Fremragende bog om politisk manipulation

KRONIK: Jesper Tynells bog "Mørkelygten" er en journalistisk milepæl, der bør få alvorlige konsekvenser for vores samfund i retning af en debat om demokrati, værdier og moral i politik og embedsværk, skriver cand.mag. og forfatter Lisbeth Riisager Henriksen.

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag., redaktør og forfatter

”Mørkelygten” er et udtryk, som stammer fra Udenrigsministeriets interne jargon. Det handler om at belyse en sag over for Folketinget, pressen og befolkningen på en sådan måde, så det bliver mere dunkelt og kaster mørke over dele af en sag, men uden at ministeren direkte siger noget forkert. På den måde kan en minister give indtryk af, at regeringen belyser en sag fuldt og helt, selvom den i realiteten mørklægger dele af den.

Jesper Tynell, som er P1 Orienterings rets- og socialpolitiske fagmedarbejder, sammenfatter i sin nye bog "Mørkelygten" (2014) dette som ”… en selektiv og strengt semantisk tilgang til sandheden …” Den ”… går ud på at formulere sig på en måde, så bedraget opstår i hovedet på læseren, uden at regeringen kan gribes i selv at fremføre klart usande oplysninger sort på hvidt” (side 260).

Udtrykket refererer til en praksis, som ifølge Jesper Tynells nye bog er udbredt i alle ministerierne. Og embedsværket synes helt generelt at være forpligtet på denne praksis, fordi de har en lydighedspligt over for deres minister, som overtrumfer pligten til at stå på mål for den rene sandhed – med mindre de kan sige, at noget er klart ulovligt og ikke bare måske ulovligt. Og inden for dette spænd kan der blive manipuleret voldsomt med sandheden for at tjene ministrenes politiske ønsker, påviser bogen og giver dermed et lidet flatterende billede af arbejdskulturen og moralen i embedsværk og ministerier.

Journalistisk milepæl
Der er en række typiske fællestræk i de metoder, som embedsmænd i de forskellige ministerier ifølge bogen benytter sig af for at mørklægge dele af en sag uden at sige noget direkte forkert. En af dem er at regne baglæns for at skabe fagligt belæg for regeringens politiske konklusioner. Det gør man for eksempel ved at finde tal, der er belejlige i den politiske sag, selvom de måske ikke reelt er retvisende i den givne sammenhæng. En anden er at fremstille politik som teknik – det vil sige at fremstille en politisk beslutning som en teknisk, faglig vurdering fra uafhængigt hold og at få det til at ligne noget sagligt, for eksempel ved brug af tal, statistik, grafer eller rapporter. Andre måder er at sløre politiske interesser og at finde juridiske figenblade og halmstrå.

Jesper Tynells bog er vigtig, fordi den dokumenterer og analyserer denne mørklægningspraksis på tværs af ministerier og over en længere tidsperiode, og fordi den argumenterer for sin påstand om mørklægning. Det er en hjælp til os andre at vide. Efter min vurdering er det en journalistisk milepæl, der bør få alvorlige konsekvenser for vores samfund i retning af en debat om demokrati, værdier og moral i politik og embedsværk. Som han meget overbevisende dokumenterer, betyder manipulationerne, at Folketinget, pressen og befolkningen i nogle situationer ikke får retvisende information om lovforslag og politiske beslutninger. Det er et demokratisk problem, at en regering kan få gennemført en politik, der måske ikke bygger på et retvisende og oplyst grundlag eller på helt reelle argumenter, men tilbageholder eller fordrejer afgørende forhold.

Bogen fremfører en række vægtige eksempler på manipulation. Mange af dem har allerede været nævnt i anmeldelser eller interviews i den offentlige debat om bogen. Jeg vil her fremdrage to eksempler, som mig bekendt ikke har været bragt i andre sammenhænge. De stammer fra henholdsvis Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet.

Eksempel 1: Handicaphjælp
Daværende socialminister Henriette Kjær (K) siger i juni 2004 til Folketingets Socialudvalg, at der i 2003 var flere mennesker med handicap, der havde en handicaphjælper, end det var tilfældet i 2002. Hun påpeger, at der er sket en stigning på 27 procent.

Men Jesper Tynell dokumenterer, at det ikke er sandt. Mange kommuner og amter indberettede ikke antallet af bevillinger året før, og derfor er sammenligningen ikke retvisende. Faktisk påviser Jesper Tynell, at der i 2003 skete, ikke en stigning, men et fald på knap ti procent. 

Embedsværket i Servicestyrelsen gør også ministeren opmærksom på fejlen og noterer det i en redegørelse til Socialministeriets departement. Men disse forbehold får Socialministeriet fjernet i den redegørelse, som efterfølgende oversendes til Folketinget, ligesom ministeriet også meddeler offentligheden udsagnet om en stigning og ikke et fald i antallet af bevillinger.  

Når socialministeren fastholder, at der er sket en stigning, så skyldes det, at regeringen ved at bruge det ene tal frem for det andet får mulighed for at gennemføre nedskæringer i hjælpen. Jesper Tynell forklarer:

”På det tidspunkt har socialministeren ikke brug for, at der kommer tal frem, der tyder på, at en gruppe handicappede det sidste år har fået frataget deres handicaphjælpere, så færre handicappede nu får hjælp. Året forinden har De Samvirkende Invalideorganisationer kritiseret ministeren kraftigt for, hvad de opfatter som en opfordring til kommunerne om at spare på hjælpen til handicappede. Blandt andet ved at skære i hjælperordningerne. En arbejdsgruppe med overvægt af regeringens embedsmænd har offentliggjort en rapport, som hovedsageligt fokuserer på handicappede mennesker som en økonomisk byrde. En rapport, der sætter spørgsmålstegn ved, om handicappede fortsat selv skal kunne vælge at bo i eget hjem, hvis det er billigere for det offentlige at anbringe dem på institution” (side 97-98).

En ny socialminister gentager endog året efter det samme fejlagtige udsagn og bruger samme kritisable fremgangsmåde i en fremlægning af tallene fra 2002 til 2004.

Eksempel 2: Aktivering af syge mennesker
Nogle år senere, i 2009, vil beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) gerne blåstemple et kommunalt aktiveringsforsøg med syge mennesker. En gruppe personer skal møde op i aktivering 10 timer ugentligt, mens de er sygemeldt. Forsøget skal vise, om de kommer hurtigere i arbejde igen end personer i en kontrolgruppe, som får deres sygedagpenge på almindelig vis. Et af formålene med forsøget er at afprøve et forløb, som regeringen senere påtænker at fremsætte et lovforslag om.

Men det er ikke lovligt. Det fremgår af en længere gennemgang af hele ministeriets argumentation, som Jesper Tynell leverer. Sygedagpengelovens § 80 er den eneste forsøgsparagraf inden for sygedagpengeloven, og den siger intet om forsøg, der kan koste borgerne deres ret til sygedagpenge.

Ministeriet svarer i første omgang, at forsøget bliver gennemført efter en forsøgsparagraf i lov om aktiv beskæftigelsesindsats, som altså er en lov, der gælder for arbejdsløse mennesker. Men det er ulovligt, og ministeriet vender så tilbage til at bruge § 80 som lovhjemmel.

Embedsmændene ved godt, at forsøget måske er ulovligt, selvom beskæftigelsesministeren fortsat meddeler pressen det modsatte. De kontakter derfor Kammeradvokaten og beder ham under et møde i ministeriet den 10. april 2009 om at skrive et notat, der skal redegøre for, at det er lovligt at standse udbetalingen af sygedagpenge til de syge mennesker, der ikke ønsker at deltage i forsøget. I mellemtiden er Anders Fogh Rasmussen-regeringen fratrådt, og Lars Løkke Rasmussen-regeringen er tiltrådt fra 7. april 2009 – nu med Inger Støjberg (V) som ny beskæftigelsesminister.

Selvom argumentationen med Tynells ord er ”papirtynd”, ender Kammeradvokaten med at skrive, at forsøget er lovligt. Da et flertal i Folketinget vil have forsøget standset, kan både beskæftigelsesministeren og Venstres ordfører således fremvise Kammeradvokatens notat og forsikre om klar lovhjemmel. Regeringens støtteparti siger derfor god for forsøget.

Senere udarbejder Kammeradvokaten flere nye versioner af notatet. Han vedkender sig, at forsøget ”kun kan gennemføres ved brug af en mildere paragraf, der ikke varigt frakender forsøgspersoner sygedagpengene, men kun standser dem midlertidigt”. Og han medgiver, ”… at kommunen slet ikke kan kræve, at syge forsøgspersoner bliver underkastet fysioterapi, psykologhjælp og anden behandling, med mindre en læge har fundet det nødvendigt for deres helbredelse …” (side 161-162).

Det problem omgår ministeriets embedsmænd imidlertid ved at komme med en ny definition af ordet ”behandling”: fysioterapi og psykologbehandling skal kun betegnes som ”behandling”, hvis en læge ordinerer det. Kræver kommunen egenhændigt, at forsøgspersoner skal møde op til den slags ting, skal det ifølge ministeriet fremover kaldes ”opfølgning”. Desuden indhenter ministerens politiske sekretariat i departementet et notat og et svarark fra embedsmænd, der skal konkludere, at der ikke indgår ”behandling” i forsøget. Og dermed er forsøgsrealiteterne ikke længere noget problem i forhold til lovens bogstav.

Hvordan står det til i dag?
Bogens materiale går frem til omkring år 2010. Siden da er der kommet en reform af offentlighedsloven – i folkemunde kaldet mørklægningsloven. Den begrænser offentlighedens og pressens, men også Folketingets, muligheder for fuld aktindsigt i regeringens lovarbejde betydeligt, og den blev gennemtrumfet trods massive offentlige protester. Der har også efter 2010 været en lang række andre gennemgribende reformer, blandt andet reformer med alvorlige konsekvenser for syge mennesker.

I bogens forord siger Jesper Tynell, at hvis han havde påbegyndt arbejdet med bogen efter regeringsskiftet i 2011 og ikke før, som det er tilfældet, så ville han også have medtaget flere sager fra efter regeringsskiftet. Han foreslår eksempelvis reformerne af førtidspension, fleksjob og kontanthjælp som oplagte sager, hvor man burde undersøge embedsværkets rolle i markedsføringen med kritiske briller.

Reformen af førtidspension og fleksjob (herunder ressourceforløb) analyseres i undertegnedes bogantologi "Et liv i andres hænder" i et kapitel om mødet med konkurrencestaten. Her gennemgås det, hvordan man fra regeringens side fremlægger udspillet til reformen af førtidspension og fleksjob i 2012. Der ses her blandt andet på reformens diverse baggrundsmaterialer og argumenter, ligesom holdningsbearbejdelsen i forbindelse med markedsføringen af reformen gennemgås og analyseres. Kapitlet viser også, at reformens reelle ansigt er et andet end det fremlagte, og at konsekvenserne for syge borgere er meget alvorlige.

Aktindsigt i en senere reform
Et eksempel kunne være, hvordan embedsværket i Beskæftigelsesministeriet under regeringen Lars Løkke Rasmussen i 2009 har foreslået, at en reform af førtidspension og fleksjob skulle præsenteres sammen med det, der i dag kendes som et ressourceforløb. I et notat fra Inger Støjbergs (V) tid som beskæftigelsesminister, som jeg har fået aktindsigt i, skriver Beskæftigelsesministeriets embedsværk den 9. juni 2009 om politiske målsætninger og ambitionsniveau i forbindelse med en sådan reform: 

„Det må forventes at være vanskeligt at opnå politisk enighed om stramninger i forhold til fleksjob og revalidering. Derfor er det meget vigtigt, at der lægges betydelig vægt på det menneskesyn, der ligger bag forslagene: At ingen (og specielt ikke de unge) må henvises til varig passiv forsørgelse uden for fællesskabet, hvis der er en anden udvej — og det er der for mange.“ Man skriver endvidere: „Der har indtil nu været stor lydhørhed i oppositionen for, at der er behov for en ny (rehabiliterings-)ydelse. Forslag om stramninger på fleksjobområdet må dog forventes at møde modstand, fordi forligskredsen allerede har foretaget stramninger i 2006, og fordi det (...) ikke har været genstand for en større offentlig debat. Det kan derfor evt. være hensigtsmæssigt, at de to hovedforslag om indførelse af særlig revalidering og en ny fleksjobmodel kobles sammen i et regeringsudspil“ (J.nr. 2007-3112).

Her skrev man således sort på hvidt, at man overvejede at pakke reformen ind, så den lettere kunne glide igennem. Ressourceforløbet skulle camouflere, at der er tale om en forringelse. Denne strategi synes også at ligge bag SRSF-regeringens reform af ordningen i 2012, som i det store hele bygger på oplægget fra VK-regeringen. Daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) fremstillede således ressourceforløbet som en forbedring, mens virkeligheden er, at den dækker over en forringelse af førtidspension og fleksjob. Årene efter reformen har da også vist, at ressourceforløbet i mange tilfælde er blevet brugt som røgslør for at ”parkere” nogle af de mest sårbare borgere billigst muligt på en kontanthjælpslignende sats frem for at tilkende dem førtidspension.

Manipulerer fortsat
Hvis man har læst "Et liv i andres hænder", vil man således forstå, at SRSF- og SR-regeringerne har fortsat den manipulerende adfærd, som Jesper Tynell har skrevet om i sin bog.

Jesper Tynells bog fortæller om afgørende demokratiske problemer i vores politiske styre og embedsværk. Den klæder læseren på med stærke, kritiske briller og værktøjer, der kan bruges til at afsløre mørklægning hos enhver regering og ethvert embedsværk, hvor det forekommer.

Jeg håber, at mørklægningsgardinerne snart kan blive trukket fra, og at Folketingets medlemmer kan få bedre arbejdsbetingelser, så de kan arbejde på et folkeligt mandat og for befolkningens ve og vel. Ansvaret bør kunne placeres hos de ansvarlige ministre.

Tak til Jesper Tynell for en overbevisende toppræstation, der udfordrer politikerne og embedsværket på mange længder i forhold til at handle i demokratiets og ikke blot magtens tjeneste.

Forrige artikel Internationalisering af den danske centraladministration Internationalisering af den danske centraladministration Næste artikel Lydighedskulturen skal ud af mørket Lydighedskulturen skal ud af mørket
  • Anmeld

    Flemming Ast

    Det er kendt siden september 1945

    Min far sad under taget på 5. sal på Christiansborg i Skygge regeringen. Han nævnte aldrig noget som helst, men havde efterladt mange dokumenter hos familien i USA. Disse har jeg så læst. Hvis jeg havde levet dengang, så var de blevet likvideret. Men blot lidt til fadet:

    Folketinget begik krigsforbrydelser under krigen.
    Under den kolde krig var der tit A-våben på dansk jord.
    Der var A-våben på Thulebasen.

    Men Israel tager det første punkt.
    K65 radarsoldaterne tager næste sag fra 114.000 erstatningssager i USA.
    Og Hvile medarbejderne er tæt på at vinde $ 1 mia. I erstatning. Her kan du læse Nyrups korrespondance.
    Jeg har ikke ord for, det der har foregået og foregår idag. Det er trist.