Professor: Fastsæt klare rammer for god undervisning

Af Jens Dolin
Professor på Institut for Naturvidenskabernes Didaktik, Københavns Universitet

Der er noget ironisk over at skulle skrive om, hvorledes universiteterne kan arbejde med at forbedre kvaliteten af deres uddannelser – samtidig med at regeringen gør, hvad den kan for at forringe dem! Jeg vil tøjle min sarkasme, men påpege, at hvad der sker i undervisningssituationen er afhængigt af de rammer, som institutionen sætter op, og disse rammer er afhængige af de signaler og bevillinger og administrative benspænd, der kommer fra regering og ministerium.

Der er nemlig ingen tvivl om, at undervisningens status og vilkår helt generelt er noget af det, der betyder mest for de ansattes engagement i deres undervisning. Forskerne vil under alle omstændigheder gerne levere så god en undervisning som muligt, men hvis hele det universitære system – forfremmelse, løn, anerkendelse – primært fokuserer på forskning, så vil man naturligt koncentrere sin indsats her. Og sådan har det traditionelt været.

Alligevel – og ofte på trods og under stadig sværere vilkår – sker der på universiteterne et kæmpe arbejde med stadigt at udvikle og forbedre undervisningen. En af grundene er, at der de seneste år er kommet øget opmærksomhed på undervisningen. Ministeriet har nedsat en kommission, Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelser, hvis rapporter har påvirket den offentlige debat, og universiteterne selv har givet bedre uddannelser strategisk opmærksomhed.

Og det har givet vind i sejlene til det universitetspædagogiske arbejde, der allerede var godt i gang. For man ved meget om, hvad god undervisning er. Der er udgivet grundbøger i universitetspædagogik, Dansk Universitetspædagogisk Tidsskrift er fyldt med eksempler og erfaringsudveksling, der er igangsat udviklingsprojekter, universiteterne har universitetspædagogiske centre, hvor forskere og konsulenter samarbejder med underviserne om spændende nyskabelser i undervisningen osv. Det er straks sværere at sikre, at den gode undervisning rent faktisk sker.

Belønning til alle
Her adresserer et af spørgsmålene fra Altingets debat dette meget præcist: Hvordan kan universiteter arbejde strategisk med at anerkende og belønne gode undervisningskompetencer? Og det første svar er, at for at kunne fremme "gode" undervisningskompetencer, så er man nødt til at have en vis konsensus om, hvad man forstår ved "gode".

For at kunne fremme "gode" undervisningskompetencer, så er man nødt til at have en vis konsensus om, hvad man forstår ved "gode".

Jens Dolin
Professor på Institut for Naturvidenskabernes Didaktik, Københavns Universitet

På Københavns Universitet har vi derfor udviklet en såkaldt Pædagogisk Kompetenceprofil, der er en model til at identificere, udvikle og kortlægge underviseres undervisnings- og uddannelsesrelaterede kompetencer. Den skal bruges, hvor undervisere og ledere taler om undervisning for at have et fælles sprog og en fælles referenceramme – bl.a. når undervisning skal udvikles og belønnes og anerkendes.

Et af de steder, hvor den Pædagogiske Kompetenceprofil skal bruges, er, når ansatte og ledere ved den årlige medarbejderudviklingssamtale skal tale om undervisning. Alene at inddrage undervisning eksplicit i en sådan årlig samtale vil sætte fokus på undervisningen. Desuden skal den bruges ved ansættelser, hvor ansøgere skal medsende en undervisningsportfolio. Denne portfolio skal vurderes ud fra kompetenceprofilen, således at underviserkompetencer kan vægtes på lige fod med forskningskompetencer ved ansættelser.

Hvad belønning angår, så har mange universiteter, også KU, talentbelønninger, fx som årets underviser. Der er ingen tvivl om at de, der således bliver anerkendt, har fortjent det (selvom der er mange, der også har fortjent det, der så ikke bliver anerkendt). Men frem for fremhævelse af enkelte undervisere er det bedre at have fokus på underviserteams, således at det er undervisningskulturen, der belønnes. Ildsjæle er vigtige, det er ofte ildsjæle, der finder på og yder store ekstraindsatser, men det er den store gruppe af undervisere, der tegner undervisningens niveau.

Afslutningsvis vil jeg fremhæve nødvendigheden af at have en institutionel indlejring af alle de aktiviteter, der er med til at fremme den gode undervisning. Hvis ikke indsatsen kun skal være episodisk og lokal i form af ideer og projekter, der popper op og forsvinder igen, så skal den være tilknyttet en fast del af organisationen, typisk et pædagogisk center.

En sådan enhed kan fastholde erfaringerne og sikre kontinuitet og stabilitet gennem de medarbejderressourcer, der er tilknyttet centret. Hvorledes universiteterne strategisk vægter sådanne pædagogiske enheder er derfor et godt mål for universiteternes anerkendelse af underviserkompetencer.