Debat

Er det fair, at landbruget skal reducere sit CO2-udslip?

DEBAT: Der er en fundamental mangel på forståelse for den udfordring, Danmark står over for, i forhold til de klimamål, som vi selv har været med til at sætte, skriver professor Katherine Richardson.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Katherine Richardson
Professor og Leder af Sustainability Science Centre, Københavns Universitet

Ved lanceringen af regeringens klimaplan 14. august blev jeg spurgt af en journalist, om jeg syntes, det "er fair, at landbruget skal reducere sit CO2-udslip?".

Fair? Spørgsmålet har naget mig lige siden, fordi det afslører en fundamental mangel på forståelse for den udfordring, Danmark står over for, i forhold til de klimamål, som vi selv har været med til at sætte.

Maks. to grader temperaturstigning
Verdens toppolitikere besluttede på COP15 i København i 2009, at det globale samfund skal begrænse menneskeskabte klimaforandringer til en gennemsnitlig temperaturstigning på maks. to grader. Et mål, der er blevet bekræftet siden.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

En to-graders-målsætning betyder, at hver verdensborger i 2050 vil kunne udlede 1-2 tons CO2 per år. Lige nu udleder hver dansker ca. 12-13 tons om året, hvis - vel at mærke - vi undlader at tage vores udslip fra skibsfart samt de varer, vi importerer, ind i beregningen. Tager vi dem med, ligger vores udslip snarere omkring 20 tons per person.

For at industrialiserede lande kan komme ned på 1-2 tons per person, vil det kræve en ca. 90 procent reduktion i emissioner i forhold til det udslip, der fandt sted i 1990, og allerede inden COP15 vedtog EU, at EU skal reducere sit udspil med 80-95 procent inden 2050.

Hvis Danmark fortsat skal være et stort landbrugsland i 2050 OG samtidig nå 80 procents reduktion i CO2-udledningen, er det ikke et spørgsmål om "fair"!

Katherine Richardson
Professor og leder af Sustainability Science Centre

Som samfund kan vi forholde os til det EU-vedtagede mål på tre forskellige måder:

Vi kan fortsætte "business as usual", ignorere de vedtagne målsætninger i troen på, at politikerne opgiver dem, og acceptere, at regningerne bliver enorme, hvis målene pludselig skal indfris med kort varsel.

Vi kan satse på, at vi finder et godt, dvs. etisk forsvarligt, argument for, hvorfor netop danskere skal have lov til at udlede op til 20 gange mere CO2 i 2050 end verdens gennemsnit, eller:

Vi kan lægge en strategi for, hvordan vi på den mest omkostningseffektive måde kan nå en 80-95 procents reduktion i vores CO2-udslip inden 2050.

Vælger man sidstnævnte mulighed, skal man tage udgangspunkt i den danske udledningsprofil i 1990, hvor energi (varme og strøm) bidrog med 59 procent, "miljø" (primært affaldshåndtering) med 7 procent og landbrug og transport med hver 16 procent af Danmarks CO2-udslip. De sidste 2 procent stammede primært fra olie- og gasproduktion.

Tallene taler deres tydelige sprog: Selv hvis vi fjerner alle emissioner fra de andre sektorer, kan en 80 procents reduktion i emissionerne i forhold til 1990 ikke ske uden reduktioner hos landbruget og/eller i transportsektoren.

Danmarks reduktion er et nulsumsspil 
Rent faktisk har landbruget reduceret emissionerne siden 1990. Der hersker lidt usikkerhed om hvor meget, men nok et sted omkring 20 procent. Det er flot, men desværre har transportsektoren udvidet sin udledning med lidt over 20 procent i samme periode.

Landbrugets indsats i forhold til Danmarks opnåelse af en 80-95 procent reduktion i emissionerne er således blevet mere end ædt op af den stigning i udledning, som samfundet har tilladt i transportsektoren. Opnåelse af en 80 procent reduktion i Danmarks emissioner skal ses som et nulsumsspil, hvor bidraget fra de forskellige sektorer tilsammen skal summere op til de 80 procent. Jo mere vi tillader transportudledninger at stige, jo mere skal landbruget reducere, hvis 80 procents reduktion skal nås.

Heldigvis indgår der processer i landbruget, der både optager og afgiver CO2. Det giver mulighed for nytænkning, og det er ikke svært at forestille sig, at en del af vores fremtidige reduktioner kan opnås ved at øge landbrugets faktiske CO2-optag.

For at kunne anvende sådanne muligheder er der dog behov for en bedre forståelse af, hvordan forskellige processer bidrager til CO2-optag samt udvikling af redskaber til at kortlægge CO2-optag. Bundlinjen er dog, at hvis Danmark fortsat skal være et stort landbrugsland i 2050 OG samtidig nå en 80 procent reduktion i CO2-udledningen, er det ikke et spørgsmål om "fair"!

Landbruget skal simpelthen reducere sin netto CO2-udledning. Den klimaplan, der blev lanceret i august, indeholder forslag til, hvordan vi kan komme videre i udviklingen af bedre redskaber til at understøtte landbrugets reduktionsbestræbelser. Jeg håber inderligt, at det vil sparke en konstruktiv dialog i gang.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Katherine Richardson

Professor i biologisk oceanografi, Globe Institute, leder, Sustainability Science Centre, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultetet, Københavns Universitet, medlem, 2030-panelet
BA (Harvard 1976), ph.d. (Marine Science, Wales 1980), D.Sc. (Københavns Universitet, 2020)

0:000:00