Af Morten Jarlbæk Pedersen
Cand.scient.pol., ph.d. 

Det er altid glædeligt, når man kan få lov at vise, hvordan man bidrager. Sådan tror jeg, at alle mennesker har det. Også Maria Rask Hetoft Poulsen, der 22. marts havde et svar til mit indlæg her på Altinget.

I mit indlæg efterlyser jeg de store erhvervsorganisationers bidrag til debatten om, hvordan vi tilrettelægger vores beslutningssystem, så de regler, der kommer ud i den anden ende, bliver af højest mulige kvalitet til gavn for ikke mindst de virksomheder, som Maria Rask Hetoft Poulsen selv arbejder for.

Desværre drukner Maria Rask Hetoft Poulsens forsøg på at vise, hvordan hun og hendes kolleger bidrager til bedre regler, i en aggressiv kritik af min person foranlediget af mit ønske om at høre mere til netop folk som Maria Rask Hetoft Poulsen.

Og hvad værre er: Denne kritik af mig er præget af en række misforståelser, bevidste eller ej. Lad mig her blot fremhæve tre.

Anderkender vidensbidrag
For det første anerkender jeg til fulde det arbejde, som Maria Rask Hetoft Poulsen med flere gør ved at bidrage med viden i den politiske beslutningsproces.

Desværre drukner Maria Rask Hetoft Poulsens forsøg på at vise, hvordan hun og hendes kolleger bidrager til bedre regler, i en aggressiv kritik af min person.

Morten Jarlbæk Pedersen
Cand.scient.pol., ph.d.

Udfordringen er nemlig ikke, om Maria Rask Hetoft Poulsen gør et godt stykke arbejde med at kvalitetssikre forslag til lovgivning og lignende. For det gør hun da sikkert.

Udfordringen er, at dette arbejde bare ikke altid har de optimale betingelser. Og selvom man deltager konstruktivt i det konkrete regelarbejde, så fritager det altså ikke nødvendigvis én for at overveje, om dette arbejde er tilrettelagt på den bedst mulige måde.

Og den slags konkrete overvejelser gør hverken én til et politisk parti eller en verdensfjern filosof; tværimod, skulle jeg mene.

I mine år som politisk konsulent for en større erhvervsorganisation var dette da også noget, vi diskuterede på nærmest daglig basis:

Hvordan styrker vi arbejdet med konsekvensvurderinger? Hvordan får vi en bedre høringsinstitution? Skal der gøres et større og mere systematisk arbejde for at evaluere lovgivningen?

Sådanne spørgsmål er der mange af. Og de er altså relevante for Maria Rask Hetoft Poulsen – også selvom hun hellere vil nøjes med at diskutere ordningen for god betalingsskik og ikke så meget andet.

Ikke virkelighedsfjern
For det andet virker det temmelig besynderligt at beskylde mig for at være helt væk, alene fordi jeg efterlyser Maria Rask Hetoft Poulsen og andres stemme.

At jeg – som ihærdig og mangeårig betragter og deltager i debatten om lovkvalitet og regelforenkling i Danmark – gerne vil høre mere til og fra de folk, der er relevante og ved noget om sagerne, gør mig næppe til virkelighedsfjern.

Nej, det er snarere udtryk for et ønske om at få virkeligheden ind i beslutningsprocesserne i langt højere grad.

Det ville Maria Rask Hetoft Poulsen faktisk også vide, hvis hun havde sat sig lidt mere ind i denne principielle debat, sådan som jeg har ført den for eksempel her på Altinget i flere artikler, og som for eksempel Ceps’ Jonas Herby ihærdigt forsøger at rejse med sine analyser.