Villum Fonden: Sådan vil vi styrke naturfag i skolen

Af Agi Csonka
Programchef, Villum Fonden

Mandag starter Sorø-mødet - uddannelsesverdenens årlige fætter-kusine-fest, hvor undervisningsministeren inviterer centrale aktører på uddannelsesområdet til debat om, hvordan vi får styrket børn og unges naturfaglige interesse.

Der er vi mange, der hilser velkomment. I Villum Fonden har vi afsat op til 100 millioner om året til at styrke børn og unges dannelse og interesse inden for naturvidenskab, og vi er ikke de eneste. Med et slag på tasken vil en række almennyttige fonde inden for de næste fem år investere to til tre milliarder kroner i at styrke naturfag i skole og uddannelse. Det er mange penge, det forpligter, og det kalder på nye måder at samarbejde på.

Mere strategisk arbejde
Fondene har længe været på vej væk fra den helt traditionelle tilgang, hvor fondenes uddelinger primært var drevet af at facilitere, at bestemte aktiviteter fandt sted.

De seneste fem til ti år har danske filantropiske fonde arbejdet langt mere strategisk. De har sat sig for at ville skabe løsninger på konkrete problemer, som for eksempel at styrke lærernes kompetencer eller give fagligt svage børn et løft.

Hovedspørgsmålet er ikke længere, hvem skal have pengene, men derimod hvordan vi bidrager til konkrete løsninger. Med ambitionerne om at styrke børn og unges naturvidenskabelige dannelse og interesse har fondene taget et par skridt længere ud af den planke. Vi er gået fra at ville løse konkrete problemer til at ville skabe varige samfundsmæssige forandringer.

Vi må forlige os med tanken om, at resultater kun sjældent kan føres tilbage til os selv. Det er slut med messingplader og kongelige klip af røde snore. Et godt resultat er nemlig ikke lig med et gennemført projekt eller en flot ny bygning.

Agi Csonka
Programchef, Villum Fonden

Store krav til fonde
I Villum Fonden er ambitionen i bund og grund at få elever, lærere, forældre, skoleledere, forvaltere, politikere til at se med nye øjne på naturvidenskabens og teknologiens rolle for samfundets udvikling.

Vi vil fremme, at børnene (gen)opdager nysgerrigheden og glæden ved at undersøge naturvidenskabelige fænomener, og at de ubesværet kan bruge og forstå de nyeste teknologier. Vi vil understøtte, at lærere bliver dygtigere til at skabe begejstring og motivation for naturvidenskaben. Vi vil få familierne til at tage ud og tælle haletudser i mosen om formiddagen og tale om det forunderlige ved elektromagnetisme over middagen. Vi vil overbevise børn og deres forældre om de naturvidenskabelige og tekniske uddannelsers fortræffeligheder, og vi vil navnlig sikre, at uddannelsessystemet ikke systematisk fravrister pigerne lysten til at blive ingeniører eller dataloger.

Det stiller store krav til den måde, vi arbejder og samarbejder på.

Slut med messingplader og kongelige klip af røde snore
Der er således ikke én løsning, og ingen kan gøre det alene. Ministerier, kommuner, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, frivillige organisationer, fonde – alle bliver vi nødt til at afstemme intentioner og handlinger med hinanden. Vi skal ikke nødvendigvis gøre det samme eller gøre det sammen, men vi skal trække i samme retning.

For fondene betyder det, at vi må forlige os med tanken om, at resultater kun sjældent kan føres tilbage til os selv. Det er slut med messingplader og kongelige klip af røde snore. Et godt resultat er nemlig ikke lig med et gennemført projekt eller en flot ny bygning. Det er derimod, at vi sammen med andre offentlige og private aktører i et meget langt og meget sejt træk har ændret den generelle perception af naturvidenskabens og teknologiens betydning for samfundets udvikling – i familierne, i uddannelserne og i samfundet.  

Men også selvom vi lægger låg på ambitionen om at få lov at holde skåltalerne, ja så lurer der andre farer, når man er en fond, der gerne vil gøre godt.

Der er en væsentlig risiko for, at vi al vores velvillighed skævvrider uddannelsessystemerne. For hvad skal egentlig nedprioriteres, hvis naturfagene og de teknologiske fag opprioriteres? Skal vi have færre musiske fag? Færre sprogtimer? Den slags spørgsmål har vi et fælles ansvar for at give gode svar på.

Åben og ærlig dialog
En anden risiko er, at vi dræner uddannelsesmiljøerne for gode udviklingskræfter. De dygtige, innovative undervisere trækkes ud af hverdagen for at lave projekter. Vi skal i stedet blive dygtigere til at understøtte det, der allerede sker i hverdagen. Og vi skal respektere, at det måske tager fem til ti år at indarbejde nye kompetencer og nye måder at arbejde på. I en politiseret uddannelsesverden er det ubegribelig lang tid. Politisk utålmodighed æder faglig forankring til morgenmad.

Alt det betyder, at vi som fonde må agere langt mere strategisk agilt. Vi skal navigere klogt, skabe stærke alliancer og have respekt for balancerne i et uddannelsessystem, der skal meget andet end at danne og uddanne inden for naturvidenskab.

Det betyder også, at vi skal opprioritere vidensdeling og evaluering af, hvad der virker og hvordan. Ressourcer brugt på solide evalueringer og analyser er værdiskabende aktiviteter, som er helt afgørende for, at vi opnår det, vi gerne vil. 

Men først og sidst er vi dybt afhængige af en åben og ærlig dialog med de øvrige aktører – lærerne, lederne, kommunerne, forældrene, de frivillige organisationer og alle de andre, som arbejder med naturfag og naturvidenskab til dagligt. 

Asymmetrisk relation
Det er ikke så let, som det lyder. Der er indlysende tale om en asymmetrisk relation, hvor den ene part har midlerne, og den anden part har stærkt brug for dem. Men vi må i fællesskab at sætte os ud over den asymmetri. Fra fondenes side bliver vi nødt til rent faktisk at udvise den ydmyghed og lydhørhed, vi jævnligt prædiker. Og skolerne, lederne, lærerne, myndighederne bliver nødt til at lægge de taktiske overvejelser lidt til side. Fortæl os åbent, hvad I mener, der skal til. Hvordan vi bedst understøtter dét, der fungerer. Hvornår I synes, at vi er på afveje.

Det kan kun lade sig gøre, hvis vi samarbejder og har tillid til hinanden. Vi er fælles om visionen: At kommende generationer tager kvalificeret stilling til samspillet mellem natur, teknologi og menneske, og at flere dygtige unge bidrager til velfærdssamfundets udvikling gennem de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser. Lad os tale grundigt og vedvarende om, hvordan vi kommer derhen, og hvordan vi hver især bidrager.