Debat

Skal fjernvarmen være bange for forandringer?

DEBAT: Liberaliseringen af elsektoren satte gang i store effektiviseringer. Derfor håber jeg for fjernvarmekunderne, at politikerne bruger erfaringerne fra elsektoren og ikke er bange for forandringer, skriver Hans Duus Jørgensen, udviklingsdirektør, NGF Nature Energy.

Foto: daugaardp.dk
Morten Øyen

Morten er redaktør og journalist på Altinget.dk. Morten er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og har en MA i journalistik fra City University i London.

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I et historisk og også fagligt lys er min vurdering, at vi endte med at gøre det rigtige. Liberaliseringen af elsektoren har været en stor succes – og den grundlæggende bekymring for at forlade en gammeldags regulering uden stærke incitamenter til at effektivisere var ubegrundet.

Hans Duus Jørgensen
Udviklingsdirektør, Natursgas Fyn
Fakta
Bland dig i debatten! 

Send dit indlæg til [email protected]

Af Hans Duus Jørgensen,
Udviklingsdirektør, NGF Nature Energy

Det er interessant at følge den livlige debat, der er på Altinget om reguleringen af de danske forsyningssektorer.

For mig er det særligt interessant, fordi debatten er som et opråb fra fortiden – fra dengang, hvor der var en tilsvarende hed debat om reguleringen af elsektoren. Skulle man fortsætte med hvile-i-sig-selv-reguleringen, eller skulle man have en incitamentsregulering med indtægtsrammer?

Det endte som bekendt med, at de danske elnetselskaber fik indtægtsrammer, og at man dermed opgav hvile-i-sig-selv-princippet. Det mener jeg faktisk, at der kom noget godt ud af. Det har ikke ført til stigende priser, og mange selskaber er faktisk blevet stærke, lokalt forankrede selskaber, der skaber udvikling og arbejdspladser.

Deja-vu
Jeg kan se, at Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt, og Dansk Fjernvarmes direktør, Kim Mortensen, i en artikel her på Altinget udtrykker skepsis over for et opgør med reguleringen af fjernvarmesektoren. Konkret rejses bekymringer for, at en ny regulering vil medføre højere varmepriser og svagere lokal forankring af ejerskabet til fjernvarmeforsyningerne.

Jeg kan godt forstå, at der er en bekymring for store ændringer i reguleringen af en sektor, der er kapitalintensiv, og som har brug for stabile rammevilkår. Og selvfølgelig skal politikerne tænke sig grundigt om, inden man ændrer det fjernvarmesystem, vi kender i dag.

Alligevel får jeg et deja-vu, når jeg ser denne bekymring. Det var nøjagtig samme debat, vi havde i 1999 og 2004, hvor elsektoren i to omgange blev liberaliseret og fik ny regulering. Også dengang var der præcis samme frygt for stigende priser, svagere lokal forankring, mindre teknologiudvikling og færre langsigtede investeringer.

Nu er det over ti år siden, at den store el-lovreform fra 1999 blev fulgt af ELFOR-aftalen i 2004. Jeg var selv med til at lave denne aftale, der betyder, at elselskaberne frit kan disponere over deres kapital. Samtidig blev el-netselskaberne underlagt en stram indtægtsrammeregulering og et benchmarking-system med det mål, at forbrugerne ikke skulle opleve højere priser.

Liberalisering har været succes
I et historisk og også fagligt lys er min vurdering, at vi endte med at gøre det rigtige. Liberaliseringen af elsektoren har været en stor succes – og den grundlæggende bekymring for at forlade en gammeldags regulering uden stærke incitamenter til at effektivisere var ubegrundet. Ændringen har skabt basis for, at sektoren kan skabe ny udvikling, hvor sektorens kompetencer kan anvendes til udvikling på nye måder. Forbrugerne og samfundet har samlet set vundet ved det.

Liberaliseringen af elsektoren satte gang i store effektiviseringer, som har reduceret driftsomkostningerne med tæt ved 40 procent i forhold til 2005. Effektiviseringerne har givet økonomisk rum til lavere tariffer og muligheder for, at selskaberne kan skabe udvikling. Det er også værd at bemærke, at det lokale ejerskab til værdierne i elsektoren grundlæggende er blevet styrket endnu mere. Mange kommuner har således valgt at sælge deres elselskaber til de lokale forbrugere.

Samtidig har elkunder i dag en mere pålidelig elforsyning end før liberaliseringen. De færre afbrud skyldes, at elselskaberne er fortsat med at investere langsigtet efter liberaliseringen og i dag har kabellagt store dele af elnettet.

Politikere skal ikke være bange
Jeg håber for fjernvarmekunderne, at politikerne bruger erfaringerne fra elsektoren og ikke er bange for forandringer. Det er sandsynligt, at en mere moderne og incitamentsbaseret regulering kan føre til effektiviseringer og frigive store værdier i fjernvarmesektoren til gunst for samfund og kunder. Nøjagtig, som vi har oplevet det i elsektoren.

Jeg er faktisk ganske stolt af udviklingen i elsektoren, som jeg havde det privilegium at være med til at påvirke. Nu står reguleringen af elsektoren igen over for en omlægning, og så vidt jeg kan høre, er fortidens stemmer her i det store hele forstummet. Heldigvis for det, for det giver bedre mulighed for at skabe noget godt til gavn for alle.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Duus Jørgensen

Partner, Kirkelte, senior investeringsrådgiver, Infranode
cand.polit. (Københavns Uni. 1981)

0:000:00