Partierne: Foghs kritik af EU-domstolen er rigtig, men også lidt letkøbt

EU-DOMME: Man kan med rette kritisere en række EU-domme, men det er politikernes ansvar, at EU-Domstolen har fået så stor magt. Det er den fremherskende holdning i Folketinget efter Anders Fogh Rasmussens hårde angreb på EU-Domstolen.

Retsmøde ved Den Europæiske Unions Domstol i den store afdeling. 
Retsmøde ved Den Europæiske Unions Domstol i den store afdeling. Foto: Den Europæiske Unions Domstol
Erik Holstein

”Domstolen gør ikke meget andet, end vi har bedt den om. Men spørgsmålet er, om vi har bedt den om det rigtige.”

Sådan lyder reaktionen fra Socialdemokratiets EU-ordfører, Peter Hummelgaard Thomsen, efter tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til Altinget rettede meget stærke angreb på EU-domstolen.

Fogh beskyldte domstolen for i flere tilfælde at afsige ”vanvittige domme” og for at være helt ude af trit med den sunde fornuft.

”Jeg må ærligt sige, at jeg godt kan følge dele af Foghs kritik. Der har været en række domme, der udfordrer Unionens politiske legitimitet i medlemsstaterne,” siger Peter Hummelgaard Thomsen.

Det er lidt småt at sige, at det er Domstolen, der opfører sig åndssvagt. Hvis man ikke synes, at loven er god nok, skal man arbejde for at lave den om.

Sofie Carsten Nielsen
Næstformand i den radikale folketingsgruppe

Systemfejl
Men problemerne er mest politiske, mener Peter Hummelgaard:

”En hel del af det er systemfejl. Domstolen sætter det indre markeds friheder højere end beskyttelse af lønmodtagernes løn og arbejdsvilkår. Det er bare ikke noget, man kan bebrejde dommerne. Det er, fordi vi ikke har sikret, der er ligestilling mellem de ting i traktaterne.”

Hummelgaard tilføjer:
”På samme måde går EU-domstolen hele tiden mod mere integration, men det er jo, fordi der står i traktaterne, at vi skal tilstræbe en stadig snævrere union.”

Socialdemokraternes EU-ordfører ønsker på længere sigt at få rettet ”systemfejlene”, men i første omgang håber han, at den åbne debat om problemerne kan påvirke EU-domstolen.

For nemt
Heller ikke hos det stærkt EU-kritiske Dansk Folkeparti placerer EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth eneansvaret hos Domstolen:

”Fogh har helt ret i, at EU-domstolen er et problem. Men der er også tale om en uhensigtsmæssig lovgivning i EU. Det er meget nemt at slå på EU-domstolen, men man skal også gribe i egen barm,” siger Kristensen Berth og fortsætter:

”Vi er ikke vant til en aktivistisk domstol i Danmark. Men det har man jo i EU, og så længe man har en aktivistisk domstol, må man politisk sikre, at lovgivningen er mere præcis.”

Alt for stort råderum
Kenneth Kristensen Berth peger især på, at domstolen har fået et alt for stort råderum til at definere begrebet ”vandrende arbejdstagere”:

”Jeg har ved flere lejligheder bedt beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) om at bringe definitionen af en vandrende arbejdstager op. Det har han været lidt valen over for, men får man ikke det på plads, ender man med symptombehandling.”

DF-ordføreren fortsætter:
”Det ser man aktuelt i forhold til romaerne. Det er fint at rydde deres lejre, men det virkelige problem er, at der er nogen, der kan udnytte arbejdskraftens fri bevægelighed på den måde.”

Puster til frygten
Den radikale gruppenæstformand Sofie Carsten Nielsen mener, at Fogh skyder ansvaret fra sig:

”Det er os politikere, der skal tage ansvaret for lovgivningen. Og hvis vi har lavet en mindre klar lovgivning og givet domstolen brede mandater, så dømmer den jo derefter;” siger hun og tilføjer:

”Det er lidt småt at sige, at det er Domstolen, der opfører sig åndssvagt. Hvis man ikke synes, at loven er god nok, skal man arbejde for at lave den om. Så må man tage den politiske kamp i stedet for at gøre det til et institutions-spørgsmål eller puste til frygten.”

Sofie Carsten Nielsen er til gengæld enig i, at der er behov at lovgive mere konkret og ikke mindst få specificeret, hvad der menes med begrebet fri bevægelighed.

Mangler fingerspitzgefühl
Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen er et pænt stykke ad vejen enig med partiets tidligere høvding: 

”Fogh har en pointe i, at nogle af dommene virker ude af trit. Nogle gange kan man savne noget fingerspitzgefühl hos domstolen,” siger Ellemann, der skynder sig at tilføje, at der også afsiges mange gode domme.

”Domstolen skal selvfølgelig beskytte den fri bevægelighed af arbejdskraft. Men det er netop fri bevægelse af arbejdskraft, ikke af folk, der dalrer rundt og slår lejr alle mulige steder, som man ser i øjeblikket,” siger Jakob Ellemann og slutter:

”Det er der behov for at præcisere, og der kan også være behov for en venlig henstilling til domstolen om at udvise noget common sense.”

Glemmer sit ansvar
På de sociale medier er Anders Foghs Rasmussens udtalelser ligeledes blevet flittigt debatteret.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) erklærer sig ”helt enig i Anders Fogh Rasmussens analyse og kritik af EU-domstolens aktivistiske linje.”

Men Dansk Folkepartis netop tilbagevendte europaparlamentariker Morten Messerschmidt sender en sand bredside mod Fogh. Messerschmidt betegner EU-domstolen som ”en fjende af demokratiet”, men beskylder samtidig Fogh for at ”glemme det kæmpe ansvar, han selv bærer ved som statsminister at tale EU efter munden”.

EU-Domstolens aktivistiske og politikudviklende rolle er blevet mere udpræget gennem årene, og har med stigende intensitet skabt diskussion i Danmark i de sidste ti år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Kenneth Kristensen Berth

Souschef og daglig leder af politisk afdeling, DF, byrådsmedlem (DF), Vallensbæk Kommune
cand.mag. i historie og samfundsfag (Københavns Uni. 2002)

0:000:00