S: Træk forslaget om højere fondsskat

SKATTESMÆK: Drop forslaget om at sløjfe fondenes konsolideringsfradrag, lyder det fra Jesper Petersen (S). Konservative vil forsøge at overbevise de andre borgerlige partier om at finde 200 millioner kroner et andet sted.

<span>&nbsp;”Min
antagelse var, at vi var enige med Venstre om, at vi skulle gøre det
mere attraktivt at danne flere erhvervsdrivende fonde. Men forslaget
her trækker jo i den stik modsatte retning,” siger Jesper
Petersen.&nbsp;
</span>
 ”Min antagelse var, at vi var enige med Venstre om, at vi skulle gøre det mere attraktivt at danne flere erhvervsdrivende fonde. Men forslaget her trækker jo i den stik modsatte retning,” siger Jesper Petersen.  Foto: Torkil Adsersen/Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Regeringen bør trække sit forslag om hæve skatten for fonde med 200 millioner kroner årligt ved at sløjfe fondenes såkaldte konsolideringsfradrag.

”Vi er imod forslaget, og regeringen burde ikke gennemføre det,” siger Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen

Hans melding kommer, efter Altinget tidligere på ugen kunne offentliggøre et nyt studie af erhvervsdrivende fondes skattebetaling i ti europæiske lande.

Klik her for at læse artiklen: Forskere: Nyt studie gennemhuller argumenter for skattesmæk til fonde

Studiet viser, at de danske fonde i dag betaler det samme i skat som i de ni andre undersøgte lande, og at danske fonde vil stå ringere end de udenlandske, hvis regeringen holder fast i at fjerne fradraget.

De nye oplysninger gør en i forvejen dårlig idé endnu dårligere, mener Jesper Petersen.

”Vi har været modstandere af forslaget, siden det kom frem. Og de nye oplysninger gør kun regeringens argumentation og stilling i debatten dårligere.”

Jesper Petersen anfører, at regeringen hæver skatten for fondene for at finansiere nogle skattelettelser, der allerede før jul blev vedtaget i finansloven. Det er en bizar situation, mener han.

”Hvis regeringen brugte indgrebet til at øge de offentlige bevillinger til forskning, kultur, socialt arbejde og de øvrige områder, fondene støtter, så var der en form for mening med det. Men faktisk sker det omvendte jo: At regeringen både rammer fondene og skærer i de offentlige bevillinger til disse områder,” siger Jesper Petersen.

K åbner en dør på klem
I regeringens støtteparti, Konservative, er der heller ingen jubel over regeringens forslag om at skære i fondenes skattefradrag.

”Det lovforslag har ikke groet i vores have. Vi mener, fondene er til gavn for det danske samfund. Og jo bedre behandling vi giver dem, jo mere får vi tilbage til samfundet,” siger Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen.

Han understreger, at øvelsen med at finde 200 millioner kroner hos fondene er en bunden opgave, som Konservative har forpligtet sig på ved indgåelsen af finansloven. Partiets rolle er at rydde op i lovforslaget, så konsekvenserne bliver så milde som muligt.

”Det er vores opgave at sørge for, at fondene ikke bliver flået. Men jeg må stå ved, at vi har sagt, at der skal skaffes 200 millioner. Et alternativ kunne jo være at se på, om vi kunne skaffe pengene et andet sted fra,” siger Brian Mikkelsen.

Skal det forstås sådan, at I vil arbejde for, at pengene ikke bliver hentet i fondsverdenen?

”Vi står ved, at vi skal finde de penge. Men de andre borgerlige partier er jo fornuftige partier. Og det vil være fint, hvis vi kan overbevise dem.”

Et tab for samfundet
Flere eksperter har over for Altinget givet udtryk for, at skattesmækket til fondene skaber en usikkerhed om fondenes fremtidige vilkår. Og det kan få virksomhedsejere, der overvejer at overdrage deres firma til en fond, til at droppe tanken.

Den bekymring deler både Jesper Petersen og Brian Mikkelsen.

”Min antagelse var, at vi var enige med Venstre om, at vi skulle gøre det mere attraktivt at danne flere erhvervsdrivende fonde. Men forslaget her trækker jo i den stik modsatte retning,” siger Jesper Petersen.

Brian Mikkelsen påpeger, at der stort set ikke er stiftet erhvervsdrivende fonde i Danmark i de seneste 20 år. Det ser han gerne ændret.

”Vi vil gerne have flere fondsejede virksomheder. Jeg kan da nævne en håndfuld, særligt jyske erhvervsvirksomheder, som har en stærk ejer i spidsen nu, og som jeg gerne så blev fondsejede. Men hvis indgrebet her afskrækker dem fra at lave den konstruktion, så taber samfundet,” siger Brian Mikkelsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Brian Mikkelsen

Adm. direktør, Dansk Erhverv, bestyrelsesformand, Nationalmuseets Museumsråd, bestyrelsesnæstformand, Kraks Fond, bestyrelsesnæstformand, Ove K investfond, formand, Ordrupgaard Advisory board, bestyrelsesmedlem, ATP, bestyrelsesmedlem, Pension Danmark
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Jesper Petersen

Udenrigs- og udviklingsordfører (S), formand for Folketingets Skatteudvalg, fhv. minister
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

0:000:00