BRUXELLES: ”Forestil dig EU som en stor diskokugle med hundredevis af små spejle på. Du kan se meget forskellige sider af EU, alt efter hvilket spejl du ser i.”

Med de ord forsøger Heather Grabbe, direktør for demokratiorganisationen Open Societys Institut for Europapolitik, at forklare, hvorfor en stor del af EU’s politikere, embedsmænd og andre medlemmer af Bruxelles’ tænkende klasser lige nu er så voldsomt ude af trit med en endnu større del af den europæiske befolkning.

Den del af EU, som de spejler sig i, er i hvert fald ikke den, som ses af dem, der i hobetal stemte på EU-skeptiske partier til Europa-Parlamentsvalget. Eller dem, som ser EU som noget fjernt, elitistisk og svært at forstå. Eller dem, som lige nu opfatter EU som en trussel mod deres velfærdssystemer.

I en ny rapport skrevet sammen med kollegaen Stefan Lehne fra forskernetværket Carnegie Europe advarer Heather Grabbe mod at ignorere en voksende følelse af, at EU ikke tager sine borgere alvorligt.

EU mangler følelsesmæssig intelligens
Løsningen er ifølge de to forfattere at få EU-systemet til at reagere på vreden og apatien lidt mere følelsesmæssigt intelligent og få etableret en tilgang til systemet, som føles relevant – også for dem, som ikke hører til blandt de såkaldt ”professionelle europæere”, der bevæger sig hjemmevant rundt i EU-land.

Heather Grabbe mener, at diskussionen om Bruxelles alt for tit starter med de folk, som allerede er i EU-boblen. De mennesker, som enten arbejder for eller med institutionerne.

EU er et eliteprojekt. Og når folk lige nu vender sig mod eliten, så vender de sig samtidig mod EU.

Heather Grabbe
Direktør for Open Societys Institut for Europapolitik

”De kender de gode og dårlige punkter. De ved, at det faktisk er et ret åbent system, at det holdes til regnskab og leverer ret meget. Men de har en fuldstændig anden oplevelse end folk, som ikke i deres professionelle eller personlige liv er i kontakt med EU, og det er jo 99 procent af de europæiske borgere,” siger Heather Grabbe.

”Det er vigtigt at se på, hvad oplevelsen af demokratiet er for det helt store flertal af befolkningen.”

Oprør mod eliten
Den oplevelse er ifølge forskerne en høj grad af irrelevans. Det er ikke indlysende for mange, at der skulle være et behov for et ekstra regeringslag oven på dem, som findes i de enkelte lande. Det spiller sammen med en generel voksende politikerlede og et fald i tilliden til politiske institutioner, hvoraf EU ses som den mest fjerne.  

”EU er et eliteprojekt. Og når folk lige nu vender sig mod eliten, så vender de sig samtidig mod EU,” understreger Heather Grabbe.

I hendes øjne er det en farlig glidebane, hvis EU som projekt skal overleve.

”Der er et solidt nyttebaseret argument for EU. Problemet er bare, at det meget sjældent bliver diskuteret af politikerne eller af de ”professionelle europæere”, fordi de har for travlt med alle de store emner på dagsordenen: euroen, Grækenland, Ukraine, Rusland. Men EU kan ikke levere varen på de store emner, hvis man ikke samtidig bibeholder støtten fra de folk, som det er meningen, at man skal tjene.”

Mere repræsentation og deltagelse
For de to forfattere handler det nu om at få gjort så meget som muligt for at få EU til at blive relevant for borgerne. Der, hvor det halter, er særligt, når det kommer til følelsen af repræsentation og deltagelse i det, der sker på EU-plan.

”I den europæiske vælgers opfattelse er EU et eller to led væk fra deres daglige liv. Samtidig er der faktisk meget få muligheder for folk til at involvere sig i det, der ofte er meget tekniske og meget detaljerede diskussioner i nogle meget komplekse forhandlinger, der foregår på EU-niveau,” siger hun.

Det harmonerer dog dårligt med en virkelighed, hvor folk ikke længere er tilfredse med politikere i elfenbenstårne, som de ikke kan nå.

”De vil have politisk deltagelse til at være noget, der er langt mere responsivt, mere interaktivt og individualistisk, som det er på Amazon eller på eBay eller på andre platforme, som de bruger,” mener Open Society-direktøren, der vil have EU-folk fra alle lag til at tage et langt større ansvar for at inddrage de borgere, som rammes af de beslutninger, de træffer, og forklare, hvorfor de gør, som de gør.

Ud til folket
”EU-Kommissionen bliver nødt til at blive meget bedre til at forklare ting,” siger hun.

”Vi synes, at kommissærerne langt oftere burde tale i deres egne parlamenter – og i andre landes parlamenter for den sags skyld. Samtidig bør EU-parlamentarikerne også spille en meget større brobyggende rolle. De skal ikke bare repræsentere Parlamentet. De skal forklare deres vælgere, hvad der foregår på EU-plan.”

Grabbe og Lehne foreslår også, at europaudvalgene i de nationale parlamenter tager et større ansvar på sig for at fortælle befolkningen, hvad der foregår på EU-plan. Det samme gælder lokale myndigheder.

Hun peger på, at de skal ud på Twitter, på Facebook og andre steder på nettet, hvor folk er. Hun efterlyser, at EU-niveauet får etableret det, hun beskriver som en ”TED talk-kultur”, efter de populære miniforedrag, som kan ses på nettet, hvor forskere, virksomhedsfolk, politikere og andre får op til 18 minutter til at forklare deres ideer på en engagerende og inspirerende måde.

Det betyder ikke, at folkestemningen skal styre, hvad der i sidste ende skal besluttes. Men den skal høres.

”Der vil altid være folk, som ikke er tilfredse med, hvordan et stykke lovgivning ender med at se ud. Det vigtige er, at vi får en stor offentlig debat, som en meget bredere del af befolkningen deltager i,” siger hun.

Til nytte for den enkelte
Udover at blive bedre til faktisk at tale med de borgere, der skal leve med den lovgivning, der spyttes ud fra EU-hold, mener forfatterne også, at det er på tide, at der kom en lille smule tydelig nytteværdi ud fra EU.

Der peger de på, at EU-borgere i højere grad skal kunne få lydhørhed fra EU-systemet, sådan som det allerede er tilfældet med Europa-Parlamentets udvalg for borgerklager, som dog i dag kun kan behandle en brøkdel af de henvendelser, den får. Derudover bør det såkaldte borgerintiativ, hvor 1 million europæere med deres underskrifter kan få taget en sag op på EU-niveau, gøres mindre besværligt at bruge.

De to forskere mener dog, at man må gå længere end bare at behandle kommunikationsbristen mellem folk flest og EU-maskineriet.

Der bør også være nogle helt håndgribelige fordele for EU-borgerne. Også for dem, der ikke tilhører den kosmopolitiske Erasmus-generation, der i særdeleshed nyder godt af nogle af de fordele, som EU-lovmagere ynder at slå på tromme for. Som for eksempel den frie ret til at bo, studere og arbejde i andre EU-lande, lavere telefonitakster på tværs af grænserne, mere beskyttelse for dem, der shopper på udenlandske sider på nettet, og andre ting, som kun en lille brøkdel af europæerne benytter sig af.

Ikke kun pisk
I rapporten peger Grabbe og hendes kollega på, at det nærmest kun er landmænd og fiskere, som rent faktisk føler en direkte forbindelse med EU-niveauet i deres dagligdag, fordi deres erhverv er gennemregulerede fra EU-hånd.

Efter år i krisens tegn, hvor EU særligt i mange sydeuropæiske lande er blevet lig med sparepolitik, er det deres holdning, at det nu er tid til at se på det, som i mange lande vil være et voldsomt kontroversielt forslag: at lægge en del af det sociale sikkerhedsnet op på EU-plan.

”Lige nu kommer EU kun med pisk og ingen gulerod. Al disciplineringen kommer fra EU, mens alt det gode bliver leveret på nationalt niveau.”

”Hvis man havde et minimum af social sikring på EU-plan, så ville det hjælpe folk med at se, at disciplin og ydelser hører sammen,” siger Heather Grabbe.

I et andet vidtgående forslag peges der på, at adgangen til EU’s domstole på sigt burde åbnes, så det ikke, som det er i dag, kun er gennem nationale domstole, at borgere kan få behandlet deres sager på EU-plan.

Mainstream-partierne sover
Noget skal der i hvert fald ske, hvis EU vil bevare nogen form for legitimitet hos befolkningerne, mener Open Society-direktøren.

”Der er ikke nogen måde, vi kan gå tilbage til et elitebaseret projekt, som fungerer under radaren. Det kan ikke ske,” understreger Heather Grabbe.

Hun advarer den herskende politiske klasse kraftigt mod bare at tro, at den voksende utilfredshed og den deraf følgende folkelige støtte til populistiske anti-europæiske partier er noget, som kan tilskrives årene i krisens tegn.

”For det første får det det til at lyde, som om at så snart væksten kommer tilbage, så vil populismen forsvinde. Men vil den virkelig det? For det var allerede et fænomen før krisen, fordi folk var dødtrætte af det repræsentative demokrati af flere årsager. Så at købe den forklaring giver mainstreampolitikerne mulighed for at trykke på snooze-knappen lidt endnu i stedet for at omstille sig til en ny situation. Og det kan være meget farligt.”

”Det andet er spørgsmålet om, hvornår krisen så er ovre? Der kan jo godt gå rigtig lang tid, før væksten vender tilbage, særligt i Sydeuropa. Så at tro, at man bare kan vente, og så vil alle disse nye partier forsvinde, og alt vil vende tilbage til normalen, er naivt. Det kommer ikke til at ske, for det skift er allerede sket,” siger Heather Grabbe.