DN: Sådan stopper vi kvælstofforureningen af vandmiljøet

Langt størstedelen af kvælstofudledningen til fjorde og kystvande kommer fra landbrugets brug af gylle og gødning.

Godt 70 procent af udledningerne kommer fra landbruget, mens 20 procent stammer fra den naturlige forekomst.

De sidste 10 procent kommer fra spildevandsrensning og industri, og her har samfundet over de sidste mange år brugt hundredvis af milliarder på at nedbringe udledningen.

Det betyder med andre ord, at landbrugets udledninger er det eneste sted, hvor der kan hentes store reduktioner. Landbrugets udledninger står således for 90 procent af den menneskeskabte kvælstofudledning.

Reduktion på 18.000 tons per år

Miljøstyrelsen har vurderet, at udledningen af kvælstof skal nedbringes fra de nuværende (gennemsnitlige) udledninger på 56.300 tons per år til 38.300 tons per år – det vil sige med 18.000 tons per år - for at sikre god økologisk tilstand i vandmiljøet.

I dag er blot fem ud af 109 kystvande i god økologisk tilstand

Maria Reumert Gjerding
Præsident, Danmarks Naturfredningsforening

Det har Danmark via EU’s vandrammedirektiv forpligtet sig til skal ske senest i 2027.

I 2021 blev der lavet en politisk landbrugsaftale, der anviser reduktioner på 18.000 tons per år i 2027.

Dermed kommer de planlagte reduktionerne i kvælstofudledningen altså alt for sent til, at Danmark kan nå at sikre god økologisk tilstand i 2027, for det tager lang tid for økosystemerne at regenerere efter forureningen.

I dag er blot fem ud af 109 kystvande i god økologisk tilstand.

Men kvælstofreduktionerne kommer ikke bare alt for sent. De er også baseret på alt for usikre virkemidler og prognoser.

Der er med andre ord nul procents sandsynlighed for, at landbrugsaftalen fra 2021 vil sikre de krævede kvælstofreduktioner.

Frivillige virkemidler har fejlet

Men hvorfor er det så, at den nuværende landbrugsaftale vil fejle?

Her følger forklaringen: Ifølge aftalen skal 10.800 tons per år findes blandt andet ved en række frivillige ordninger for landmændene som vådområder og udtagning af lavbundsjorde.

Problemet er, at de frivillige aftaler historisk set ikke har virket. Vi har set det med drikkevand, randzoner, vådområder og udtagning af lavbundsjorde.

Frivillige aftaler har spillet fallit gang på gang. Ud af de planer man havde for kvælstofreduktion med frivillige virkemidler (også kaldet kollektive virkemidler) med landbrugspakken i 2015, er der ifølge de nyeste tal fra Miljøstyrelsen opnået fem procent af reduktionen (130 tons ud af 2450 tons).

Det er en falliterklæring, og de frivillige virkemidler bør først medregnes, når de har en reel kvælstofeffekt. Ikke som fugle på taget.

Den sidste del af reduktionen på de 10.800 tons per år skal findes ved at stille krav til, hvor meget kvælstof den enkelte landmand må bruge på sin jord.

Dette kaldes også for målrettet regulering, og den skal hente 6.500 tons pr. år.

Udledning falder ikke af sig selv

Derudover regner politikerne med, at udledningen af sig selv vil falde 5000 tons per år, blandt andet på grund af forventede ændringer i det dyrkede areal.

Under alle omstændigheder er det fuldstændig uholdbart at indregne en overoptimistisk prognose i kvælstofindsatsten

Maria Reumert Gjerding
Præsident, Danmarks Naturfredningsforening

Dette betegnes også som baselineeffekten. Problemet er bare, at den antagelse tidligere har vist sig ikke at holde stik.

I de forrige vandområdeplaner regnede miljøministeriet med et fald på 5.551 tons fra 2013 til 2021. Men kvælstofudledningerne har som tidligere nævnt været stabile siden 2012. Noget er altså galt.

Det går derfor ikke at regne med, at kvælstofudledningen falder af sig selv.

Og selvom der skulle være en baselineeffekt, så bliver den altså ophævet af andre faktorer som for eksempel klimaforandringer, der øger udvaskningen af kvælstof.

Under alle omstændigheder er det fuldstændig uholdbart at indregne en overoptimistisk prognose i kvælstofindsatsten.

Landbrugsaftalen fra 2021 må laves om

Ud af de 18.000 tons per år har politikerne skudt beslutningen om de resterende 2300 tons per år til et genbesøg, som miljøminister Magnus Heunicke nu siger først kommer i 2024.

En god og vigtig melding fra ministeren, selvom udskydelsen af beslutningen i sig selv har været dybt problematisk.

Men som forklaret ovenfor, så er der så store usikkerheder omkring de nuværende danske planer for reduktioner af kvælstof, at udledningerne med statsgaranti ikke vil falde med de krævede 18.000 tons.

Der skal altså helt andre boller på suppen, hvis Danmark skal leve op til vandrammedirektivet, nedbringe kvælstofudledningen, stoppe det forfærdelige iltsvind og bringe livet tilbage i vores fjorde og indre farvande.

Det kræver ifølge Danmarks Naturfredningsforening to ting:

Håndfaste krav til brug af kvælstof

For det første bør regeringen akut og med øjeblikkelig virkning indføre dyrkningsfri beskyttelseszoner langs åer og søer og samtidig indføre en generel begrænsning på brugen af kvælstofgødning med ti procent.

Det var de beskyttende tiltag, som blev fjernet med landbrugspakken i 2015, og det er noget, som hurtigt kan genindføres.

For det andet skal der hurtigt stilles håndfaste krav til brugen af kvælstof for at sikre en reel reduktion – og ikke bare kreativ bogføring, hvor man tror, reduktionerne sker af sig selv.

Derfor bør den nye målrettede kvælstofregulering skrues op fra at skulle hente 6500 tons per år til at hente 18.000 tons per år.

Regeringen er allerede godt i gang med at bygge modellen til målrettet regulering, så kvælstofkravene kan blive målrettet de jorde, hvor kvælstofpåvirkningen er mest skadelig for vandmiljøet.

Derfor bør de nye kvælstofkrav og den målrettede regulering fremrykkes og træde i kraft et år tidligere en planlagt – det vil sige i gødningsåret 2024/2025, der starter 1. september 2024.

Det smarte ved den nye model er, at der kan skrues ned for effekten, i takt med at andre tiltag begynder at virke.

Når man kan konstatere, at der kommer reduktioner fra vådområder, lavbundsjorde, beskyttelseszoner og baselineeffekter, så kan der skrues ned for de 18.000 tons kvælstofkrav.

Men pointen er, at den målrettede regulering sikrer reduktionerne fra dag et, som er det, vandmiljøet har brug for.

’Forureneren betaler’-princippet er velkendt

Politikerne kan sagtens stille krav om, at der ikke må forurenes med kvælstof – akkurat som man kan stille krav om, at der ikke må forurenes med andre ting.

’Forureneren betaler’-princippet er velkendt i Danmark og behøver ikke vendes om, så landbruget skal betales for ikke at forurene vores havmiljø.

Et kvælstofkrav på 18.000 tons per år vil betyde, at nogle jorde reelt ikke vil kunne dyrkes – nogle forskere har sagt op imod 600.000 hektar.

Det vil i høj grad være de samme lavtliggende jorde, som også vil give gevinster for klima og natur.

Det billigste for samfundet

Også Det Økonomiske Råd har anbefalet, at man nedsætter kvælstofnormen til noget nær nul på en række af de arealer, som miljømæssigt ikke længere kan eller bør dyrkes, da det samfundsøkonomisk er den billigste måde at reducere udledningerne på.

I mere end 12 år har skiftende regeringer lyttet mere på landbrugets lobbyister end på forskerne

Maria Reumert Gjerding
Præsident, Danmarks Naturfredningsforening

Det vil formentlig ramme en række landmænd forholdsvis hårdt – og derfor er vi i Danmarks Naturfredningsforening også helt åbne overfor, at for eksempel en statslig jordfond kan spille en rolle i at opkøbe jorde, som kan konverteres til natur eller skov.

Eller at landmændene fortsat kan eje jordene, men få en engangskompensation mod for eksempel en tinglysning til natur eller permanent braklægning.

Ifølge Det Økonomiske Råd skal godt 17 procent af landbrugsarealet omlægges fra dyrkning til græs, skov eller natur, for at Danmark kan leve op til EU's vandrammedirektiv.

Det vil samtidig reducere landbrugets CO2-udledning med 2 millioner tons. Altså 40 procent af den manko, som regeringen skal finde på landbruget til de kommende forhandlinger om en CO2-afgift.

Kan løse mange problemer på en gang

I mere end 12 år har skiftende regeringer lyttet mere på landbrugets lobbyister end på forskerne.

Det har efterladt det danske vandmiljø på vej ud over kanten – hvor politikerne nu skal trække hårdt i håndbremsen og nedbringe landbrugets forurening af vandmiljøet.

Det skal være slut med ”frivillighed” som virkemiddel og politiske hensigtserklæringer.

Den gode nyhed er, at vi ved at gribe ind overfor landbrugets kvælstofforurening kan løse mange problemer på en gang, og sikre areal til natur, vedvarende energi og skov – og samtidig levere et kæmpe skridt på vejen for at nå landbrugets klimamål. 

Hvis det er noget sommerens heftige iltsvind har vist os, så er det, at vi ikke kan være bekendte længere ikke at handle. Kære regering: Kom i gang.