Det føles lidt som at være i Ulrich Thomsens rolle i 'Festen', når man bliver spurgt om, hvordan EU har håndteret det første år med coronaen, og hvordan fremtiden ser ud?  

Undskyld mig den brutale sammenligning. Måske skyldes den, at også jeg har svært ved at holde den stemning ud med sin Kafkaske blanding af angstprovokerende overdrivelser, paranoid kontrol, meningsløse restriktioner og den konstante kakofoni af 'breaking news' om nye mutationers isoleret set høje smittetryk.

Alt sammen i bedøvende slowmotion mens livets og verdens mange andre opgaver ligger underdrejet. For slet ikke at tale om det stadig lavere niveau for parlamentarisk 'good governance'. 
I 'Festen' har sønnen to forskellige taler til sin far.

Jeg er sikker på, at mine kollegaer sammen med mig har mere end to håndfulde alt afhængig af, hvordan man ser EU for sig. EU er jo meget mere end de institutioner, man kan kigge ned på fra sit danske smørhul og give skylden for alle de problemer, man ikke selv kunne - eller ville - løse.

EU er også meget mere end det ofte forsmåede, højtråbende og selvretfærdige Europa-Parlament, der altid vil bøvle med ideologisk uenighed om nationalstaternes suveræne ret - og pligt - til at gøre det, de er bedst til (hvis de så bare gjorde det alle sammen, men det er til en anden tale).  

Europa-Parlamentet vil også altid bøvle med, at vi er et sammensurium af regeringsbærende repræsentanter fra nationalstaterne på den ene side og aggressive oppositionsgrupperinger, der fisker efter nemme likes i medierne for at skjule, at der ikke i deres eget land er opbakning til deres uniforme synspunkter. 

En evig udfordring
Persongalleriet for mulige modtagere af 'hvordan-synes-du-selv-det-går-talen' er stort, når EU alt andet lige er os alle sammen. Mere eller mindre. Gennem nationale valg af regeringer og deres med- og modspil i Rådets samarbejde. Gennem Europa-Parlamentsvalget. Og via den daglige udfordring det er at leve med at entydighed og klare kommando- og kommunikationsveje i så en kompleks størrelse, som EU med 500 millioner europæere fordelt på 27 lande er en evig udfordring.  

Vi har i det første år med coronaen i EU været på konstant faste, og luften har været fuld af formaninger og opfordringer om omvendelse fra alt det, vi savner. Intet nævnt.

Pernille Weiss (K)
Medlem, Europa-Parlamentet

Og så er der Kommissionen, der lige nu er kendetegnet af en tjenstivrig formand, der nogle gange opfører sig som den altdominerende dirigent for et orkester af meget uens musikere, hvoraf nogle virker aldeles tonedøve. Egentligt en slående lighed mellem Kommissionen og den nuværende danske regering.

Måske ligger det lidt i tiden, at idéen om den stærke leder gennemgår en renæssance i europæisk politik. Personligt håber jeg, at det snart bliver moderne at se ægte holdspil. Nuvel! Jeg vælger at tage min lilla tale frem. Lilla er i kirkeårets farvekoder symbolet for ånd, alvor og anger.

Vi har i det første år med coronaen i EU været på konstant faste, og luften har været fuld af formaninger og opfordringer om omvendelse fra alt det, vi savner. Intet nævnt - intet glemt. Min tale er ikke lilla, fordi jeg synes, vi skal blive ved med at blive i denne stemning. Vi skal videre! Men vi skal tage de opbyggelige erkendelser med os fra det lilla rum. Ellers kommer vi ikke rigtigt videre. 

Ingen kan klare sig på egen hånd
Her tænker jeg især på erkendelsen af, at en pandemi for Europa er som klimakampen og globale handelskrige: Intet land i EU kan klare sig på egen hånd. Samarbejdets svære kunst er en både praktisk og åndelig udfordring.

Den åndelige dimension handler om at omfavne denne præmis og bære over med, at alle værktøjer og dansetrin ikke hele tiden er lige kønne i alles optik. Men sådan er det i et levende og samarbejdede demokrati. Det støjer undervejs, men garantien for bæredygtige løsninger holder netop i kraft heraf. 

Det astronomiske genopretningslån er nu på vej for at reparere hvert af medlemslandene og på måder, der løfter den enkelte og skaber værdi for alle. Her skal vi evne både at holde os på egen banehalvdel og holde hinanden i ørene.

Dét bliver svært! Har får vi brug for den lilla farves alvorlige tone. Læg dertil angerens invitation til at erkende, at man selv laver fejl - og aldrig må glemme evnen til at tilgive andre for deres. Hurtigt. Så vi kan komme videre. 
Videre til post-corona-krisetiden, hvor grønne taler skal lyde.

I klimamæssig forstand naturligvis. Men også i kirkelig, fordi grøn også handler om vækst og håb. Det første skal vi ha', så vi får noget at have det sidste i.  

Det er op til os selv
For kriser kommer og går. Også for EU. Men næste gang er det sikkert som amen i kirken, at vi ikke kan låne så astronomisk mange penge til at pleje sårene, og det bliver derfor svært at tilgive de svageste led i kæden, at de ikke i tide gjorde sig umage.

Det vil give anledning til sorte taler over EU, og dét må simpelthen ikke ske. Hverken Kina eller USA vil for alvor savne os, hvis vi ødelægger vores globale førerposition. Men det vil vores efterkommere. 
SÅ! Fremtiden kan se lys ud, hvis vi husker at se opgaverne med lilla og grønne briller på.

Det er op til os selv. Alle sammen og især os politikere – for der er langt til næste valg. Heldigvis!  
De fleste af mine kollegaer er vendt tilbage til Bruxelles. Snart er vi og vores medarbejdere vaccineret, og vi kan sætte arbejdet i det nødvendige højgear og på alle tangenter.