Fiskeriforening: Bevar kvotesystemet i dansk fiskeri

Svend-Erik Andersen
Formand i Danmarks Fiskeriforening 

Den 1. januar 2007 fik dansk fiskeri et nyt system, hvor hver fisker fik en andel af den danske kvote stillet til rådighed – den såkaldte FKA-ordning.

En nødvendig reduktion
Ordningen så dagens lys på et tidspunkt, hvor dansk fiskeri var tvunget i knæ rent økonomisk – bl.a. fordi kvoterne for torsk, rødspætter og tunge i første halvdel af nullerne blev reduceret med imellem 35 % og 75 %. Derfor var en reduktion af flåden helt afgørende for at sikre rentabilitet i fiskeriet.

Der var både dengang og er også i dag enighed om, at FKA-ordningen har virket efter hensigten. Den sikrer, at antallet af fartøjer er tilpasset til de tilgængelige kvoter, og at fiskerne bedre kan planlægge deres fiskeri.

Kritikken rammer ved siden af  
Alligevel er systemet kommet under beskydning i de senere uger – også her i debatspalterne. FKA-ordningen får skylden for, at den tvinger fiskere ud af erhvervet, og at det er ødelæggende for blandt andet det kystnære fiskeri.

Her er jeg nødt til at korrigere kritikerne: Det er ikke alene de kystnære fartøjer, der er blevet færre af – det gælder faktisk over hele linjen – ikke mindst er der mange trawlere, der er forsvundet ud af fiskeriet. Det er hele spektret af fartøjer, der er blevet påvirket af udviklingen.

I stedet for at blive bange for sin egen skygge burde politikerne i stedet arbejde for de bedste rammer for os, der har investeret milliarder i den strukturtilpasning, der ikke var lykkedes med 20 års offentlige ophugningsrunder.

Svend-Erik Andersen
Formand i Danmarks Fiskeriforening

Derudover er jeg ikke enig i, at FKA-systemet alene er årsag til, at fiskerne forlader erhvervet. Det er der helt andre årsager til.

Kvotereduktioner og prisfald udhuler fiskeri-grundlaget
For det første har de politisk besluttede kvotereduktioner i kystfiskeriet for alle de væsentligste simpelthen udhulet selve grundlaget for at kunne fiske. Fiskerimulighederne er med andre ord kraftigt reduceret, og det er i sig selv den alvorligste udfordring for enhver fisker.

Dernæst har prisudviklingen ikke været gunstig for fiskerne over de seneste 10-15 år.

Faktisk er det sådan, at prisen i dag er, som den var omkring år 2000, hvor fiskerne fx fik 12 kroner for ét kilo rødspætter – nu landes den til 9,5 kroner. Fiskerne fik 64 kroner for ét kilo jomfruhummer – sidste år var gennemsnitsprisen den samme.

Og så er 5 -7 kroner for et kilo torsk fra Østersøen en pris, der passer bedre til 80’erne end 2015. Men det er ikke desto mindre, hvad fiskerne lander torsk til fra Østersøen.

Dyrt brændstof og skrappe miljøkrav
Det siger sig selv, at det gør det svært – for ikke at sige umuligt – at drive forretning på det prisgrundlag. I hvert fald, hvis man gør sig forhåbninger om at skulle drive forretningen, så den også giver et afkast til andet end drift og vedligeholdelse af fartøjet.

I samme periode er det generelle prisniveau steget med 38 procent, og for fiskeriet er brændstof som den væsentligste omkostning steget flere hundrede procent. Det betyder, at den enkelte fisker i dag skal rense 50 procent flere fisk for den samme løn.

Hvis vi dertil lægger, at fiskerne – og det gælder måske især det kystnære fiskeri – samtidig må slås med lukkede områder, stadigt skrappere miljøkrav, et discardforbud i Østersøen og sæler, der æder deres fangst og ødelægger deres grej; ja, så er det ikke blevet nemmere at være fisker og skabe sig en forretning ud af det.

De eksterne faktorer presser kystfiskerne
Fælles for alle disse faktorer er, at det er ude af fiskernes hænder. Det er ting, som fiskerne ikke har mulighed for at påvirke i den ene eller den anden retning. Men det har stor betydning for, om fiskerne kan eller vil fortsætte i erhvervet.

De nævnte faktorer er årsagen til, at selvom antallet af fartøjer nu er tilpasset til kvoterne, så er der stadig kystfiskere, der vælger at stoppe  og træde ud af fiskeriet. Og at det har fremmet koncentrationen af kvoter på færre fartøjer.

Som nævnt er det noget, som er ude af fiskernes hænder, men nogle af faktorerne kan politikerne faktisk gøre noget ved. Det er bare ikke sket.

Reguler sælbestanden
Jeg kan nævne sælerne: Vi har i årevis tryglet politikerne om at tage affære med en regulering af sælbestanden – og indtil det giver resultat – en midlertidig kompensation for de dokumenterede tab, som kystfiskerne lider. Der er ikke sket noget, og der ser ikke ud til at ville ske noget.

Et andet eksempel er det lukkede område i Kattegat, der forbyder danske fiskere adgang til gode fangstområder for jomfruhummer.

Det skulle evalueres efter tre år – det har nu været lukket siden 2009. Vi er nu på vej ind i det syvende år, uden at der er sket noget.

Alle må se fremad
Min opfordring er, at vi nu ser fremad. De, der nu er aktive i dansk fiskeri, har gjort dét, politikkerne har bedt om. De har lavet en privat finansieret flådetilpasning, og det er gået meget hurtigt – fra knap 1200 til nu omkring 600 fartøjer. Derfor er det fremtiden for de tilbageværende 600 FKA-fartøjer, der skal ses på.

I stedet for at blive bange for sin egen skygge burde politikerne i stedet arbejde for de bedste rammer for os, der har investeret milliarder i den strukturtilpasning, der ikke var lykkedes med 20 års offentlige ophugningsrunder.

Og hvis samfundet/politikerne mener, vi skal bevare den flådestørrelse, vi har nu, så gøres det bedst ved at sikre en god rentabilitet for fartøjerne.

Det økonomisk bedste valg for en fiskeskipper skal ikke være at sælge, men at fortsætte med at fiske og udvikle sit fiskeri til en bedre forretning.