Debat

Energinet: Vi må ikke skjule, at udrulning af grøn energi kommer i karambolage med dansk natur

Løsningerne på klimakrisen og biodiversitetskrisen er ikke i modstrid med hinanden. Men vi skal heller ikke skjule, at den grønne omstilling får en indvirkning på det danske landskab og lokalmiljøer, skriver Thomas Egebo.

Den 31. maj 2021 var en hård dag i Energinet. Den dag mistede gasrørledningen Baltic Pipe sin miljøtilladelse, fordi det ifølge Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke var tilstrækkelig belyst, hvordan arbejdet med at etablere vores 210 km lange rørforbindelse påvirkede blandt andet hasselmusens yngle- og rasteområder, skriver Thomas Egebo.
Den 31. maj 2021 var en hård dag i Energinet. Den dag mistede gasrørledningen Baltic Pipe sin miljøtilladelse, fordi det ifølge Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke var tilstrækkelig belyst, hvordan arbejdet med at etablere vores 210 km lange rørforbindelse påvirkede blandt andet hasselmusens yngle- og rasteområder, skriver Thomas Egebo.Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Thomas Egebo
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den 31. maj 2021 var en hård dag i Energinet.

Den dag mistede gasrørledningen Baltic Pipe sin miljøtilladelse, fordi det ifølge Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke var tilstrækkelig belyst, hvordan arbejdet med at etablere vores 210 km lange rørforbindelse påvirkede blandt andet hasselmusens yngle- og rasteområder.

Arbejdet gik flere steder i stå, og der gik ni lange måneder, før vi igen fik miljøtilladelsen. Før tilladelsen igen kom i hus byggede vi blandt andet en bro til hasselmusen for ikke at forstyrre levestedet for meget. Ligesom vi blandt andet plantede hasselmusvenlige hegn ved vores kompressorstation på Sjælland.

Ikke nok med at den endelige gasledning blev forsinket, så måtte vi desværre i sommeren 2021 melde ud, at anlægsarbejdet blev omtrent 600 millioner kroner dyrere.

Vi har ikke tid eller råd til mange flere af den slags sager, når vi skal levere på de politiske ambitioner for en hastig grøn omstilling af Danmark. Vi skal finde en måde, hvor vi sikrer udrulningen af energiinfrastruktur og samtidig overordnet set sikrer mere natur i Danmark.

Læs også

Klimakrise og biodiversitetskrise samtidig

Vi skal tage hensyn til naturen. Den danske natur er unik, smuk og værd at bevare. Vi lever ikke kun i en klimakrise, men også i en biodiversitetskrise. Det har vi i Energinet stor respekt for. Vi arbejder derfor også helt konkret med at sikre biodiversiteten omkring vores anlæg.

Vi skal ikke skjule, at den grønne omstilling får en indvirkning på det danske landskab og i lokalmiljøet.

Thomas Egebo
Direktør, Energinet

Og vi har et godt samarbejde med kompetente myndigheder og organisationer. Og vi tror fuldt og fast på, at vi skal bidrage til at løse klimakrisen og biodiversitetskrisen samtidig. Løsningerne på de to kriser må ikke være i modstrid med hinanden.

Men vi skal heller ikke skjule, at den grønne omstilling får en indvirkning på det danske landskab og i lokalmiljøet. I Energinet skal vi over de næste år virkelig i gang med at bygge, hvis den grønne omstilling skal realiseres.

Vi ejer godt 4500 kilometer elnet i Danmark, og det elnet skal renoveres, udbygges og vedligeholdes, når vi skal realisere målet om 70% reduktion af drivhusgasser i 2030. I takt med at vi i stigende grad overgår til vedvarende energi og et kraftigt stigende elforbrug, bliver vores elnet sat under større pres og der er behov for at udbygge det.

For at drage en parallel til en anden infrastruktur - vores motorveje, der hver dag lægger asfalt til tusindvis af bilister - så ville det svare til at fordoble trafikken på E45 uden samtidig at udvide strækningen eller etablere nye veje, der kan afbøde problemet.

Den situation skal vi ikke alene undgå – vi skal på forkant af den. Derfor haster det med at få udbygget energiinfrastrukturen.

Læs også

Grøn energi til tiden

Det betyder en masse anlægsarbejde, der ikke bare larmer og støver. Det forstyrrer i nogle tilfælde også naturen og dyr som hasselmusen.

Det betyder ikke, at vi ikke skal tage hensyn, for det skal vi. Vi skal tænke både på klimaet og naturen i det store billede. Konkret kan det betyde, at for eksempel hasselmusen nogle steder får ringere vilkår, men at den via andre naturforbedrende tiltag samlet set vil få uændrede hvis ikke bedre levevilkår.

Naturen har en værdi i sig selv, men vi har travlt, når vi skal gøre politiske ambitioner til virkelighed. 

Thomas Egebo
Direktør, Energinet

Lige nu går den grønne omstilling for langsomt, selvom alle instanser og myndigheder gør deres bedste.

Derfor var det betryggende at høre statsministerens åbningstale, hvor hun satte fokus på, at tempoet skal i vejret i den grønne omstilling, og at de lange sagsbehandlingstider og mange særhensyn ikke må stå i vejen for at realisere de politisk vedtagne ambitioner.

For Energinets vigtigste opgave er at levere energi til tiden. Grøn energi der er til at betale, samtidig med at vi har en høj forsyningssikkerhed. Det kan vi godt levere samtidig med, at vi også passer på naturen.

Derfor vil vi fortsat gøre vores ypperste for, at vi i fremtiden ikke ender i karambolage med hasselmus eller andre dyr. Naturen har en værdi i sig selv, men vi har travlt, når vi skal gøre politiske ambitioner til virkelighed.

Og nogle gange vil det ske på bekostning af naturen netop der, hvor vi bygger infrastruktur. Når det sker, er det afgørende at vi tager andre naturforbedrende tiltag. For vi skal levere energi til tiden, så vi realiserer de politiske ambitioner om klimaneutralitet – samtidig med at vi passer godt på de kære hasselmus og naturen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Egebo

Adm. direktør, Energinet
cand.polit. (Københavns Uni. 1988)

0:000:00