Bred forskningsaftale overskygges af besparelser

FORSKNING: Forskningsministeren er glad for bred aftale om forskningens finanslov, forskningsreserven. Oppositionen brugte lejligheden til at lange ud efter de generelle besparelser på forskning.

Foto: Ritzau
Mads Bang

Den årlige uddeling af millioner fra forskningsreserven er nu overstået. 671 millioner kroner er fordelt med Innovationsfonden som største post. Dog ikke helt så stor som regeringen lagde op til.

Torsdag kunne regeringen præsentere en bred aftale om forskningsreserven, som landede langt fra det udspil, V-regeringen offentliggjorde op til forhandlingerne. Regeringen ville afsætte 516 millioner kroner til fonden, men fik kun støtte til at afsætte 298 millioner kroner.

Alligevel er det en glad minister, der havde fået alle partier med i aftalen, og han fremhævede penge til nogle af regeringens mærkesager på fødevareområdet.

”Når man er en mindretalsregering, så ved man, at man ikke får alle ting igennem, men vi har fået meget af det igennem, vi gerne vil prioritere,” siger Esben Lunde Larsen om aftalen.

Fakta
Fordeling af forskningsreserven (mio.kr.)

Danmarks Innovationsfond 298
Udviklings- og demonstrationsprogrammer 197
Entreprenørskab og markedsmodning 49
Fri forskning og talentudvikling 124
Terrorforskning (DIIS) 3

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet

Der er tradition for brede aftaler om uddelingen af pengene fra forskningsreserven, men i år har forhandlingerne fundet sted i skyggen af store besparelser på det samlede forskningsområde.

Oppositionspartierne benytter da også lejligheden til at kritisere regeringens overordnede besparelser på forskning. Besparelser som både minister og ordførere understreger, ikke er en del af de afsluttede forhandlinger.

Når man er en mindretalsregering, så ved man, at man ikke får alle ting igennem.

Esben Lunde Larsen (V)
Uddannelses- og forskningsminister

”Vi tager afstand fra den massive besparelse, regeringen vil tvinge ned over forskningsområdet. Vi er med for at afbøde nogle af skadevirkningerne,” siger Mette Reissmann, forskningsordfører fra Socialdemokraterne om aftalen.

Den radikale ordfører Ida Auken er glad for at have rykket regeringens udgangspunkt, men angriber først og fremmest regeringens samlede besparelser på forskningsområdet.

”Det er jo kun et plaster på et åbent sår. Igennem en krisetid valgte vi at prioritere forskning og uddannelse, hvor regeringen prioriterer et håndværkerfradrag,” siger Ida Auken.

Fri forskning og Innovationsfond taber
De 671 millioner kroner, der skulle fordeles, var langt under beløbet til fordeling sidste år. Alligevel har der været intenst pres på politikerne, fordi regeringen har meldt store besparelser ud på hele forskningsområdet.

En hurtig gennemgang af aftalen viser, at der i forhold til sidste år er en langt større andel af reservemidlerne, som gives til de teknologiske demonstrationsprogrammer inden for energi, miljø og det grønne område.

Omvendt er det især Innovationsfonden og Det Frie Forskningsråd, der må afgive andele af den samlede pulje. Sidste år fik Innovationsfonden mere end halvdelen af reservemidlerne, i år får fonden kun 44 procent. Sidste år fik Det Frie Forskningsråd en fjerdedel af puljen. I år er andelen faldet til 18 procent.

Balance og fortsat kamp
Trods den lavere andel af midlerne til både DFF og Innovationsfonden understreger aftalepartierne Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten ved præsentationen af aftalen, at den bidrager til at bevare balancen i det danske forskningssystem.

”Vi er glade for den fortsatte balance i det danske forskningssystem, som er en helhed, der fungerer godt,” siger Henrik Dahl, forskningsordfører for Liberal Alliance.

Mai Mercado, forskningsordfører fra Konservative, understreger, at hun har kæmpet for flere midler til demonstrationsprogrammerne, men at det er en kamp, som skal fortsætte ved de centrale forhandlinger om finansloven i Finansministeriet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Lunde Larsen

Senior landbrugsspecialist, Verdensbanken, fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V)
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

Jens Henrik Thulesen Dahl

MF (DD)
civilingeniør (Aalborg Uni. 1985)

Mai Mercado

MF og gruppeformand (K), fhv. børne- og socialminister, fhv. formand, FOF
cand.scient.pol. (SDU 2008)

0:000:00