Af Jannik Schack Linnemann
Forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv

På Altinget | Forskning & Innovation kunne man 3. december læse et indlæg af Søren Barlebo Rasmussen, der som formand for Akkrediteringsrådet sætter fingeren på to ømme punkter i det lovudkast til nyt akkrediteringssystem, som uddannelsesministeren har haft i høring.

Ifølge rådsformanden har lovforslaget to grundlæggende problemer: For mange kontrolelementer og for meget detailstyring.

I Dansk Erhverv kan vi godt følge Søren Barlebo Rasmussens bekymring. Da Akkrediteringsrådet blev nedsat i 2007, slog vi til lyd for et system, som sætter mål og resultater i højsædet frem for processtyring og detailregulering. Vi advokerede endda for et auditeringssystem på linje med det, som nu er i støbeskeen. Det lykkedes desværre ikke dengang at få et output-orienteret system. Det kan mange universiteter formentlig skrive under på – på lige fod med de mere eller mindre sagesløse medarbejdere i Akkrediteringsinstitutionens sekretariat, der blev sat til at tøjle et bureaukratisk monster skabt af et nidkært Videnskabsministerium og ditto styringsbegejstrede forskningsordførere.

Nu er det tid til forandring
Nu bør tiden være en anden – og det bør den, da ingen kan være tjent med et nyt og tungt akkrediteringsregime. Slet ikke nu, hvor de korte og mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner bliver omfattet af Akkrediteringsrådets arbejde, og der derfor bør være plads til mangfoldighed. Der er nu engang forskel på Københavns Universitet og Statens Teaterskole.

Det foreliggende lovudkast indeholder en række forbedringer – ingen tvivl om det. Der er imidlertid også store knaster, som bør høvles ned, før MF’erne trykker på knappen i folketingssalen og vedtager det nye lovgrundlag.

Ét centralt spørgsmål trænger sig på: Hvordan sikres legitime samfundsinteresser, så vi undgår den særlige danske forkærlighed for at uddanne i øst og vest uden behørig skelen til, om dimittenderne kan få noget fornuftigt at tage sig til efter adskillige år på skolebænken?

Debatten om prækvalificering
Efter lovudkastet er blevet gransket af de høringsberettigede parter, har der været en del debat om, hvorvidt prækvalificering vil føre til et slags skygge-akkrediteringssystem, der trækker urimelige bureaukratiske veksler på uddannelsesinstitutionerne.

Set med vores briller er prækvalificering overflødig i den perfekte verden. Indtil en sådan måtte indfinde sig, er det – desværre – et nødvendigt onde. Det er dog vores forhåbning, at uddannelsesinstitutionerne på længere sigt vil udvise så meget samfundsansvar, at det ikke er nødvendigt at opretholde prækvalificering og lette de administrative byrder for uddannelsesinstitutionerne.

Vi foreslår, at lovgiverne indsætter en passus i loven om, at prækvalificering effektevalueres efter et antal år med henblik på afskaffelse, medmindre tungtvejende hensyn taler imod.

Helt konkret mener vi, at lovudkastet bør ændres, således at akkrediteringspanelerne kommer til at besidde en kritisk masse af viden om og kompetence inden for arbejdsmarkedsforhold samt udviklingen i erhvervslivets efterspørgsel efter højtuddannet arbejdskraft. 

Jannik Schack Linnemann
Forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv

Mere mål- og rammestyring
Vi havde gerne set, at lovudkastet var kendetegnet af mere mål- og rammestyring, ikke mindst henset til variationen i institutionstyper, uddannelser og aftagergrupper. Lovudkastet lægger op til, at ministeriet skal udforme akkrediteringskriterier via bekendtgørelser – en kompetence, som kunne være delegeret til Akkrediteringsrådet i tæt dialog med dets interessenter.

Helt konkret mener vi, at lovudkastet bør ændres, således at akkrediteringspanelerne kommer til at besidde en kritisk masse af viden om og kompetence inden for arbejdsmarkedsforhold samt udviklingen i erhvervslivets efterspørgsel efter højtuddannet arbejdskraft. Tilsvarende gør sig gældende ved prækvalificering, hvor det er vigtigt med en systematisk og repræsentativ inddragelse af aftagerinteresser – eksempelvis via erhvervsorganisationer og brancheforeninger. Også når det gælder kravene til de af ministeren udpegede 6 medlemmer af Akkrediteringsrådet, bør lovudkastet justeres. For at sikre bedre sammenhæng mellem uddannelse og erhverv bør rådet bestå af mindst 2 medlemmer med konkret viden om aftagernes kompetencebehov – særligt fra den private sektor. Mindst 1 af aftagerrepræsentanterne bør således være ansat i en privat virksomhed.

Iboende dysfunktionalitet
Med fare for at ødelægge den gode julestemning kan vi i Dansk Erhverv ikke tilbageholde det synspunkt, at en stor del af debatten om og formålet med et akkrediteringssystem kan begrundes i en iboende dysfunktionalitet i den måde, vi finansierer videregående uddannelse på: Taxametersystemet og fraværet af kvalitet og relevans.

Tænk engang, hvis de folkevalgte formulerede et nytårsforsæt om at skabe bedre karrieremuligheder for de studerende, så mange af dem ikke må tage til takke med en plads i dagpengekøen, når eksamensbeviset er i hus?

Tænk engang, hvis de folkevalgte gik ind i en konstruktiv diskussion af, hvordan vi kan ændre taxametersystemet, så universiteterne bliver belønnet for at få dimittenderne i job?

Det ville om ikke skabe verdensfred så konsolidere julefreden og være lidt af en politisk bedrift, som MF’erne kunne berette til deres børnebørn hin juledag.