Debat

Jeg glæder mig til den dag ...

DEBAT: Socialdemokraterne har fat i den forkerte ende, når de vil afskaffe EU's landbrugsstøtte. Støtten skal i stedet betinges af, at landmanden producerer mere grønt og bæredygtigt, skriver Jens Rohde (V).
Foto: Venstre
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Jens Rohde,
gruppeformand for Venstres gruppe i Europa-Parlamentet

Min kære kollega, Christel Schaldemose, som ellers normalt tilhører de absolut mest tænksomme socialdemokrater, fremstår en smule inkonsekvent, når hun på sin blog på jp.dk skriver, at danske landmænd skal tørre øjnene og holde op med at klynke over at have strammere miljøkrav end resten af Europa. Og blot et par dage senere udtaler, at hun er rystet over, at der ligger masser af udenlandske salmonellainficerede kyllinger i de danske køleskabe.

Gang på gang viser undersøgelser, at danskproducerede fødevarer har en langt højere kvalitet end fødevarer fra såvel EU-lande som fra lande uden for EU. Danmark er et foregangsland, når det gælder bekæmpelse af salmonella. En målrettet indsats har betydet, at salmonella stort set udryddet i dansk kyllingekød og i danske æg.

Strenge miljøkrav
Danske landmænd efterlever nogle af de strengeste miljøkrav i verden, men det er klart, at de ikke kan efterleve disse uden kompensation, hvis de skal være konkurrencedygtige overfor lande med langt svagere krav.

Christel Schaldemose og jeg kan hurtigt blive enige om, at i den ideelle verden skulle landbrugsstøtten afskaffes. Problemet er bare, at vi ikke lever i den ideelle verden, og en afskaffelse ville derfor udelukkende medføre en re-nationalisering af landbrugsstøtten.

Og med holdninger som dem, Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, fremsatte i Deadline for nylig, hvor han udtalte, at "Dansk landbrug er uproduktivt - en ren underskudsforretning. Bønderne kan jo ikke engang leve af det, selvom I fedter dem ind i skattelettelser", ville det betyde en afskaffelse af erhvervet i Danmark. Så lavt et niveau bevæger Christel Schaldemose sig heldigvis aldrig ned på.

For når Henrik Sass Larsen tordner mod landbrugsstøtten på 7 mia. kr., glemmer han fuldstændig, at danske landmænd i 2010 hev 65 mia. kr. hjem til Danmark i direkte eksportindtægter, og at hvis indtægterne fra følgeindustrien medtages, overstiger dette beløb 100 mia. kr. Samtidig er der et sted mellem 100.000-150.000 danskere beskæftiget i erhvervet.

Heldigvis er realiteterne, at danskerne står alene i Europa med ønsket om at afskaffe landbrugsstøtten. Selv nedskæringer i landbrugsstøtten har meget svært ved at finde opbakning i Parlamentet.

Fakta
Bland dig i debatten - skriv til [email protected]

Optimer gennem reformer
Derfor må politikere både i Danmark og i Bruxelles holde op med at råbe om fjernelse af landbrugsstøtten og i stedet optimere den mest muligt gennem reformer.

Landbrugsudvalget i Europa-Parlamentet er i fuld gang med at fastlægge linjerne for reformen af den fælles landbrugspolitik. Og her er det afgørende, at Danmark spiller ind med konstruktive forslag i stedet for at stå uden for døren og råbe "afskaf landbrugsstøtten".

Blandt andet foreslår vi, at en del af landbrugsstøtten skal betinges af, at landmanden producerer grønnere og mere bæredygtigt. Her må vi kæmpe for, at danske landmænd ikke straffes for at være foran på natur- og miljøbeskyttelse, men at de i stedet gives et incitament til at producere endnu grønnere.

Derfor må politikere både i Danmark og i Bruxelles holde op med at råbe om fjernelse af landbrugsstøtten og i stedet optimere den mest muligt gennem reformer.

Jens Rohde (V)
Medlem af EU-parlamentet

Sikre rigtig fordeling
Derudover skal vi sikre, at landbrugsstøtten rent faktisk støtter effektive landbrug, der producerer sunde kvalitetsfødevarer, i stedet for små urentable landbrug, der ikke har styr på hygiejne og dyrevelfærd og derfor sender syge dyr til slagtning og bakteriefyldt kød ud i køledisken.

Så når Christel Schaldemose glæder sig til den dag, hvor danske landmænd takker for landbrugsstøtten, så vil jeg glæde mig til den dag, hvor Christel Schaldemose takker danske landmænd for de sunde, danske fødevarer. Vi kommer nok til at vente lige lang tid.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Rohde

Fhv. MF, formand, Danske fodbolddommere
student (Viborg Katedralskole 1989)

Christel Schaldemose

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (S), MEP (S)
cand.mag. i historie (SDU 2002)

Henrik Sass Larsen

Adm. direktør, Aktive Ejere, formand, Klasselotteriet, bestyrelsesmedlem, Nordsøenheden
bachelor i HA/forvaltningsstudier (RUC)

0:000:00