Vi glemte at dyrke talenterne

Af Poul Erik Mouritzen
Professor i statskundskab, SDU

Maj 1965 stod i konfirmationens tegn. Efter syv år i samme klasse kunne børnene glæde sig til konfirmation, fest og blå mandag. Men det var for manges vedkommende sidste gang, de var sammen. Allerede i juni måned skulle de deles. Nogle havde fået betegnelsen "boglig" hæftet på sig. Andre blev af skolen fundet mere egnet til praktisk arbejde.

Tager vi, i meget runde tal, 100 konfirmander årgang 1965, endte 50 i den boglige realklasse, de andre 50 kom i den praktiske 8.-9. klasse eller for enkeltes vedkommende ud på arbejdsmarkedet med syv års skolegang. Af de 50 realister endte de 13 på gymnasiet og af dem igen fem på universitetet. Fem ud af 100 børn i en årgang kom altså på universitetet. Situationen nu et halvt århundrede senere er unægtelig en anden. Ud af 100 børn ender de 70 i gymnasiet, hvoraf igen tæt på 30 indrullerer sig på en universitetsuddannelse.

Denne udvikling er på næsten alle måder et fremskridt. Det er en ønsket udvikling, og universiteterne har langt hen ad vejen formået at tilpasse til den nye situation. Nye undervisningsformer er taget i brug, undervisere skal igennem obligatoriske pædagogiske kurser, de evalueres, og de fleste steder tages evalueringen alvorligt, og man skifter de dårlige lærere ud. Eksamensformer har ændret sig, så en universitetsuddannelse ikke mere forudsætter evnen til at lære en hulens masse stof udenad med henblik på eksamen.

40 timer en by i Rusland
I dette paradis er der dog en slange. Vi har glemt de dygtigste studerende. Dermed gør universiteterne folkeskolens og gymnasiernes fejl om igen, og det bør der rettes op på. Vi bør på universiteterne udfordre de dygtigste studerende langt mere, end hvad tilfældet er i dag. Lad mig give to simple indikationer af, at dette bør være muligt.

For det første er kravene til en ugentlig indsats på 40 timer mange steder en by i Rusland. Den seneste undersøgelse på Københavns Universitet viser, at de studerende i gennemsnit bruger 28 timer ugentligt på deres studium. Lavest er indsatsen på jura med 24 timer, højest på lægestudiet 37,5 timer (og heldigvis for det - læger kan jo faktisk gøre fysisk skade på folk). Hvis disse tal fortæller, hvad en gennemsnitsstuderende kan klare sig med, så tør man ikke tænke på, hvor meget mere de dygtigste kunne udfordres.

Vi kunne godt udfordre de stærke, motiverede studerende mere, end tilfældet er i dag. Forskellige forskningsministre har imidlertid igennem det seneste årti lagt nogle forhindringer ud, som gør det vanskeligt.

Poul Erik Mouritzen
Professor, Statskundskab, SDU

For det andet får vi beretninger fra udlandet. Gode studerende tager ofte et halvt eller et helt studieår ved udenlandske universiteter. Og de vælger som oftest gode universiteter. Når de kommer tilbage, fortæller de os, hvor hårdt et pres de bliver udsat for; men de klarer det, ofte med en 50 timers arbejdsuge, hvis de skal have topkarakterer (det får de gode danske studerende i øvrigt ofte, så de kan jo rent faktisk matche udfordringerne). De fortæller om eksamensformer, hvor man har et enkelt forsøg, og hvor en dumpekarakter blot kommer til at stå på eksamensbeviset.

Politikere skaber nye barrierer
Vi kunne godt udfordre de stærke, motiverede studerende, mere end tilfældet er i dag. Forskellige forskningsministre har imidlertid igennem det seneste årti lagt nogle forhindringer ud, som gør det vanskeligt. Lad mig nævne to regler. For det første må selv fremragende bachelorstuderende ikke mere følge fag på kandidatniveau. Det var tidligere en udbredt trafik. For det andet må studerende ikke mere tage ekstra fag og få dem ført på eksamensbeviset (Dog, mod betaling, så ok). Man forhindrer gennem disse regler gode studerende i at tage fag på et højt niveau og i at tage flere fag end de, der er anført i studieplanen - - alt sammen i den gode sags tjeneste at få de studerende hurtigere igennem. Men altså på bekostning af, at vi ikke kan udfordre de rigtigt gode studerende. Lad os få droppet disse regler.

På mange udenlandske universiteter opretter man såkaldte honors fag eller ligefrem programmer, som kun de allerbedste studerende får lov at følge. Som det hedder på et institut på Harvard: Our Undergraduate Honors Program supports students who want to do ambitious scholarly, critical or creative work.... Forfatteren til denne klumme overværede for nogle år siden undervisningen i et sådant fag, og det, der især sprang i øjnene var, at der i lokalet sad studerende fra alle niveauer, bachelor- kandidat- og selv Ph.D. studerende. Her blev de gode studerende på bachelorniveauet virkelig udfordret.

De nævnte tiltag kunne uden voldsomme problemer iværksættes indenfor de nuværende rammer. Men man kunne jo også overveje at ændre rammerne.

Bring retskravet i spil
I dag har alle studerende med en bachelorgrad et retskrav på at komme ind på en kandidatuddannelse. Liberal Alliance har i øvrigt foreslået, at dette retskrav afskaffes, netop for at hæve kvaliteten af universitetsuddannelserne. Man kunne lave adgangskvotering efter, hvor god en bacheloruddannelse den enkelte ansøger står med.

En anden mulighed kunne være at oprette flere linjer, og her kunne vi vende tilbage til delingen af konfirmanderne i 1965. Eliten kunne dyrkes ved, at der blev oprettet to linjer på mange kandidatuddannelser, en akademisk linje og en arbejdsmarkedsrettet linje. Den første linje skulle gøres forskningstung, metode skulle være i højsædet, det skulle være vanskeligt, men også attraktivt at komme ind på den linje. Ph.D.'ere skal naturligvis rekrutteres fra den linje. Den anden linje skulle være mere "håndværksrettet" - uden naturligvis helt at glemme, at der skal være tale om en forskningsbaseret uddannelse. Også sådanne opdelinger kendes fra det store udland.

Skiftende regeringer har haft ambitioner om, at Danmark skal være den bedste i verden til alt muligt. Men det er vi ikke. Og vi bliver nødt til at erkende, at der er talenter, som ikke bliver udfordret i tilstrækkeligt omfang. Forslag om at gøre noget ved denne del af universitetssystemet vil givetvis blive mødt med modstand.

Men det er nu en gang sådan, at fremragende violinister bliver dårligere af at sidde ved siden af dårlige violinister, og resultatet for symfoniorkesteret bliver betragteligt dårligere.