Reguler for enhver pris smartere end el

Af Kim Mortensen,
Direktør for Dansk Fjernvarme

Anders Stouges ærinde er at hype den rapport, som Axcelfuture udgav for nyligt omkring et stort eksportpotentiale inden for forsyningssektoren, hvis man bare giver kommercielle virksomheder mulighed for at gøre det, som allerede bliver gjort effektivt, innovativt, langsigtet og med et grønt fokus – med kæmpe eksport til følge.

Jeg er i bund og grund enig med Anders Stouge i, at man skal skele til el-sektoren, for det er skræmmebilledet på, hvad man skal holde sig langt fra. Med mindre man ønsker sig at bruge forbrugernes penge flere gange. Eller med mindre man ønsker sig flere store sponsorater til stadioner og haller – samt prangende hovedsæder. Eller et nyt eventyr i stil med fibernettet for forbrugernes penge.

Axcelfutures rapport er udarbejdet af Copenhagen Economics og er mildest talt mangelfuld, fordomsfuld og fantasifuld.

Det mangelfulde handler om dokumentationen af de løsagtige påstande, som at der er et besparelsespotentiale på 8,5 milliarder kroner inden for forsyningssektoren. Hvor kom det fra?

Udokumenteret påstand
Det fordomsfulde er, at lader man bare kommercielle virksomheder komme til, så bliver det hele bedre og billigere. Det er en udokumenteret påstand. Det samme er det også, at de fjernvarmeværker, som i dag sikrer to tredjedele af alle danske husstande varme, har mere end 8000 bestyrelsesmedlemmer. Hvilket vil sige mere end 20 bestyrelsesmedlemmer per værk. Disse temmelig mange bestyrelsesmedlemmer kan ikke være kvalificerede alle sammen, hævder Axcelfuture. Nej, men de er der så heller ikke i den virkelige verden.

Ændrer vi på vilkårene, så værkerne ikke længere skal arbejde for at sikre bedst og billigst fjernvarme til forbrugerne, men i stedet skal sikre et overskud til ejerne, så går de langsigtede investeringer i stå.

Kim Mortensen
Direktør, Dansk Fjernvarme

Og det fantasifulde er, at Axcelfuture har fundet frem til, at der er 2700 fjernvarmeselskaber. Når vi tæller efter, så slutter vi omkring 400, og derfor er fejlen altså mere end faktor seks!

Sådan kan man blive ved at pille rapporten og budskaberne fra hinanden med fejl på fejl.

Vores erfaring viser, at man med succes kan kombinere en høj grad af forbrugerbeskyttelse med langsigtede investeringer under den eksisterende regulering. Den nuværende non-profit-udgave sikrer nemlig, at fjernvarmeforsyningerne har fokus på at levere bedst og billigst fjernvarme til forbrugerne.

Forbrugerne kan ikke vælge andre
Det, Anders Stouge og Axcelfuture gør sig til talsmænd for, er, at der skal være en såkaldt indtægtsrammeregulering i stedet. Indtægtsrammen skal sikre, at priser ikke stryger helt til himmels, men også sikre, at virksomheder med en kommerciel indgangsvinkel har en mulighed for at score en profit, som de kan stikke i egen lomme – eller trække ud til ejerne. Dermed sikrer man også, at priserne ikke bliver væsentligt under den indbyggede ramme. Hvorfor skulle et kommercielt selskab sænke priserne, når forbrugerne ikke kan gå til andre leverandører?

Kigger vi lidt rundt, så har de nye ejere af Dong allerede trukket to milliarder kroner ud til sig selv, uden Dongs kunder har fået bedre eller billigere energi. Og ser vi på fjernvarmebranchen, så har der allerede været kommercielle aktører på banen, som ikke har været i stand til at levere bedst, billigst og mest effektivt – så langt fra endda.

Faktisk opererede det kommercielle selskab med nogle af de suverænt højeste priser på sine værker, og da de første 35 barmarksværker fik lov at skifte dyr naturgas ud med biomasse, var disse kommercielt-ejede værker ikke først i køen til at rykke. Ja faktisk har de ikke under kommercielt ejerskab gjort noget som helst for at skifte til det langt billigere brændsel halm eller flis, selv om forbrugerne skriger på aktion, fordi andre tilsvarende værker har halveret priserne.

Elsektorens investeringsefterslæb
Anders Stouge peger på, at eldistributørerne siden 2006 har skåret de påvirkelige omkostninger ned med en fjerdedel og har holdt prisen i ro. Det er blandt andet en gevinst af den indtægtsrammeregulering, der giver incitamenter til at løbe efter effektiviseringer til et vist begrænset niveau. Derved kan man få en ekstra forrentning, uden at det går ud over forbrugerne, hævdes det. Men forbrugerne har ikke fået billigere el ud af de såkaldte effektiviseringer, som Anders Stouge også selv påpeger, betyder et investeringsefterslæb i eldistributionsnettet på fire milliarder kroner frem mod 2020. Det vil på længere sigt betyde en risiko for, at man må gå på kompromis med leveringssikkerheden.

Den udsigt er der ikke i fjernvarmen. Værkerne investerer nemlig løbende, fordi de ikke skal spekulere i at trække penge ud til ejerne og udskyde investeringer. Derfor investerer de også både grønt og langsigtet, og de både kan og tør operere med tilbagebetalingstider på 7, 10 eller sågar flere år. Det betyder, at den industri, som er knyttet op på fjernvarmen her hjemme, har fantastiske udviklingsvilkår. De kan få ny, grøn og effektiv teknologi ud, fordi fjernvarmeværkerne tør satse langsigtet - rettidigt. Noget udlandet valfarter her til for at lade sig inspirere af.

Ændrer vi på vilkårene, så værkerne ikke længere skal arbejde for at sikre bedst og billigst fjernvarme til forbrugerne, men i stedet skal sikre et overskud til ejerne, så går de langsigtede investeringer i stå. Pengene vil i stedet blive prioriteret til at gøre det, der tjener ejernes interesser bedst – og det er ikke den lavest mulige pris.

En anden biting er, at ser man på elselskaberne, så investerer de ikke nødvendigvis i den bedste og nyeste teknologi. Et eksempel er udrulningen af såkaldt intelligente målere, som Dong fik Folketingets velsignelse til at lave en ekstraopkrævning hos forbrugerne for. De intelligente målere bliver helt uden ekstra-numre installeret hos fjernvarmeværker, som tilmed udnytter data her fra til at optimere den daglige drift – og dermed effektivisere.

Smartere regulering
Fjernvarme er i dag konkurrencedygtig, og det giver en kæmpe fleksibilitet til hele energisystemet. Det solide hjemmemarked er en grundsten for de industrivirksomheder, som i dag sikrer en eksport på fem milliarder kroner og som forventer en eksportvækst på en milliard kroner årligt med deraf følgende 4000 nye arbejdspladser frem mod 2020, uden forbrugerne skal betale ekstra.

Så konklusionen er, at jeg er enig med Anders Stouge i, at man godt kan regulere smartere. Det kan man uden tvivl. Men forbilledet er ikke el – det er skræmmebilledet.