Normaliser anlægsudgifter og produktivitet

Af Martin Ågerup
Direktør for tænketanken Cepos 

I forbindelse med forhandlingerne om den forestående økonomiaftale med KL har Finansminister Bjarne Corydon (S) bebudet en gradvis normalisering af rammen for anlægsinvesteringer i kommunerne.

Det ville i år ifølge finansministeren indebære en reduktion i anlægsudgifterne på cirka 2 milliarder kroner. Omvendt mener KL's nye formand, Martin Damm (V), at anlægsrammen bør holdes "dér, hvor den er".

Baggrunden for behovet for en normalisering er, at regeringen i kriseårene har fremrykket offentlige investeringer i håb om dermed at kunne kickstarte økonomien.

I CEPOS har vi hele tiden advaret imod denne form for konjunkturpolitik. Vi har dels sagt, at man ikke kan forvente at opnå en sådan kickstart, så længe de internationale konjunkturer ligger underdrejet. Det har vist sig at være korrekt.

Endvidere har vi peget på en fare for, at en midlertidig forhøjelse af udgifterne kan være vanskelig at reducere igen rent politisk, således at den i stedet bliver permanent. Denne fare synes nu også at være ved at materialisere sig.

Derfor bør kommuneforhandlingerne munde ud i et væsentligt højere årligt krav om effektivisering på de samlede driftsudgifter i kommunerne, således at kommunerne forventes at levere samme serviceniveau for færre midler. De 12 milliarder frem til 2020 svarer til en produktivitetsfremgang på under 0,5 procent om året.

Martin Ågerup om regeringens målsætning
Direktør for Cepos

Kommunerne har fremført det argument, at anlægsniveauet skal holdes, hvor det er, for at kommunerne kan investere i effektiviseringer af blandt andet skoler, ligesom der vil være behov for investeringer i energibesparende tiltag.

Anlægsbudgettet skal reduceres
Finansministeren bør stå urokkeligt fast: det voldsomt forøgede anlægsbudget i løbet af krisen må nu selvfølgelig reduceres igen. En fremrykning af offentlige investeringer indebærer jo nødvendigvis, at der i fremtidige år vil være færre penge til sådanne investeringer. Det har kommunerne vidst, og det må de formodes at have disponeret i henhold til.

Eftersom anlægsinvesteringer afskrives langsomt, må kommunerne i de fede år have gennemført investeringer, som de nu ikke har brug for at gennemføre i de efterfølgende mere normale anlægs-år. Derfor burde midlerne til særlige investeringer i skoler og energieffektivitet kunne findes indenfor rammerne af det normaliserede anlægsbudget.

Så til spørgsmålet om produktivitetstilvækst i kommunerne. Regeringen har i sin økonomiske plan en målsætning om at øge produktiviteten i det offentlige med 12 milliarder kroner frem mod 2020. Og skal man tro Margrethe Vestager (R), er der meget mere at komme efter. Som hun har udtalt til Ritzau: "Jeg mener ikke, at spørgsmålet om, hvad den offentlige sektor leverer, er udtømt med de 12 milliarder."

Jeg er helt enig. Derfor bør kommuneforhandlingerne munde ud i et væsentligt højere årligt krav om effektivisering på de samlede driftsudgifter i kommunerne, således at kommunerne forventes at levere samme serviceniveau for færre midler. De 12 milliarder frem til 2020 svarer til en produktivitetsfremgang på under 0,5 procent om året.

I praksis vil det være muligt at øge produktiviteten væsentligt mere end det. Siden man fra politisk hold i 2004 begyndte at stille krav til de offentlige sygehuse om øget produktivitet, er produktiviteten her vokset med 2,4 procent om året.

Der er ingen overbevisende argumenter for, at dette ikke skulle kunne lade sig gøre indenfor for eksempel ældrepleje, plejehjem, daginstitutioner og skoledrift, når det kan lade sig gøre på sygehusområdet.

Derfor kunne man sige, at det ikke kun er anlægsudgifterne, som trænger til en normalisering. Kommunerne bør ligesom regionerne og den private sektor levere øget produktivitet – hvert år.

Læs Ceveas indlæg om økonomiforhandlingerne her