Fondene er fattige på politisk kapital

Den bebudede blodtud til fondene blev fredag erstattet af en kæmpe krammer, da Folketingets partier under finanslovsdebatten også rundede lovforslag L 71 om ændringer af fondsbeskatningsloven. Inden dagen var omme, kunne fondene gå hjem fra Christiansborg med favnen fuld af roser og anerkendelse for den indsats, de yder i form af almennyttige uddelinger til kulturen, naturen, sundheden, klimaet, forskningen og så videre.

Vellykket sprint
Modsat fredagens maratondebat måtte fondene ud i sprint, da de og deres rådgivere kun fik syv dage til høringssvar. På trods af svære odds gav indsatsen resultat: Politikerne lyttede til kritikken af de planlagte ændringer. Transparensreglen overlevede, mens konsolideringsfradraget på de 125 procent fortsat afskaffes. Oveni gav skatteministeren tilsagn om at lade skatteudvalget se nærmere på, hvordan fradraget i praksis kan skrues sammen, så det ikke koster fondene mere end de bebudede 200 millioner kroner om året. Alt i alt en vellykket tour-de-force i disciplinen jura og politik.

Alt er i spil i politik
Alligevel giver forløbet anledning til eftertanke og refleksion. For nok repræsenterer de erhvervsdrivende fonde nogle af landets mest succesfulde virksomheder og udgør tilsammen den mest solide pengekapital på danske hænder. Men inspireret af den afdøde franske sociolog Pierre Bourdieu – det var ham, der introducerede begreberne kulturel og social kapital, bør den filantropiske fondsverden øge opsparingen af deres politiske kapital, hvis de i fremtiden vil være rustet til et politisk kapløb som det, de lige har været igennem.

I en moderne politisk virkelighed er alt i spil – og spillet foregår på parallelle spilleplader på samme tid. Det betyder også, at forskellige interesser blander sig på kryds og tværs og indvirker på de præmisser, der går forud for en beslutning. Ofte på en måde, der for den udenforstående virker irrationel eller ulogisk. I Bourdieus forståelse foregår der konstant en magtkamp mellem forskellige relationer om hvilke værdier, der skal veje tungest. Derfor er kontinuerlig deltagelse i den politiske virkelighed nødvendig, især når man som de filantropiske fonde påtager sig et større samfundsansvar.

Diskret synlighed
Denne gang deltog fondene aktivt i den intense slutspurt op til behandlingen af lovforslaget. Det kan man blandt andet læse af de høringssvar, Skatteministeriet offentliggjorde den 3. december. Ikke alle fonde var dog lige synlige – faktisk var 26 af de større fonde så diskrete, at de lod sig repræsentere ved deres revisorer – og ikke ved sig selv.

Deloitte, EY, KPMG og PWC anbefalede på fondenes vegne at udsætte behandlingen af lovforslaget og fremlagde i øvrigt et overbevisende regnestykke, der viste at den samlede gennemsnitlige skatteværdi årligt var 1.260 millioner kroner og ikke de 200 millioner kroner, som ministeriet havde regnet sig frem til. Ud over Carlsbergfondet afgav kun Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Lundbeck Fonden og Wilhelm Hansen Fonden høringssvar i eget navn – og også de gjorde opmærksom på, at ministeriets beregninger byggede på et forkert grundlag.

Forslaget uden fædre
Sigende for fredagens folketingsdebat var, at ingen forligspartier havde lyst til at vedkende sig det oprindelige lovforslag fra den 20. november. Liberal Alliances Merete Riisager mente ikke, det kunne være en borgerlig-liberal regerings fineste varemærke at tage penge fra civilsamfundet og proppe dem i statskassen. Lige så tydelig var Brian Mikkelsen (K) i sin understregning af, at forslaget bestemt ikke var vokset i de konservatives have.

På sin vis bekræftede folketingsdebatten det gamle ordsprog om, at sejre har mange fædre, mens nederlaget er faderløst. Måske lige bortset fra Pelle Dragsted fra Enhedslisten, der gerne havde taget jahatten på og var indstillet på at melde sig som bonusfar til forslaget. Venstrefløjspartiet måtte nemlig ”lige knibe sig i armen” over at få serveret sådan et forslag fra en blå regering.

Politisk realisme
Finanslovsdebatten var interessant af flere grunde. Én af dem var indblikket i den politiske realisme. Eksempelvis da Brian Mikkelsen (K) ærligt slog fast, at baggrunden for forslaget var at skaffe finansiering til at lette generationsskiftet i familieejede virksomheder. Den tidligere erhvervs- og kulturminister er kendt for at have et godt netværk blandt fondene, og han kunne da også fortælle, at selv om ”det ikke er sådan, at de sidder og klapper i deres små hænder”, så lever fondene med forslaget, som det nu er.

Nu skal skatteministeriets embedsmænd så hjem og regne tingene igennem endnu engang. Skatteminister Karsten Lauritzen (V) lagde heller ikke skjul på fondenes utilfredshed: ”De er selvfølgelig trætte af det og synes, det er træls, og det har jeg fuld forståelse for, når nogen skal betale mere i skat.”

Synlig i hverdagsdebatten
Set fra klummeskribentens filantropiske hjørne ville det være strategisk klogt, hvis flere filantropiske fonde finder deres egen plads i den offentlige debat og går i dialog med deres omverden – kort sagt tillægger åbenhed og kommunikation en praktisk værdi.

Inden for kulturen, naturen, miljøet, det sociale område og sundhedsforskningen har den filantropiske støtte længe været en del af løsningen. Siden finanskrisen er det blevet stadig mere synligt, at de offentlige kasser ikke kan opretholde alle dele af velfærdssamfundet uden hjælp fra fondene. Det skaber nye muligheder for at sætte en synlig dagsorden på en offentlig platform og dermed understrege de filantropiske fondes rolle som uundværlige samfundsaktører.

Set fra det filantropiske hjørne gælder det nu om at flytte de filantropiske fondes dagsorden fra mediernes erhvervsstof ind i hverdagsdebatten og derigennem synliggøre hverdagens effekt af den filantropiske indsats på områder som kultur, natur, sundhed, klima, forskning osv. Finanslovdebatten viste med al tydelighed, at det er dén indsats, der forener de politiske partier i en bred anerkendelse af fondenes filantropiske værdi.

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.