SF i tænkeboks om universitetsloven

NY UNIVERSITETSLOV: SF har endnu ikke taget stilling til universitetsloven. Partiet hælder dog til at stemme nej og mener ikke, at det forhindrer en SF'er i at blive videnskabsminister efter valget.
SF's universitetsordfører Jonas Dahl under en debat i folketingssalen.
SF's universitetsordfører Jonas Dahl under en debat i folketingssalen.
Jørgen Skadhede

Jeg ser ikke de store problemer i, at man har været uden for et enkelt forlig eller stemt blankt til et enkelt forslag. Det afskærer ikke det ene eller det andet parti fra en bestemt ministerpost.

Jonas Dahl (SF)
Universitetsordfører
SF og Socialdemokraterne er ikke enige om, hvordan universiteterne skal styres. Men SF har endnu ikke taget stilling til, om partiet vil støtte den revision af universitetsloven, som S og regeringen er blevet enige om.

"Det er vi ikke endeligt afklaret omkring. Men i lovændringens nuværende form har jeg vanskeligt ved at se de forbedringer, som gør, at vi i sidste ende skulle stemme for," siger SF's universitetsordfører Jonas Dahl.

Balancegang for SF
SF er presset fra flere sider i spørgsmålet om universitetsloven, og partiet må nøje balancere mellem at kritisere forslaget til en ny universitetslov og ikke distancere sig for langt fra alliancepartnerne i S.

Mens S støttede regeringens universitetsreform fra 2003, der indførte eksternt bestyrelsesflertal og en enstrenget ledelse med rektor i toppen, så har SF sammen med Enhedslisten, de Radikale og Dansk Folkeparti hele tiden været imod den minimerede indflydelse til medarbejderne.

0:000:00