Monument på Frue Plads skal hædre stor videnskabskvinde

Københavns Universitet vil hædre en af Danmarks største videnskabsfolk, Inge Lehmann, for hendes videnskabelige bedrifter. 13. maj 2017 offentliggøres derfor et monument af den danske videnskabskvinde på Frue Plads.

Nikita Selvig

Den danske videnskabskvinde Inge Lehmann opdagede i 1920'erne, at der under jordens flydende kerne befinder sig en fast kerne. At det er en dansk, kvindelig forsker, som står bag denne banebrydende opdagelse, er gået relativt ubemærket hen for de fleste herhjemme, men nu ønsker Københavns Universitet at hædre Inge Lehmann for hendes videnskabelige bedrift med et monument på Frue Plads. 

Det skriver Københavns Universitet på sin hjemmeside.

"De fleste har hørt om Niels Bohr, Tycho Brahe og H.C. Ørsted. Store danske videnskabsmænd med afgørende betydning for, hvordan vi i dag forstår verden. Med opdagelsen af jordens kerne burde Inge Lehmann stå på den liste. Vi er derfor meget glade for, at der nu bliver opført et kunstværk om hende på Frue Plads - ved siden af andre vigtige personer fra den danske videnskabs historie. Med skulpturen bliver hendes betydning for videnskabens og universitetets historie mejslet i sten og bronze," siger prorektor på Københavns Universitet, Lykke Friis på hjemmesiden.

Monumentet er støttet af Ny Carlsbergfondet, som også har udpeget kunstneren Elisabeth Toubro til at udføre værket. Monumentet vil blive placeret ved på gavlen på universitetsbiblioteket på Frue Plads og bliver afsløret på Inge Lehmanns fødselsdag 13. maj 2017. 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00