LA: Beskyt den frie og kritiske tanke

Af Henrik Dahl (LA)
Uddannelses- og forskningsordfører

Desværre presses universiteterne som følge af den måde, vi har indrettet os, bestandigt på afdrift i forhold til målet: at være hjemsted for den frie og kritiske tanke.

Henrik Dahl (LA)
Uddannelses- og forskningsordfører

Mit parti eksisterede ikke i 2003, hvor den nuværende ordning for universiteterne trådte i kraft (med virkning fra 2005). Men hvis det havde gjort, og jeg havde beklædt den post, jeg gør i dag, ville jeg have argumenteret kraftigt for, at vi skulle holde os ude af forliget. Hvorfor?

Fordi universiteterne helt grundlæggende er sat i rammer og regler, der hæmmer den frie forskning for meget. Udgangspunktet for lovgivningen om universiteterne må være en erkendelse af, hvad et universitet i det hele taget er. Og hvad er det så? Et universitet er en institution, der beskytter og fremmer den frie og kritiske tanke. At fremme den kritiske tanke betyder indadtil i selve institutionen, at idéerne må kappes frit og lige, så den bedste i det lange løb kan gå af med sejren.

Universiteterne gør Europa til noget særligt
At fremme den kritiske tanke udadtil betyder, at universiteterne så godt, de kan, søger at frem­me en generel etos i samfundet, hvor det er kendsgerninger og logiske ræsonnementer, der tæller. Uanset hvor ubekvemme de sandheder (og jeg bruger ordet med vilje - for selvom det er svært at definere på en fuldt tilfredsstillende måde, ved de fleste godt, hvad det betyder), der måtte følge af kendsgerningerne og logikken, så end måtte være.

Dette er grundformålet med universiteterne – og ifølge blandt andet så forskelligartede men­nesker som Jesper Langballe og Uffe Østergaard, er det universiteterne, der gør Europa (og dermed ”Vesten”) til noget særligt.

Når dette er sagt, har universiteterne også andre formål såsom at uddanne først og fremmest den yngre generation, og at medvirke til den økonomiske vækst i form af bidrag, der fremmer den teknologiske innovation.

Men så vigtige disse formål end er, må de nødvendigvis underordnes det overordnede – for ellers er der slet ikke tale om universiteter. Så taler vi bare om en slags højskoler, som formidler viden, der er en tand mere indviklet, end den er ved andre institutioner.

Desværre presses universiteterne som følge af den måde, vi har indrettet os, bestandigt på afdrift i forhold til målet: at være hjemsted for den frie og kritiske tanke.

Et mål uden kerne
Hvorfor gør de det?

Fordi et utal af politiske fraktioner i tidens løb har gjort dem til midler for alle mulige mål, der egentlig ikke har noget med kernen at gøre. Fra socialistisk side vil man gerne gøre universiteterne til et socialpolitisk instrument, der skal bryde den sociale arv. Fra feministisk side vil man gerne gøre universiteterne til et kønspolitisk instrument, der skal give kvinder flere topstillinger. Fra regionernes side vil man undertiden gøre universiteterne til et egnsudviklende instrument.

Og så kunne erhvervslivet godt tænke sig, at universiteterne varetog en række udviklings­opgaver således, at det selv slap for at afholde omkostningerne og derved blev mere konkur­rence­dygtigt.

Dette er alt sammen godt og fint – og hvordan kan jeg som politiker tillade mig at bebrejde andre, at de kæmper for at varetage deres interesser? Det kan jeg selvfølgelig ikke, men derfor er der så meget desto større behov for, at nogen vil varetage de arme universiteters egentlige interesse og formål, som alt for få har for øje: at tænke frit og kritisk.

Universiteterne får næppe deres grundlæggende forhold ændret lige med det første. Dertil er den koalition af interesser, der er gået sammen om det nuværende rammeværk simpelthen for stærk. Og derfor gælder det for Liberal Alliance først og fremmest om altid at føre en politik, der trækker i den rigtige retning. Nemlig i retning af at beskytte den frie og kritiske tanke, vi alle i sidste instans er så afhængige af.