DEA til politikerne: Lav en ny forskningsmålsætning

DEBAT: Dansk forskning står stærkt, men fundamentet under forskningssystemet slår revner. Der er brug for større politiske visioner og tålmodige penge til dansk forskning, skriver Maria-Theresa Norn og Jeppe Wohlert.

Statens konkurrenceudsatte bevillinger er i dag under pres og primært tilgængelig for en lille gruppe etablerede eliteforskere, som står særligt stærkt i konkurrence om de eftertragtede penge, skriver Maria-Theresa Norn og Jeppe Wohlert.Foto: Ritzau/Jonas Olufson

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Maria-Theresa Norn og Jeppe Wohlert
Hhv. analysechef og programleder i Tænketanken DEA

En ny minister har sat sig i spidsen for Uddannelses- og Forskningsministeriet og har dermed til opgave at følge op på de ambitioner, som den nye regering beskrev i det politiske forståelsespapir "Retfærdig retning for Danmark" fra juni 2019.

Regeringen ønsker blandt andet at styrke forskningen, værne om forskningsfriheden og understøtte forskningsinstitutionernes rolle i udviklingen af nye og effektive løsninger på væsentlige samfundsproblemer.

Disse foreløbige meldinger er kærkomne, for der er behov for en tydeligere og mere ambitiøs retning for dansk forskningspolitik.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Dansk forskning har, samlet set, aldrig stået stærkere, end den gør i dag. Men efter storhedsdagene under Globaliseringsindsatsen har forskningspolitikken i 2010'erne været præget af politisk nedprioritering og økonomiske nedskæringer. Samtidig er fundamentet under det danske forskningssystem begyndt at slå alvorlige revner, som DEA tidligere har beskrevet i en tilstandsrapport om det danske forskningssystem.

Politisk handling er derfor nødvendig for at fremtidssikre det forskningssystem, vi fortsat er stærkt afhængige af.

Efter storhedsdagene under Globaliseringsindsatsen har forskningspolitikken i 2010'erne været præget af politisk nedprioritering og økonomiske nedskæringer.
Maria Theresa Norn og Jeppe Wohlert
Hhv. analysechef og programleder i Tænketanken DEA

Brug for stabil finansering
Forskningspolitikken har siden årtusindeskiftet været præget af mange mere eller mindre isolerede reformer samt af nedskæringer på både institutionsniveau og på de konkurrenceudsatte forskningsbevillinger.

Men stabil finansiering og muligheden for flerårig planlægning er afgørende for at skabe gode økonomiske rammer om forskningen.

Treårige aftaler om basistilskud til universiteterne, som blev indført i 2013, var et vigtigt skridt i den rigtige retning, men flerårige aftaler om for eksempel bevillinger til konkurrenceudsatte forskningsbevillinger ville også kunne bidrage til at skabe ro om forskningen.

Den offentlige forskning kan opfylde umiddelbare behov i erhvervslivet eller den offentlige sektor. Men det er i den langsigtede grundlagsskabende forskning, at universiteterne spiller deres vigtigste rolle. Det er her, vi finder langt størstedelen af de nybrud, der baner helt nye veje for vores virksomheder, vores offentlige sektor og vores samfund.

Men den grundlagsskabende forskning er under stigende pres, blandt andet på grund af mere usikre forskerkarriereveje, øget afhængighed af tidsbegrænsede eksterne bevillinger, historisk lave succesrater på ansøgninger om forskningsbevillinger, og et voksende fokus på målbare output fra forskningen.

Besparelserne på bevillinger til både universiteterne og de forskningsfinansierende fonde er med til at øge dette pres.

En ny målsætning for offentlige forskningsinvesteringer
I denne sammenhæng er det positivt, at regeringen har forpligtet sig til at efterleve den såkaldte en-procent-målsætning, det vil sige, at de offentlige bevillinger til forskning skal udgøre mindst en procent af BNP.

Den løfter dermed den vigtige arv fra tidligere regeringer, som siden 2009 har sikret et højt minimumsniveau for de offentlige bevillinger til forskning og udvikling i Danmark.

Læs også

Universiteterne: Både gode takter og plads til forbedringer i ny regeringsaftale

Debat

Som DEA påpegede i et nyligt indlæg, er en-procent-målsætningen de seneste år dog gået fra at være en løftestang for dansk forskning til at blive en hæmsko, som er beskrevet i en nylig rapport udarbejdet af DEA i samarbejde med forskere fra Institut for Regnskab ved CBS.

DEA foreslår derfor at erstatte den hidtidige en-procent-målsætning med en ny regeringsmålsætning, der fastsætter et minimumsniveau af statslige bevillinger til forskning og udvikling målt i forhold til BNP.

Således ville den politiske målsætning omhandle de bevillinger, staten rent faktisk selv kan påvirke, og adskille disse fra eksempelvis bevillinger fra kommuner, regioner og EU, som staten har begrænset eller ingen indflydelse på.

Statens bevillinger går primært til eliteforskere
Statens bevillinger til forskning er vigtige, fordi de har et andet formål end bevillinger fra eksempelvis EU og regionerne.

De omfatter basistilskuddet til forskning, som universiteterne kan disponere frit over, og som derfor spiller en afgørende rolle i at sikre autonomi og muligheden for langsigtet planlægning og udvikling på institutionerne.

Statens bevillinger omfatter også de konkurrenceudsatte bevillinger, som uddeles i regi af blandt andet Danmarks Frie Forskningsfond og Danmarks Grundforskningsfond, som i dag spiller en afgørende rolle for forskeres muligheder for at forfølge deres forskningsidéer.

Disse konkurrenceudsatte bevillinger er i dag under pres og primært tilgængelig for en lille gruppe etablerede eliteforskere, som står særligt stærkt i konkurrence om de eftertragtede penge.

Som påvist af DEA og forskere fra CFA ved Aarhus Universitet, får 20 procent af de fastansatte danske forskere 90 procent af de konkurrenceudsatte forskningsbevillinger – og det skaber ikke optimale vilkår for, at nye talenter og idéer kan spire frem af den danske forskningsmuld.

Det er veldokumenteret, at forskning er en af mest langsigtede, men samtidig også mest rentable investeringer, et samfund kan foretage.

Vi ser frem til dialogen med den nye minister om, hvordan vi sikrer de bedst mulige rammer for den forskning, som leverer nye talenter, idéer og løsninger til Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere