Fængselsformand: Ungdomsdomstol er tudetosset symbolpolitik

DEBAT: Det er en vildfarelse, når blå blok argumenterer for oprettelsen af en ungdomsdomstol og en lavere kriminel lavalder. I yderste konsekvens kan børn ned til 12 år ende i fængsel, skriver fængselsforbundets formand, Kim Østerby.

Af Kim Østerbye
Fængselsforbundets formand

Selvom de borgerlige forsikrer, at intentionen med en ungdomsdomstol er en kærlig konsekvens, og at børn ikke skal i fængsel, er det oprindelige beslutningsforslag dog stykket sådan sammen, at børn i yderste konsekvens kan blive sendt i fængsel.

Blandt andet derfor støtter Fængselsforbundet ikke en lavere kriminel lavalder og oprettelse af en ungdomsdomstol.

En ungdomsdomstol er nemlig, set med mine øjne, ren tudetosset symbolpolitik, der skal vise handlekraft i forhold til enkeltsager, hvor børn er sluppet for straf på grund af den kriminelle lavalder.

På trods af at blå blok har flertal for forslaget, er der ikke fremsat noget konkret af justitsministeren endnu. Noget kunne tyde på, at eftertænksomheden heldigvis har sat ind blandt nogle af forslagsstillerne.

Rundkreds-indsats er en myte
Alligevel var Konservatives Søren Pape Poulsen ude at forsvare en ungdomsdomstol så sent som i sidste uge her i Altinget. En hel del af argumentationen gik på, at velmenende intentioner sammen med sødsuppe og ligegyldighed præger indsatsen over for unge lovbrydere i dag. Det vil en ungdomsdomstol gøre op med. De unge skal her tages alvorligt med konsekvens og kærlighed, som Pape formulerer det.

Men den ligegyldige rundkredssiddende forestilling om den socialfaglige indsats er en myte. Det er min klare oplevelse, at de mennesker, der arbejder med kriminelle unge, ikke blot er kompetente, men også møder de unge med en konsekvent indsats. Fokus er på alternativer til kriminalitet. For husk: der er ingen, og da slet ikke børn og unge, der drømmer om et kriminalitetsfyldt liv, frem for uddannelse, job og familie.

Lavalderen stiller forældre til ansvar
Den kriminelle lavalder skal ikke være et værn mod straf, mener Pape. Men det er jo netop det, som den kriminelle lavalder skal. Nemlig værne mod straf fra samfundet, da børn under 15 år er forældrenes ansvar, og hvis det ansvar svigtes, skal forældrene stilles til, ja, ansvar.

Det kan man allerede i dag med for eksempel forældrepålæg – altså at forældrene straffes for barnets manglende lovlydighed. Men den indsats bruges alt for sjældent af kommunerne i dag. Det korte af det lange er, at der er værktøjer, der ikke er i brug over for det fåtal af børn, der opfører sig på kanten og over loven.

Konsekvensen er børn i fængsel
Pape afviser kategorisk, at der skal børn i fængsel som følge af nedsættelsen af den kriminelle lavalder. Til det er der to ting at sige:

For det første er fængsel den yderste konsekvens – da man sidder i fængsel med hærdede forbrydere. Det påpegede Fængselsforbundet også forud for nedsættelsen af lavalderen til 14 år tilbage i 2009. Her var det i flere tilfælde ikke muligt at skaffe pladser på sikrede institutioner, så børn i fængsel blev en realitet.

For det andet er spørgsmålet om, man reelt sidder i fængsel, en teknikalitet med de unges øjne. Hvis der er tremmer for vinduerne og låste døre opleves det i høj grad som et fængsel. En 12-årig på en sikret institution vil nærmest med garanti bringe ham en stort skridt tættere på at blive rigtig indsat en dag. Også selvom han ikke er spærret inde med hærdebrede rockere fra dag ét.

Sæt ind tidligere, hvis I mener det
Pape mener grundlæggende, at man svigter børnene, hvis man ikke ønsker en ungdomsdomstol.

Men svigtet starter langt før de 12 år. Ifølge videnskaben skal den socialfaglige indsats sættes ind langt tidligere. En undersøgelse fra SFI viser, at alarmlamperne blinker allerede, når børnene er syv år. Forældres alkoholmisbrug og mangel på lovlydighed samt børnenes generelle trivsel i skolen er kendte faktorer. Den helt store markør er børn anbragt uden for hjemmet.

Godt en tredjedel af alle indsatte har som barn været anbragt uden for hjemmet. Med andre ord kender vi kun alt for godt dem, der senere kommer bag tremmer.

Hvis man derfor virkelig ville sænke den i forvejen faldende ungdomskriminalitet, skulle man sætte ind langt tidligere. Ikke med straf, men med sociale tiltag i de lag af samfundet, der producerer indsatte til landets fængsler på langt sigt – men det er selvfølgelig langt dyrere, og symbolpolitikken er knap så malerisk.

Forrige artikel Bramsen: Myndigheder er ikke gearet til at håndtere kriminalitet på nettet Bramsen: Myndigheder er ikke gearet til at håndtere kriminalitet på nettet Næste artikel Når fagligheden købes udefra Når fagligheden købes udefra
  • Anmeld

    Helle Walther

    Nej DK skal ikke have en ungdomsdomstol

    Vore unge er ikke værre end vi kan håndtere dem. Der er bander ja, men slet ikke som i USA eller England. Vi skal ikke sende børn i fængsel.
    Borgerlige blå partier har via DF og også konservative altid talt om straffe, straffe straffe, men hvad når d e selv som politikere dummer sig, overtræder lov og regler, skal de så i fængsel ? Nej så tæller det at have 90 mandater, bag sig.
    Tænk på hvad borgerlige politikere har optrådt med, som er brud på lov og regler, Løkke, Messerschmidt, Rønn, Søren Gade, Hjort, Fogh, ........