Til forsvar for fremtidens forskeruddannelse

Johnny Laursen,
Ph.d.-skoleleder. Faculty of Arts, Aarhus Universitet

Professor Linda Koldau spørger i sit indlæg den 26. januar d.å., om det ikke er tilstrækkelig kvalitetssikring i forskeruddannelsen, at en ph.d.-studerende til slut får sin afhandling bedømt af et bedømmelsesudvalg. Hun spørger, hvorfor en studerende ikke blot kan henvende sig til en professor og efter aftale med denne påbegynde en ph.d.-uddannelse?

Spørgsmålet berører en aktuel debat om forskeruddannelsen i Europa, hvor mange lande, ligesom Danmark, har satset på en styrkelse og modernisering af forskeruddannelsen i bestræbelsen på at sikre et højteknologisk videnssamfund.

Jeg vil i det følgende søge at begrunde, hvorfor det er så afgørende for den danske forskeruddannelse og for dansk forskning, at det institutionelle ansvar for forskeruddannelsen varetages fra det øjeblik, hvor den ph.d.-studerende kommer ind ad fordøren, og ikke først når vedkommende forlader forskningsinstitutionen med - eller uden - ph.d.-beviset i hånden.

Ikke mesterlære
Forskeruddannelsen er ganske enkelt ikke længere en sag, som alene berører forholdet mellem ph.d.-vejlederen og den ph.d.-studerende. Der er ikke længere tale om mesterlære. Universitetets ph.d.-skoler står i dag til ansvar for indholdet i forskeruddannelsen over for et ph.d.-udvalg valgt af ph.d.-studerende og videnskabelige medarbejdere og har bl.a. ansvar for, at der tilbydes faglige kurser af høj kvalitet, internationale udvekslingsmuligheder og for opfølgning og kvalitetssikring. Hvem står over for ph.d.-udvalget til ansvar for Linda Koldaus ph.d.-studerende?

En forskeruddannelse er en betydelig menneskelig investering. Alene de menneskelige hensyn burde tilsige, at universiteterne fra første dag påtager sig ansvaret for, at den ph.d.-studerende ikke forliser under det store pres. De samfundsmæssige ressourcer, som i dag går til forskeruddannelse, er samtidig så store, at de gradsgivende institutioner skylder skatteyderne og andre donorer at påtage sig ansvaret for hele forløbet.

En forskeruddannelse er en betydelig menneskelig investering. Alene de menneskelige hensyn burde tilsige, at universiteterne fra første dag påtager sig ansvaret for, at den ph.d.-studerende ikke forliser under det store pres.

Johnny Laursen
Ph.d.-skoleleder på Faculty of Arts, Aarhus Universitet

Også i forhold til universiteternes strategi og ressourceindsats er ansvaret for optagelsen et afgørende spørgsmål. Hvordan skal en universitetsledelse kunne budgettere og dimensionere, hvis professorerne med et enkelt nik kan binde institutionen på de store og langsigtede ressourceforpligtelser, som optaget på en forskeruddannelse rummer?

Mere end bare en afhandling
Linda Koldau glemmer her, at den danske ph.d.-bekendtgørelse stiller betydelige kvalitetskrav m.h.t. kurser, internationalisering, formidling m.v., som rækker ud over udarbejdelsen af en ph.d.-afhandling. Universitetet har ansvar for, at den fornødne infrastruktur findes, for at de nødvendige vidensressourcer er til stede - i form af aktivt forskningsmiljø, vejledningskapacitet og adgang til internationale ophold ved udenlandske forskningsmiljøer - og for, at optaget svarer til beskæftigelsesmulighederne.

Den moderne ph.d.-studerende sidder ikke længere alene på sit loftskammer med sin afhandling. Ved siden af kravet om en original, selvstændig forskningsindsats i form af ph.d.-afhandlingen rummer nutidens forskeruddannelsesforløb en uddannelsesdimension med sigte på erhvervelse af de kompetencer, som videnssamfundet efterspørger.

Forslag vil svække ph.d.'en
Linda Koldaus forslag kan således kun realiseres, hvis man accepterer en svækkelse af universiteternes ansvar over for de ph.d.-studerende og en forringelse af ph.d.-uddannelsens kvalitet inden for de områder, hvor optaget overstiger ressourcegrundlaget. Den nærliggende risiko er, at der opstår en A- og B-linje i forskeruddannelsen; ikke en indlysende vej at gå for et ambitiøst videnssamfund.

Mit kritiske svar til Linda Koldaus forslag (i Politiken den 11. januar d.å.) er derfor heller ikke en kritik af professorerne og andre højt kvalificerede ph.d.-vejledere, som udgør forskeruddannelsens uundværlige faglige fundament. Min bekymring er, at universiteternes ansvar for forskeruddannelsen forflygtiges, hvis kvalitetssikringen undervejs i forskeruddannelsen overlades til enkeltpersoners skøn og først ved afslutningen, d.v.s. ved forsvaret, får en forpligtende institutionel karakter.

Det bør således være den gradsgivende forskningsinstitution, som har ansvaret for, at hvert forskeruddannelsesforløb fra første dag overholder bekendtgørelsens krav, de faglige kvalitetskrav og for, at der er ressourcer til rådighed. Dette sikrede danske politikere forudsætningerne for, da de i et bredt universitetspolitisk forlig i 2007 reviderede universitetsloven og tildelte ph.d.-skoler knyttet til universiteterne og andre gradsgivende forskningsinstitutioner ansvaret for forskeruddannelsen.

Det er ikke hver dag, forskere roser Videnskabsministeriet og folketingspolitikerne, men ret skal være ret: Den danske forskeruddannelsesordning er i dag en af dem, som kolleger over hele Europa retter blikket imod som fremtidens model for forskeruddannelse.

Åbent for ideer
Linda Koldau tilføjer nogle supplerende betragtninger om humaniora, som kræver en afsluttende kommentar. Hun lægger til grund, at man som ph.d.-ansøger ikke kan vælge forskningstemaer uden hensyn til "...en forskningsstrategi, som på universiteterne bliver fastslået som "den rigtige"?". Dette er formodninger hentet ud af den blå luft. Den humanistiske forskning i Danmark har aldrig haft større bredde end i dag. Linda Koldaus eget fakultet opslår regelmæssigt ph.d.-stipendier ved fuldstændigt åbne opslag inden for hele det humanistiske område og annoncerer alle opslag internationalt, bl.a. på den europæiske portal for forskerrekruttering, EURAXESS.