Jeg har efterhånden selv mistet orienteringen, men en søgning på Google afslører, at de yngste unge (født efter 2013, hvilket i min optik gør dem til børn) hedder "Gen Alpha".

Før dem havde vi i rækkefølge "Gen Z", "Millennials", "Generation X", "Baby boomers" og "The silent generation" (og nogle opdelinger opererer med endnu flere kategorier).

Selv hører jeg til Generation X, og jeg slugte som ung Douglas Couplands generationsportræt, der populariserede betegnelsen i bogen af samme navn (Generation X).

Der er imidlertid mindst to problemer med alle disse generationsportrætter og -betegnelser.

For det første er de videnskabeligt set meget usikre, og nogle af dem tenderer til at være "junk science". For det andet risikerer de at fremmedgøre generationerne fra hinanden. Lad os se på disse problemer hver for sig.

Der er ingen videnskabelig evidens for en påstand om, at forskellene inden for en generation er mindre end forskellene mellem generationer

Svend Brinkmann
Professor i psykologi, Aalborg Universitet

Den anerkendte amerikanske historiker Louis Menand skrev for et par år siden et essay i The New Yorker, hvor han opfordrede os til at stoppe med at tale om generationsforskelle, fordi der simpelthen ikke er empirisk belæg for dem.

Ifølge Louis Menand er opkomsten af de allestedsnærværende generationsbetegnelser tæt knyttet til et forbrugersamfunds behov for at forstå en ny generations ungdom som ganske unik med helt særlige præferencer for at kunne markedsføre specifikke nye produkter til den – og til alle andre, der også gerne vil signalere ungdom.

Men der er ingen videnskabelig evidens for en påstand om, at forskellene inden for en generation er mindre end forskellene mellem generationer.

Ofte vil man have mere til fælles med sine forældre, hvad angår værdier og livssyn, end med en tilfældig jævnaldrende. Og ofte vil de tendenser, der tilskrives en særlig generation (eksempelvis de unge), i virkeligheden kunne aflæses bredt i befolkningen som helhed.

Louis Menand nævner som eksempler stigende ensomhed og faldende seksuel aktivitet, der knyttes til de unge, men som er almene samfundstendenser.

Går man til større videnskabelige undersøgelser af emnet, bliver man skuffet, hvis man søger generationsforskelle.

En såkaldt metaanalyse af 20 undersøgelser med cirka 20.000 deltagere fandt ingen meningsfulde generationsforskelle, når det gælder folks forhold til arbejde (der ellers ofte fremhæves som noget, der deler generationerne). 

Nyere forskning har decideret tilbagevist store dele af generationsretorikken som myter. Sandheden er, at det sjældent giver mening at dele folk op ud fra generationer. At gøre det er en slags samfundsvidenskabelig astrologi, som enhver kan spejle sig i.

Til gengæld er forestillingen efterhånden blevet så grundfæstet, at den har virkelige konsekvenser, fordi så mange mennesker tror på den og handler ud fra den.

I en ny bog med titlen 'The Rise and Fall of Generation Now' udfolder antropologen Tim Ingold nogle af disse konsekvenser.

Tim Ingold kritiserer den forestilling, som myten om generationsforskelle hviler på, nemlig at generationerne er som lagene i en lagkage, der måske nok berører hinanden, men i øvrigt er ganske forskellige. Det er en skadelig forestilling, fordi den fremmedgør mennesker fra hinanden.

I stedet foreslår han rebet som en metafor.

Et reb er snoet med et væld af fibre, der griber ind i hinanden. Ingen fibre løber gennem hele rebet, ligesom ingen mennesker lever gennem hele historien, men forældre, børn, børnebørn, oldebørn, tipoldebørn og så videre griber ind i hinanden.

Alle kendte kulturer har baseret sig på, at viden, kundskaber og færdigheder overleveres fra de ældre til de yngre, hvorefter de yngre sommetider har fornyet det overleverede på opfindsomme måder.

Derfor er erindringen om fortiden nøglen til fremtiden, og Tim Ingold er bekymret for, at den indsigt forsvinder i en nu-kultur.

Det er nuets kultur, vi befinder os i, og det er den kultur, der bliver besat af spørgsmålet om, hvordan den nuværende generation af unge er helt forskellig fra unge i tidligere tider.

Måske er tiden kommet til at droppe generationsgeneraliseringerne

Svend Brinkmann
Professor i psykologi, Aalborg Universitet

De unge bliver på en gang idealiseret som dem, vi skal lytte til og lære af, hvis vi skal løse tidens kriser, og som dem vi skal bekymre os for og beskytte mod skærme, mistrivsel, opioider og Andrew Tate.

Måske er vores børn og unge ikke hjulpet af at blive opfattet som noget helt særligt; som dem der besidder sandheden om klimakrisen, undervisning eller det gode liv.

De skal jo først selv i gang med at lære, så hvordan kan vi regne med, at de kan løse de problemer, som andre mennesker har skabt for dem?

Vi skal lytte til dem, ligesom vi skal lytte til de midaldrende og gamle. Det er ikke menneskers alder eller generationstilhørsforhold, der afgør, om de er værd at lytte til. Det er derimod deres viden, erfaringer og idéer.

Måske er tiden kommet til at droppe generationsgeneraliseringerne og i stedet se på mennesker som knyttet sammen gennem tid som fibre i et reb.