden den store fortælling om fremtiden og med en ledelse, hvor man kan blive i tvivl om, hvorvidt den overhovedet vil være det samfund bekendt, som Socialdemokratiet mere end noget andet parti har skabt.

Der er heller ingen tvivl om, at det så sent som i 70’erne og 80’erne har været særdeles vanskeligt for en kvinde at nå til tops, men det bliver lidt trivielt, at årsagen til alle nederlag på ens vej gennem det politiske liv skyldes kønnet. Det kunne jo også være, at der nogen gange lå en reel politisk uenighed bag. Ritt var altid på kvindens side.

Demokratisyn og fodnotepolitik
Et af de mest interessante kapitler handler om Ritt Bjerregaards indsats som statsrevisor. Dels får læseren et indblik i Rigsrevisionens og statsrevisorernes arbejde, dels får han/hun – mellem linjerne – et indblik i Ritte Bjerregaards grundlæggende demokratisyn, hvor hun positivt er på Folketingets side i den evige, men nyttige magtkamp mellem den lovgivende og den udøvende magt.

Interessant er også kapitlet om fodnotepolitikken i 80’erne, hvor Ritt Bjerregaard leverer et tiltrængt forsvar for en socialdemokratisk politik, der var både rationel, nødvendig og i overensstemmelse med befolkningens flertal. Socialdemokraterne kunne selvfølgelig ikke på forhånd vide, at Sovjetunionen var et imperium på sammenbruddets rand al den stund, at vi ustandselig blev fodret med det modsatte af CIA, men der er ingen tvivl om, at den svækkelse af Nato, som modstanden mod raketopstillingerne på grænsen til Østeuropa medførte, var medvirkende til, at Gorbatjov turde kaste sig ud i den politik, der endte med at bringe den kolde krig til afslutning.

Guf for konspirationsteoretikere 
I et sidste kapitel gennemgår Ritt Bjerregaard formandsopgøret i Socialdemokratiet mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen, og her får alle intrigedyrkere og konspirationsteoretikere fuld valuta for pengene. Skulle hendes version af forløbet være rigtig, viser den den beskidte side af magtpolitikken. Skulle der være flere nuancer og andre fortællinger, er hendes under alle omstændigheder både dramatisk og spændende.

Ritts bog er smukt layoutet og rigt illustreret, men mest med kendte, klassiske billeder – en lidt mere kreativ billedredaktør havde tilført bogen en ekstra dimension. Der er al mulig grund til at glæde sig til bind III.

Ritt Bjerregaard. ’Valgt’. Erindringer II. Politikens Forlag. 560 sider. 300 kr. Udkom 6. september.

Forrige artikel Lykketoft: Per Stig Møller giver unikt indblik i sin tid som udenrigsminister Lykketoft: Per Stig Møller giver unikt indblik i sin tid som udenrigsminister