Her er Støjbergs udspil til nye regler for udenlandske forskere

FORSKERBØDER: Inger Støjberg (V) er klar med et udspil, som skal ændre den lovgivning, som har resulteret i bøder til flere udenlandske forskere.

Inger Støjberg vil ændre regler for arbejdstilladelser for udenlandske forskere i nyt udspil fra regeringen. 
Inger Støjberg vil ændre regler for arbejdstilladelser for udenlandske forskere i nyt udspil fra regeringen. Foto: Ritzau/ Ida Marie Odgaard
Toke Gade Crone Kristiansen

I en pressemeddelelse lægger udlændinge- og integrationsministeren nu op til at ændre reglerne for udenlandske forskeres arbejdstilladelser.

Inger Støjberg lovede i december hurtigt at løse problematikken om, at flere forskere på danske universiteter har fået bøder for bibeskæftigelse, fordi der ikke er blevet søgt om arbejdstilladelse til bibeskæftigelse.

Ifølge en pressemeddelelse fredag skal reglerne gøre det væsentligt nemmere, hvis eksempelvis en udenlandsk forsker med en arbejdstilladelse knyttet til et universitet tager ud og holder foredrag eller på anden måde deler ud af sin viden. 

Dokumentation

Overblik over regeringens forslag om tidssvarende regler for bibeskæftigelse

Regeringen ønsker at modernisere reglerne om udenlandske arbejdstageres bibeskæftigelse.

Der har været en række eksempler på sager, som afspejler, at de nuværende regler for arbejdstilladelse til bibeskæftigelse er for ufleksible og bliver en hindring for, at dygtige og kvalificerede udlændinges viden og ressourcer kommer Danmark mest muligt til gavn.

Regeringen foreslår på den baggrund følgende tiltag, der skal sikre et mere moderne regelsæt for udenlandske arbejdstageres bibeskæftigelse:

Forskere med opholds- og arbejdstilladelse får ret til bibeskæftigelse uden særskilt ansøgning, så længe der er sammenhæng mellem hoved- og bibeskæftigelse. Øvrige udlændinge med opholds- og arbejdstilladelse får ret til at udføre bibeskæftigelse uden ansøgning i op til 156 timer inden for et kvartal (i gennemsnit 12 timer om ugen), så længe der er sammenhæng med hovedbeskæftigelsen.

Udlændinge med opholds- og arbejdstilladelse med henblik på beskæftigelse skal have ret til at udføre ulønnet frivilligt arbejde ved siden af deres hovedbeskæftigelse uden at indgive særskilt ansøgning.

Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) kontrol målrettes de nye fleksible muligheder for beskæftigelse, så der følges op på, at reglerne overholdes.

De nuværende regler for karensperioden i forhold til tidsubegrænset ophold på 15 år justeres, så udlændinge, der har opholdstilladelse, ikke længere omfattes af en karensperiode, hvis de er straffet for ulovligt arbejde. Reglerne vil fortsat gælde udlændinge, der ikke har opholdstilladelse (dvs. asylansøgere o.a.), hvis de straffes for ulovligt arbejde.

Forslagene ændrer ikke på opholdsordningerne for erhverv i øvrigt. Betingelserne for at få opholdstilladelse med henblik på beskæftigelse – og dermed adgang til Danmark – er derfor uændrede.

 

Kilde UIM.DK


0:000:00