Debat

DI: Innovationsfonden skal huske teknologien

DEBAT: Innovationsfondens midler bør øges, og der skal investeres betydeligt flere midler i den tekniske forskning, skriver Charlotte Rønhof, underdirektør i DI.

"Store nationale satsninger inden
for materiale- og produktionsforskning vil kunne styrke konkurrenceevnen i danske virksomheder
til gavn for vækst og beskæftigelse. For at give Innovationsfonden
muskler til at etablere sådanne satsninger af en betydelig størrelse bør
fondens midler øges," skriver Charlotte Rønhof, underdirektør i DI.<br>
"Store nationale satsninger inden for materiale- og produktionsforskning vil kunne styrke konkurrenceevnen i danske virksomheder til gavn for vækst og beskæftigelse. For at give Innovationsfonden muskler til at etablere sådanne satsninger af en betydelig størrelse bør fondens midler øges," skriver Charlotte Rønhof, underdirektør i DI.
Anna Gurzhiy Hougaard
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kun 1 ud af 7 kroner i den offentlige forskning bruges på teknologi, langt mindre end de fleste OECD-lande.

Charlotte Rønhof
Underdirektør, DI

Af Charlotte Rønhof
Underdirektør, DI

Teknisk forskning og udvikling er et grundlæggende fundament for nye løsninger og produkter på tværs af områder som for eksempel energi, fødevarer, vand, sundhed, miljø, aldring mv. Det blev afspejlet i en større analyse, som DI offentliggjorde i efteråret 2014, der undersøger 400 forskningstunge virksomheders ønske til den offentlige forskning. Virksomhederne kunne prioritere 55 fagområder i den offentlige forskning. Top 5 var alle tekniske fagområder, hvor virksomhederne særlig lagde vægt på produktionsforskning og materialeforskning.

En af Innovationsfondens meget vigtige opgaver er at investere i teknologi. Tidligere investerede den nu nedlagte Højteknologifond op imod 640 millioner kroner årligt i højteknologi. En analyse fra Harvard Business School fra 2013 viste, at de teknologiske samarbejdsprojekter mellem virksomheder og offentlige videninstitutioner i stort omfang har ført til betydelig vækst og øget beskæftigelse i virksomhederne. Det er en værdifuld arv, som Innovationsfonden skal bringe videre.

Fondens midler bør øges
Det er vigtigt, at man fra politisk hold ikke lægger for mange begrænsninger ned over Innovationsfonden. Det er en stor styrke, at fondens udgangspunkt er virksomhedernes behov for viden. Virksomhederne kan således spille bold med de parter, der kan tilvejebringe den nødvendige forskning og knowhow i et projekt. Det kan være andre virksomheder, universiteter eller GTS- institutter. Det er derfor vigtigt, at der i fonden også fremadrettet sikres den nødvendige prioritering af midler til virksomhedernes ansøgninger bottom up. Ca. 58 procent af Innovationsfondens budget er i dag fastlagt af Folketinget. Det er især strategisk/tematiseret forskning og samfundspartnerskaber (INNO+), der båndlægger fondens midler. Det giver god mening, at man politisk ønsker at tage ejerskab for, som her, at understøtte særlige samfundsudfordringer. Men man kan diskutere, hvad balancen bør være mellem top down- og bottom up-midler i fonden.

Fakta

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten. Send dit debatindlæg til [email protected]

Det er naturligt med visse tematisk øremærkede indsatser også i regi af Innovationsfonden, og der ligger ikke mindst et meget stort behov for etablering af nationale satsninger inden for materiale- og produktionsforskning. Udvikling af nye materialer og produktionsteknologier og –processer er særdeles efterspurgt i virksomheder og på tværs af brancher. Store nationale satsninger inden for disse områder vil kunne styrke konkurrenceevnen i danske virksomheder til gavn for vækst og beskæftigelse. For at give Innovationsfonden muskler til at etablere sådanne satsninger af en betydelig størrelse – og samtidig kunne udbyde bottom up-midler - bør fondens midler øges fra de nuværende 1,6 milliarder kroner i 2015 til 2 milliarder kroner i 2016.

Styrk den tekniske forskning
Danmark er lysår væk fra at give den tekniske forskning bedre vilkår. Kun 1 ud af 7 kroner i den offentlige forskning bruges på teknologi, langt mindre end de fleste OECD-lande. Den offentlige forskning skal selvfølgelig opfylde mange mål, men en så lav prioritering af teknik bør der reageres politisk på. Innovationsfonden kan give teknologien et skub inden for det nuværende budget, men vi bliver i Danmark nødt til helt grundlæggende at investere flere midler i den tekniske forskning. En opprioritering af de tekniske midler bør helt naturligt indebære et løft af Innovationsfonden, der med et klart virksomhedsfokus og gode uddelingsprincipper har den rigtige strategi for at styrke innovation, vækst og beskæftigelse i Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Charlotte Rønhof

Formand, Bornholms Erhvervsfond, Campus Bornholm og ATV Science & Engineering Komité. Bestyrelsesmedlem, Hjerteforeningen, Innovationsfonden, KataFonden, Madkulturen, Seges Innovation og Speak.
cand.lact. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1989), hd i ledelse og organisation (CBS 2004)

0:000:00