Akademikerne: Forenkling, forudsigelighed og faglighed

Af Birgit Bangskjær
Chefkonsulent, Akademikerne

Det samlede bevillingssystem for universitetsuddannelserne er igennem de seneste otte år blevet inficeret af en økonomisk incitamentsstyringslogik, hvor hensynet til hurtig studiegennemførelse sættes højere end hensynet til kvalitet og relevans. Modsat intentionen, skaber bevillingssystemet usikkerhed og uforudsigelighed i uddannelsernes økonomi. Hvis hensigten med en reform af taxametersystemet er at understøtte uddannelsernes kvalitet, må de to færdiggørelsestaxametre afskaffes, ligesom den økonomiske incitamentsstyring i fremdriftsreformen skal rulles tilbage. Det var en af pointerne i mit foregående bidrag til debatten om reform af taxametersystemet her i Altinget.

De tre F’er
Diagnosen tror jeg de fleste med kendskab til universitetsuddannelse er enige i. Skal jeg tage tråden op fra mit foregående debatindlæg her i Altinget, er det for mig at se helt afgørende, at den politiske reformproces tager udgangspunkt i de tre F’er: Forenkling, forudsigelighed og faglighed. Forudsigelighed og forenkling skal have følgeskab af fagligheden. Eller mere præcist, hensynet til fagligheden og dermed kvaliteten af uddannelserne og undervisningen skal understøttes af en forenkling af og forudsigelighed i bevillingssystemet. 

En anden væsentlig pointe er, at det ikke giver mening alene at se på taxametersystemet, når det drejer sig om finansieringen af de forskningsbaserede uddannelser på landets universiteter. For modsat de andre videregående uddannelser er universitetsuddannelserne forskningsbaserede, og derfor udgør basisbevillingerne til forskning en del af uddannelsernes samlede finansiering. Det er vigtigt at huske på, at det aldrig har været intentionen, at taxameterbevillingerne skulle dække alle omkostningerne ved at drive uddannelse, og at basisbevillingerne netop er med til at sikre uddannelsernes forskningsbasering. Derfor giver det heller ikke mening, alene at ville reformere taxametersystemet. Hvis altså igen, hensigten er at skabe et bevillingssystem, der kan understøtte uddannelsernes kvalitet.

Uholdbart at basismidler er faldet
McKinsey forsøgte tilbage i 2009 at beregne de tre taxametersatsers andel af de samlede omkostninger ved at drive en uddannelse. Det kan give en pejling af, hvor stor betydning basisbevillingerne egentlig har for uddannelsernes samlede økonomi. Beregningerne viste, at de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser på takst 1 får dækket ca. 78 procent af de samlede omkostninger fra taxameteret, mens de tekniske videnskabelige og naturvidenskabelige uddannelser i takst 3 får dækket ca. 60 procent. Den resterende andel finansieres altså af basisbevillingerne.

Set i et kvalitetslys bør det stå skærende klart – også for de nærsynede - at det er uholdbart, når basismidlerne pr. studenterårsværk (STÅ), ifølge Kvalitetsudvalgets beregning, er faldet med 10 procent fra 2009 – 2013.

Det giver ikke mening alene at se på taxametersystemet, når det drejer sig om finansieringen af de forskningsbaserede uddannelser på landets universiteter.

Birgit Bangskjær
Chefkonsulent, Akademikerne

I Akademikerne støtter vi fuldt ud Kvalitetsudvalgets anbefaling om, at det enkelte universitet bør tildeles et vist minimum af basismidlerne til sikring af uddannelsernes forskningsbasering. Og jeg vil da også gerne gentage en pointe fra Kvalitetsudvalget: Det er ”bemærkelsesværdigt”, at den samlede uddannelses- og forskningsbevilling pr. STÅ for CBS er under eller på niveau med bevillingerne til seks ud af ni erhvervsakademier! Udråbstegnet står for egen regning.

Seks forslag til uddannelsesministeren
Akademikerne har i kølvandet på offentliggørelsen af Kvalitetsudvalgets endelige rapport fremsendt seks konkrete forslag til tiltag til uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen, der kan skabe øget fokus og prestige til undervisnings- og uddannelsesopgaven på universiteterne. Et af forslagene er netop at øge basisbevillingernes andel på universiteterne med den modydelse fra universiteterne, at de forpligter sig til at forøge andelen af adjunkter. Tilsvarende kunne man foreslå en lignende modydelse fra universiteterne til at forbedre studenter/VIP-ratioen på uddannelser med få fastansatte i forhold til antal studerende.

Forslaget om flere adjunkter skal ses i forhold til, at den rene forskerstilling, postdoc’en, siden 2007 har fortrængt adjunkturet som den gængse start på en universitetskarriere. Denne praksis fastholder en forskerkultur på universiteterne, som måske nok er godt for forskningen, men skidt for uddannelserne og undervisningen.