Esben Lunde stiger på et miljøtog i fuld fart

OVERDRAGELSE: Årsagen til tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens (V) afgang fyldte meget, da stafetten blev givet videre til Esben Lunde Larsen (V) i Miljø- og Fødevareministeriet mandag.

Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Frederik Tillitz

”Fordelene ved at bo i et land, hvor årstiderne skifter, er, at når kartoflerne har siddet i marken vinteren over, så følger foråret, hvor ploven skal i jorden, og noget nyt skal blive til.”

Sådan lød det fra den nye miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), da han fik overdraget ministertaburetten i Miljø- og Fødevareministeriet mandag. Han tager over, efter Eva Kjer Hansen (V) lørdag trådte tilbage.

Hendes afgang fyldte også en del i den nye ministers tale.

”Det er, som om at regnen har varet ved for længe, og derfor står vi her i dag, hvor du træder af, og jeg træder til,” sagde Esben Lunde Larsen.

Han har tidligere siddet i både Miljøudvalget og Fødevareudvalget for Venstre og lagde ikke skjul på glæden over at være blevet udpeget som miljø- og fødevareminister.

”Det glæder mig utroligt meget, at det skal være i dette ministerium. For hvis der er noget hovedområde, der ligger mig på sinde, og som jeg har været engageret i politisk, så er det fødevarer og miljø,” sagde landmandssønnen fra Skjern.

Esben Lunde Larsen har indtil nu været minister i Uddannelses- og Forskningsministeriet, hvor Ulla Tørnæs nu overtager posten.

I Miljø- og Fødevareministeriet byder man den nye minister velkommen.

”Du stiger på et tog i fuld fart. Nogle af skinnerne er allerede lagt ud med regeringsgrundlaget, men der er rigelig plads i køreplanen til, at du også kan sætte dit helt store og solide præg,” siger departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard.

Nogle af de udfordringer, den nye miljø- og fødevareminister kommer til at kaste sig over, er blandt andet den nye naturpakke og en justering af reglerne omkring strandbeskyttelseslinjen.

Megafon til den nye minister
Efter otte måneder ved roret i Miljø- og Fødevareministeriet gik Eva Kjer Hansen af lørdag. Det skete på grund af anklager om rod med tallene bag landbrugspakken.

”Der er rigtig mange, der nu har et dybtgående kendskab til landbrugspakken. Måske ikke alle 30 initiativer, der ligger i pakken, og som du nu skal til at rulle ud, Esben. Men i hvert fald L 68 som blev vedtaget her i torsdags,” sagde Eva Kjer Hansen.

Under overdragelsen slog hun fast, at det har været en god ide at lave ét samlet ministerium.

”Du er den helt rigtige til at køre Miljø- og Fødevareministeriet videre. Du har bevist, at du også går efter resultater, at handle og få noget til at ske. Så jeg er rigtig glad for, at det er dig, der tager over på denne post, og jeg er overbevist om, at det vil gå godt,” siger hun.

Efter afskedstalen overrakte Eva Kjer Hansen en megafon i velkomstgave til Esben Lunde Larsen. Hun lagde ikke skjul på, at hun ærgrede sig over at skulle tage sin afsked.

”Når du har noget, du gerne vil fortælle, og gerne nogle tal, du vil ud med, så brug megafonen, sådan så du er sikker på, at alle i landet og alle i lokalet har hørt, hvad du siger,” sagde Eva Kjer Hansen.

Eva Kjer Hansen modtog et havesæt med en opfordring fra Esben Lunde Larsen om at slappe lidt af, inden hun nok skulle komme stærkt igen.

Dokumentation

Blå bog: Esben Lunde Larsen
Født 14. november 1978 i Skjern

Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Venstre i Vestjyllands Storkreds fra 15. september 2011.

Parlamentarisk karriere
Uddannelses- og forskningsminister fra 28. juni 2015.

Uddannelse og erhverv
ErhvervsPh.d., Københavns Universitet og Grundtvigsk Forum, 2013.
Cand.theol., Københavns Universitet, 2008.

Politisk medarbejder, Venstres folketingsgruppe, Christiansborg, fra 2001 til 2007.
Efterskolelærer, Sædding Efterskole, fra 1998 til 1999.

Kilde: Folketinget


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Lunde Larsen

Senior landbrugsspecialist, Verdensbanken, fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V)
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

Eva Kjer Hansen

Direktør, Dialog mod Vold, AskovFonden, vicepræsident for ALDE (Alliancen af Liberale og Demokratiske partier i Europa) 2023-, fhv. minister og MF (V)
journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1991), cand.polit. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00