Den rigtige rækkefølge

I regeringsgrundlaget skriver I, at I vil "vurdere, om reduktionsmålet i 2030 skal opjusteres yderligere". Kunne de nye tal være en anledning til det?

"Jeg vil gerne først vise vejen til, hvordan regeringen når målet, og også kende konsekvenserne ved at nå målet. Når det er på plads, så kan vi godt begynde at diskutere næste træk. Men jeg synes, det er en postgang for tidligt. Der er stadig et politisk arbejde foran os."

Hvis ikke de flere millioner 'gratis' reduktioner, som er kommet via ændrede regnemetoder, kan få jer til at se på den opjustering, I selv nævner i regeringsgrundlaget, hvad kan så?

"Før man begynder at opjustere et mål, er det fornuftigt, at man føler sig overbevist om, at man har truffet de nødvendige beslutninger for at nå målet. Det må være rækkefølgen."

"Der udestår en diskussion om usikkerhederne fremover. Der er usikkerheder i forhold til CCS (fangst og lagring af CO2, red.), dem skal vi have fulgt til dørs og skabt rammerne, så vi faktisk får den CO2-fangst. Der kan også være usikkerheder i, om vores nabolande ændrer på deres afgiftsstrukturer, som kan påvirke os."

"Så jeg mener, det er en fejlslutning. Fremskrivningen siger, at hvis de politiske beslutninger kører snorlige, så når vi tæt på målet. Men at gå derfra til at konkludere, at målet dermed er opnået eller let at opnå, det, mener jeg, er fundamentalt forkert."

Det er en billig omgang for de politiske partier, hvis det eneste, de kan sige, er, at vi skal hæve målet, men de ikke kan anvise en vej til målet, eller hvordan vi skal finansiere det

Lars Aagaard (M)
Klimaminister

En ansvarsløs leg med tal

Så du vil ikke sætte et højere klimamål, fordi du ikke mener, vi er sikre nok på det nuværende 2030-mål?

"Vi mangler jo blandt andet at finde ud af, hvordan vi skal regulere landbruget. Det skal vi have landet, før vi kan tage en oplyst diskussion om, hvad vi eventuelt vil ændre målet til, og hvad det så kræver."

"Det er en billig omgang for de politiske partier, hvis det eneste, de kan sige, er, at vi skal hæve målet, men de ikke kan anvise en vej til målet, eller hvordan vi skal finansiere det. Skal det være via offentlige besparelser, arbejdsudbudsreformer, besparelser på velfærd eller noget andet? Hvis man vil noget andet end det, vi har aftalt, nemlig 70 procents-målet, så må man også vise, hvilke initiativer man vil gennemføre, og hvordan man vil gennemføre dem. Ellers bliver det bare en slags ansvarsløs leg med tal."

Så når der lander en CO2-afgift på landbruget er du klar?

"Hvis nogen ønsker at tage den diskussion, så vil jeg starte med at spørge dem hvad de selv har tænkt sig, hvordan de selv vil finansiere det og hvad de selv er villige til at stille på højkant for at nå målet. De spørgsmål er vi også nødt til at få ind i klimapolitikken, for ellers afkobler vi klimamålsdiskussionen fra det, politik handler om, nemlig villigheden til at prioritere ressourcer. Hvis folk er villige til at sige lidt mere end bare, at de vil hæve målet, så synes jeg, vi har et grundlag at diskutere på."

En anden mulighed, frem for at hæve målene, kunne være at indføre en buffer for 2030-målet. Hvad tænker du om den idé?

"Jeg kan kun henvise til, hvordan vi reagerede, da vi fik lavbundstallene. De viste isoleret, at vi med den korrektion, vi har lavet ville opfylde 2025-målet, uden at indføre en dieselafgift. Men vi valgte at holde fast i dieselafgiften, og det gjorde vi, fordi det strukturelt set var fornuftigt."

Så I arbejder allerede med en buffer, siger du?

"Ja, men igen, det er lidt det samme som at sige, at man vil hæve målet. Jeg vil gerne vide, hvor stor skal den buffer være, hvad mener man egentlig med en buffer? Det er jo en slags forsikring. Men enhver forsikring kommer med en pris. Hvad for nogle penge vil de folk bruge til at købe bufferen? De spørgsmål er man nødt til at kunne svare på, ellers bliver det lidt for overfladisk."