Pind: Staten skal ikke forske i atomkraft

ENERGIFORSKNING: De offentlige konkurrenceudsatte forskningsmidler skal ikke gå til kernekraft, men kun de energikilder, som indgår i det danske energisystem, mener forskningsministeren. Alligevel skal eventuelle barrierer for forskning i thorium undersøges i foråret.

Foto: Lars Svankjær
Morten Øyen

Forskningsminister Søren Pind (V) har ingen planer om, at staten skal støtte forskning i atomkraftbaseret thoriumteknologi. Det fremgår af et nyt skrifligt svar til Socialdemokraternes energiordfører Jens Joel (S).

I regeringsgrundlaget hedder det, at ”regeringen vil fjerne eventuelle barrierer for forskning i thoriumbaserede teknologier.” Formuleringen kom med efter stort ønske fra Liberal Alliance.

Men i ministersvaret til Joel skriver Pind, at det er regeringens opfattelse, at ihverfald de offentlige konkurrenceudsatte forskningsmidler skal fokuseres på andre energiteknologier.

Forskningsministeren henviser til, at Folketinget i 1985 besluttede, at atomkraft ikke skal indgå i den offentlige energiplanlægning.

Derfor er det også hensigtsmæssigt, at de konkurrenceudsatte forskningsmidler fokuserer på de energiteknologier, som vi ønsker, skal indgå i det danske energisytem.

Søren Pind (V)
Uddannelses- og forskningsminister

”Derfor er det også hensigtsmæssigt, at de konkurrenceudsatte forskningsmidler fokuserer på de energiteknologier, som vi ønsker, skal indgå i det danske energisytem,” skriver Søren Pind.

Undersøger barrierer i foråret
Også i et skriftligt svar til Enhedslistens Søren Egge Rasmussen fra energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) lægges der afstand til atomkraft.

”I 1985 besluttede Folketinget, at atomkraft ikke skal indgå i den offentlige energiplanlægning. Det er fortsat ikke regeringens politik, at atomkraft skal være en del af det danske energisystem eller et særligt prioriteret forskningsområde,” skriver Lars Chr. Lilleholt.

Han tilføjer, at 1985-beslutningen dog ikke indeholder et forbud mod at forske i atomkraft som thoriumbaserede teknologier i Danmark. Og regeringen stadig vil se på ”barriererne.”

”Regeringen vil i første halvdel af 2017 åbent og fordomsfrit undersøge, hvilke barrierer der eventuelt er for at forske i thoriumbaserede teknologier. Herefter vil vi se på, hvilke mulige løsninger der er for at overkomme disse.”

0:000:00