SF: Få fornuften tilbage i overvågningsdebatten

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Lisbeth Bech Poulsen (SF)
Henholdsvis retsordfører og it-ordfører

For nylig lykkedes det Politiet og PET at forebygge et terrorangreb. Vi har et dygtigt Politi og dygtige efterretningstjenester i Danmark, som vi kan være glade for. 

Det er intet mindre end grotesk, at der bor mennesker her i landet, som vil danskerne og vores demokrati det ondt. Terror og frygten for den må aldrig blive en del af vores hverdag.

Antiterroraktionen fik dog blandt andet også vores justitsminister til at argumentere for, at mere overvågning skulle være nødvendig, ligesom Venstres retsordfører, Inger Støjberg, foreslog, at man skulle tage ansigtsgenkendelse i brug i udsatte boligområder.

Men hvis aktionen viste noget, var det jo netop, at Politiet og efterretningstjenesterne er i stand til at forebygge angreb med de redskaber, de allerede har til rådighed.

Aktionen kom som bekendt i kølvandet på en bredere diskussion om overvågning. Justitsministeren præsenterede i efteråret ”tryghedspakken”, der blandt andet indeholder en række overvågningstiltag, og kort efter lød det i et svar til Dansk Folkepartis Peter Skaarup, at ministeren på et tidspunkt forventede at åbne for diskussionen om at bruge ansigtsgenkendelsesteknologi. Og under en debat i Folketinget ytrede ministeren, at ”med overvågning stiger friheden”.

Problemet med ”frihed” som begreb er, at det er abstrakt. Vi kan ikke nødvendigvis mærke om vi har den, før den er væk.

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Lisbeth Bech Poulsen (SF)
MF’ere

Forebygger ikke alvorlig kriminalitet
Men som blandt andet Det Kriminalpræventive Råd flere gange har påpeget, er der ikke noget, som tyder på, at overvågning forebygger alvorlig kriminalitet. 

Vi anerkender, at overvågning kan hjælpe med efterforskningen, men det er utrolig vigtigt at huske på, at det altså ikke forebygger de rædselsfulde handlinger. Ansigtsgenkendelse er ikke en del af justitsministerens forslag, men i kølvandet på de nylige terroranholdelser er ideen igen sat til debat. 

Her er vi nødt til at råbe ”vagt i gevær” og mane til besindighed, når det kommer til øget vilkårlig overvågning af almindelige mennesker. Samtidig er der grund til at sætte spørgsmålstegn ved effektiviteten af ansigtsgenkendelse. 

Flere forsøg med ansigtsgenkendelse i London de senere år har nemlig vist, at softwaren i 96 procent af tilfældene udpegede såkaldte ”falske positive”. Det vil sige, at teknologien i langt de fleste tilfælde fejlagtigt orienterede politiet om, at en person fra politiets database matchede med en person fra testområderne. Ikke just betryggende, at uskyldige mennesker blev udpeget som forbrydere.

De principielle spørgsmål
Og så til den mere principielle diskussion.

For ét spørgsmål er, hvorvidt diverse overvågningsteknologier fungerer optimalt og effektivt. Et andet er, hvorvidt vi overhovedet ønsker at bruge dem over for den brede befolkning.

De lande, som til fulde udnytter teknologiernes muligheder, er lande, vi som regel ikke har lyst til at sammenligne os med.

Den kinesiske regering er ved at indføre et decideret pointsystem, hvor borgerne får point hver især efter deres opførsel og lydighed. Det sker gennem overvågning af borgernes digitale adfærd og ansigtsgenkendelsesteknologi og kan for eksempel få betydning for noget så basalt som kinesernes mulighed for at købe flybilletter.

Fordi Danmark ikke er Kina
At Danmark ikke er Kina, er et argument, vi ofte bliver mødt med i vores skepsis over for masseovervågning. Og nej, selvfølgelig er Danmark ikke Kina. 

Det anerkender vi fuldt ud. Men netop derfor maner vi også til besindelse i overvågningsdebatten. Danmark er jo et demokrati og en retsstat, og så meget desto mere bør vi værne om frihedsrettighederne, også retten til privatliv.

Det kan være fristende at tage alle tænkelige midler i brug for at bekæmpe kriminalitet. Hvis man ikke har noget at skjule, har man jo heller ikke noget at frygte. Eller hvad? Opsætning af kameraer i private hjem kunne muligvis være med til at bekæmpe partnervold eller misbrug af børn, men alligevel er det ikke et middel, vi overvejer.

Fordi langt de fleste nok er enige om, at det ville krænke vores frihed.