Statens nidkære hånd strammer grebet om forsyningssektoren

I starten af februar fremsatte klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) et lovforslag, der blandt andet skal omdøbe Forsyningssekretariatet til Vandsektortilsynet.

I affaldssektoren har vi de seneste år også set mængden af love og regler stige voldsomt.

Jens Bomann Christensen
Direktør, Brancheforeningen Cirkulær

I samme ombæring skal forslaget ”styrke … det økonomiske tilsyns analysevirksomhed og monitorering af sektoren”.

Eller sagt mere mundret – tilføje nye opgaver og ressourcer, så tilsynet med vandsektoren kan vokse sig større og mere magtfuldt.

DANVA har igen og igen forklaret udfordringerne med den nuværende regulering af vandsektoren – ikke mindst den stramme økonomiske regulering.

Og hvilken reaktion møder nu vand- og spildevandsselskaberne? Endnu mere regulering og endnu mere magt til det tilsyn, der overvåger deres gøren og laden. 

I fjernvarmesektoren har man de seneste måneder haft store diskussioner om et prisloft på overskudsvarme, som udover at føre mere bureaukrati og regulering med sig sætter en stopper for udnyttelse af grøn overskudsvarme fra industrien, som i stedet vil gå til spilde.

I affaldssektoren har vi de seneste år også set mængden af love og regler stige voldsomt.

Faktisk er den mere end fordoblet, kunne professor Peter Bjerre Mortensen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet fortælle på vores årsmøde sidste år: i 2000 fyldte affaldsbekendtgørelsen godt 25.000 ord.

Om kort tid står affaldssektoren overfor en ny bølge af bureaukrati.

Jens Bomann Christensen
Direktør, Brancheforeningen Cirkulær

Siden da er bekendtgørelsen spaltet i to og fordelt også på affaldsaktørbekendtgørelsen. Samlet set er de 25.000 ord nu vokset til over 60.000. 

Nogle dele af den mere omfattende regulering handler naturligt nok om mere ambitiøse miljømål, og det er selvfølgelig godt. Men en hel del af det giver altså ikke rigtig mening. 

Lad os tage et sjovt eksempel: En kommune må i dag gerne kompostere borgernes haveaffald, hvis det foregår på genbrugspladsen.

Foregår det derimod 50 meter fra genbrugspladsen, må man ikke længere som kommune løse denne opgave og skal i stedet udbyde den. Logikken er svær at finde, men ikke desto mindre har vi derved skabt mere lovgivning.

Om kort tid står affaldssektoren overfor en ny bølge af bureaukrati. Borgernes affaldsgebyr steg, da man besluttede, at alle danskere nu skulle have hentet samme ti affaldsfraktioner helt hjemme ved husstanden.

Det er der sådan set intet odiøst i. Det koster penge, når flere lastbiler kører rundt og indsamler affald.

Nybruddet er, at man indfører en ny økonomisk styring med sektoren, hvor det er Forsyningstilsynet – og ikke kommunerne, der ellers normalt står til ansvar for borgerne – der fremadrettet skal diktere økonomien og i sidste ende regningen til borgerne.

Resultatet? En række nye regler og bureaukrati, som kræver ansættelse af flere økonomer og jurister i både Forsyningstilsynet, kommunerne og affaldsselskaberne, der skal følge med i papirræset.

Ovenstående er blot et par eksempler på den uheldige tendens. Det interessante er naturligvis at undersøge, hvorfor udviklingen går, som den går.

Tre oplagte spørgsmål presser sig på.

Først og fremmest må man spørge sig selv, hvem det egentlig er, der presser på for flere og flere regler og rammer i forsyningssektoren?

Tager man en snak med partierne på Christiansborg er de fleste godt klar over, at der indføres (for) mange nye regler, og at ikke alle reglerne nødvendigvis giver mening. 

Men hvorfor fortsætter det så? Er det ordførere, ministre, embedsværk eller nogle helt fjerde, der en sen nattetime efter lange forhandlinger lige bringer endnu en række nye regler og bøvl på bordet? Svaret blafrer lidt i vinden.

Er det ordførere, ministre, embedsværk eller nogle helt fjerde, der en sen nattetime efter lange forhandlinger lige bringer endnu en række nye regler og bøvl på bordet?

Jens Bomann Christensen
Direktør, Brancheforeningen Cirkulær

Det næste spørgsmål er helt åbenlyst: Skaber den stramme styring med forsyningsgrenene værdi? Mere værdi, end den koster i øget bureaukrati?

Igen desværre et spørgsmål, der er ekstremt svært at svare på. Blandt andet fordi man meget sjældent undersøger det efterfølgende. 

Det sidste spørgsmål er det absolut hårdeste, men det er svært ikke at tænke, at voldsom statslig detailstyring af kommunale forsyningsopgaver i et eller andet omfang desværre også er udtryk for mistillid.

For hvis man på Christiansborg havde troen på, at ens kommunale kollegaer kunne drive et vand- eller affaldsselskab effektivt og ordentligt, så var der vel ikke nødvendigvis brug for så voldsom en detailstyring?

Udviklingen undrer mig. Resten af verden ser med misundelse mod Danmark.

Mod en række effektive forsyningssektorer, der takket være det fælles ejerskab, en langsigtet planlægning og effektiv drift har sikret danskerne lave priser, fortsat grøn omstilling og et højt serviceniveau.

Det har vi ikke til trods for, men på grund af den stærke lokale forankring og det demokratiske ejerskab. Det skal og bør vi naturligvis værne om.