LA: Forskningsledelsen er overflødig

Af Henrik Dahl (LA)
Uddannelses- og forskningsordfører

Indtil jeg blev midt i trediverne, forestillede jeg mig, at jeg skulle være forsker, og gik den lige vej fra kandidat over udlandsophold (og mere kandidat) til ph.d.

Senere har jeg valgt at skifte livsbane et par gange, og pludselig er det første karrierespor blevet en fordel. Sagen er nemlig den, at en lang række af mine gamle bekendte fra den­gang i mellemtiden er gået hen og blevet professorer eller universitetsadministratorer.

Under en samtale med en af disse fik jeg at vide, at det i dag var sådan, at alle instituttets forsk­ere en gang om året skulle til en samtale om, hvad de havde af planer for deres forskning.

Det undrede mig ærlig talt.

Hvis jeg selv var blevet indkaldt til en sådan samtale, ville jeg have svaret: ”Sidste år var planen at rykke erkendelsens grænser. Det har det også været i år – og det bliver det igen til næste år. Tak for i dag.”

Som man kan regne ud, forekommer ”forskningsledelse” mig at være en underligt overflødig foreteelse.

Henrik Dahl (LA)
Uddannelses- og forskningsordfører

En overflødig forteelse
Som man kan regne ud, forekommer ”forskningsledelse” mig at være en underligt overflødig foreteelse.

Rigtige forskere – og det vil sige forskere, der føler et kald og har kvalitet – behøver sandt for dyden ikke at blive ”ledet” af en eller anden administrator, der vil have dem til at finde på nogle KPI’er og holde øje med, hvordan det går med disse.

Rigtige forskere er altid i gang med at udfordre de tanker, der tages for givet – og bliver rast­løse, hvis de ikke har mulighed for at udfylde en væsentlig del af dagen med dette.

Hvorfor har man så denne overflødige ”forskningsledelse” i vore dage? Af flere grunde, vil jeg tro.

For det første, fordi det skaber beskæftigelse at være ”forskningsleder”. Det giver en god løn og en vis prestige – selvom det ikke betyder mere for en rigtig forsker at have en ”leder”, end det betyder for min kat, hvis jeg råber ”til højre” eller ”til venstre” ad den.

Og for det andet, fordi man har udvidet optaget på alle niveauer af uddannelsessystemet så meget, at der formentlig sidder nogle stykker, der gået til ph.d. på samme måde, som de tidligere gik i gymnasiet og på universitetet. Det vil sige: som elever, der lavede de lektier, de fik for, og i øvrigt glædede sig til, at det ringede ud.

Skaden er sket
Tager man både det første og det andet i betragtning, er det klart, at skaden er sket. Vi kan ikke længere slippe for forskningsledelse, og i forhold til de mange, der efterhånden kan siges blot at have været elever på universitetet, er det nok også nødvendigt.

Så alt i alt: Det, man kan ønske sig i forhold til ”forskningsledelse”, er måske, at den bliver mere behovsorienteret, end den er i dag. Så de, der faktisk har behov for en vis ledelse, modtager en sådan.

Mens de, der for eksempel har lagt navn til et teorem eller et paradigmeskifte (om det så blot er ganske lille), eller måske har skrevet et klassisk værk eller to inden for deres fag, kan slippe for en samtale, der for deres vedkommende er både pjattet og overflødig.