Jeppe Kofod: Kære Manfred, jeg vil skilles

Af Jeppe Kofod
Gruppeformand for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet

I disse dage udfolder der sig en vaskeægte europæisk skilsmisse.

Europas to dominerende partier, det konservative EPP og det socialdemokratiske S&D, skal til at opdele cd’erne, få sat kabel-tv-pakken i bero og tage den svære snak med vennekredsen.

Og det er jeg faktisk ret så tilfreds med!

Vi har taget kampene i forhandlingsrummet – ikke i dagspressen. Når vi så kommer ud af forhandlingsrummet, står populisterne til gengæld klar. I deres drømmerolle – intet ansvar, masser af medietid.

Jeppe Kofod (S)
MEP

Jeg mener, at vi har været alt for fokuserede på alene at få lovmøllen til at virke. At få transporteret de lovforslag, der kom fra Kommissionen, igennem Europa-Parlamentets udvalg og til endelig afstemning i Plenarsalen.

I løbet af processen indgås der et utal af kompromisser. I de fleste tilfælde er det fornuftige, rimelige kompromisser, som vi selvsagt fortsat skal indgå. Fordi de er til gavn for alle. Fordi de gør lovgivningen bedre.

Kompromisser uden passion
Men der indgås også kompromisser blot for at få et stykke lovgivning igennem eller for at spise et par besværlige politikere – eller grupper – af med en luns, så de retter ind.

Konsekvensen er desværre også ofte, at det konkrete lovforslag mister ejerskab. Det bliver en stor uformelig masse, som ingen rigtigt er passionerede omkring, men som de fleste har et eller andet lille lod i.

Vi slås ikke nok
Det giver en helt skæv EU-debat hjemme i medlemslandene. For når alle de EU-konstruktive partier står på rad og række og forsvarer de her kompromisser, så efterlades der et kæmpemæssigt medietomrum for den modsatrettede holdning.

Og det tomrum er de partier, der aldrig tager ansvar, men altid gerne råber op – kun glade for at fylde ud.

Diskussionen – og mediebilledet – kommer derfor til at centrere sig om ”mere eller mindre” EU. Ikke om hvilket EU og nærmest aldrig om konkret politik. Det bliver en opportunistisk og populistisk debat, som ikke handler om indhold.

Et fornuftsægteskab?
”Den store koalition” mellem den konservative og den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet blev indgået efter valget i 2014. Det var – og er – et fornuftsægteskab. Men det er også et åbent ægteskab.

For på langt de fleste sager indgår det liberale parti i kompromisserne, og også de Grønne er gerne med på dele af aftalerne. Det giver et solidt fundament for at vedtage nye love.

Men det fjerner desværre også ofte kampgejsten og udvisker de – i øvrigt enorme – forskelle mellem de partier, der rent faktisk får noget igennem Europa-Parlamentet. Fordi vi tager kampene i forhandlingsrummet – ikke i dagspressen.

Når vi så kommer ud af forhandlingsrummet, så står populisterne til gengæld klar. I deres drømmerolle – intet ansvar, masser af medietid.

Og recepten er så simpel, som den er effektiv: find et enkelt eller to delelementer i en massiv lovpakke og kritiser det så højt og så voldsomt som muligt.

Så fjerner fokus sig fra selve substansen, fra formål og øvrigt indhold i lovforslaget.

Og vi kommer nok engang til at diskutere lakridspiber og kanelsnegle (som jo aldrig nogensinde har været i fare for at blive forbudt) snarere end, hvordan vi for eksempel forhindrer, at børn begynder at ryge eller får leverskader på grund af for meget kumarin.

Opgør med 20 års borgerlig ledelse
Faktum er jo også, at vi socialdemokrater har ganske svært ved at se os selv i meget af det, der bliver foreslået i EU. Der har vores fejl måske været, at vi, i stedet for blot at stille os på bagbenene og kritisere, altid har valgt at gå aktivt ind i forhandlingerne for at forsøge at gøre forslagene gode – eller i hvert fald mindre dårlige.

Vi tager det ansvar, som andre partier flygter fra. Og det giver skrammer. Dem tager jeg også gerne. Men jeg tror, det er på tide at trække en streg i sandet. De blå partier har siddet på magten i EU i 15-20 år nu. Både Europa-Kommissionen og Det Europæiske Råd ledes af konservative.

De sidste fire Kommissionsformænd har været borgerlige. Og nu har de også udset sig posten som formand for Europa-Parlamentet. Den blå slagside, som EU allerede har, risikerer at blive så voldsom, at skuden kæntrer.

Det hverken kan eller skal vi acceptere stiltiende – af respekt for et praktisk, men passionsløst fornuftsægteskab. Det er på tide at få tydeliggjort forskellene mellem et blåt og et rødt EU.

Derfor har jeg et simpelt budskab til lederen af den konservative gruppe i Europa-Parlamentet, Manfred Weber:

Kære Manfred, jeg vil skilles. Og du beholder bare cd’erne.