Debat

AE: Bedre jobudsigter for nyuddannede

DEBAT: AE’s seneste prognoser viser, at vi om nogle år kommer til at mangle veluddannet arbejdskraft. Derfor er det vigtigt, at vi holder dampen oppe ved fortsat at uddanne flere akademikere. Det skriver Mie Dalskov Pihl, privatøkonom i AE.

"AE har regnet på det, og hver gang en nyuddannet
forlader universitetet, kan samfundet se frem til et positivt vækstbidrag på
mere end 14 millioner kroner, selv når der er taget højde for personlige
karakteristika og udgifter til uddannelse," skriver
Mie Dalskov Pihl, privatøkonom i AE. <br>
"AE har regnet på det, og hver gang en nyuddannet forlader universitetet, kan samfundet se frem til et positivt vækstbidrag på mere end 14 millioner kroner, selv når der er taget højde for personlige karakteristika og udgifter til uddannelse," skriver Mie Dalskov Pihl, privatøkonom i AE.
Anna Gurzhiy Hougaard
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mie Dalskov Pihl
Privatøkonom i AE

AE har netop offentliggjort en dugfrisk prognose for dansk økonomi, der viser, at økonomien for alvor er ved at komme ud af sit hi. Igennem det seneste halvandet år har der været økonomisk fremgang, og nu peger flere tegn i retning af, at væksten tager til. En af hovedtendenserne i prognoserne er en beskæftigelsesfremgang på 20.000 personer årligt i 2015 og 2016. Lægger man dertil, at beskæftigelsen allerede i 2014 steg betragteligt, så ser det for alvor lysere ud for de nyuddannede.

Faktisk har man for nylig, for første gang siden krisen, set, at dimittendledigheden falder for nyuddannede faglærte og professionsbachelorer, hvor færre i 2013 gik ud i længerevarende ledighed. Med disse gode takter sammen med de gode prognoser, der også bakkes op af blandt andet Nationalbanken, er det forventeligt, at det også snart bliver lettere for nyuddannede akademikere at komme i arbejde.

Når mange tusinde akademikere de seneste 5-6 år har startet arbejdslivet med ledighed, har det kostet dyrt. Den gevinst, som samfundet og den nyuddannede forventede, at uddannelsen kastede af sig, blev mindre. Dermed ikke sagt, at gevinsten forsvinder. Selv flere års ledighed kan ikke rokke ved, at det at få en akademisk uddannelse er en guldrandet investering. Både for samfundet og den nyuddannede.

Fakta

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten. Send dit debatindlæg til [email protected]

Videregående uddannelse er altid god investering
AE har regnet på det, og hver gang en nyuddannet forlader universitetet, kan samfundet se frem til et positivt vækstbidrag på mere end 14 millioner kroner, selv når der er taget højde for personlige karakteristika og udgifter til uddannelse. Tilsvarende forbedres de offentlige finanser med 9 millioner kroner gennem livet, hver gang vi uddanner en akademiker. For den enkelte betyder eksamensbeviset i snit en forbedring af privatøkonomien på 10 millioner kroner gennem livet.

At gå ud i længerevarende ledighed efter endt uddannelse gør ikke uddannelsesinvesteringen til en dårlig forretning, men det mindsker gevinsten. Den investering, som samfundet foretager ved at give unge en uddannelse, er ikke så fordelagtig som ellers. Selv hvis en akademiker går ud i 5 års sammenhængende ledighed, så vil der stadig være en samfundsmæssig gevinst på knap 13 millioner kroner set over livet.

Det danske arbejdsmarked har mistet 400.000 ufaglærte job på 20 år, og mange af de ufaglærte job, der forsvandt under krisen, kommer ikke igen.

Mie Dalskov Pihl
Privatøkonom i AE

Vækst kræver højtuddannet arbejdskraft
En stor del af forklaringen på, at det stadig betaler sig at uddanne højtuddannet arbejdskraft, selv om der har været og fortsat er høj dimittendledighed, er, at Danmark har brug for velkvalificeret arbejdskraft. Det danske arbejdsmarked har mistet 400.000 ufaglærte job på 20 år, og mange af de ufaglærte job, der forsvandt under krisen, kommer ikke igen. Tværtimod så kræver vækst højtuddannet arbejdskraft, og derfor er det vigtigt, at vi holder dampen oppe ved fortsat at uddanne højtspecialiseret arbejdskraft, som vi har og får brug for. De seneste prognoser, som AE har foretaget, viser, at vi om nogle år kommer til at mangle veluddannet arbejdskraft.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mie Dalskov Pihl

Særlig rådgiver for børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S)
cand.polit. (Københavns Uni. 2008)

0:000:00