Her er Hækkerups planer for det næste år

LOVKATALOG: Ændringer af asylreglerne og bekæmpelse af radikalisering fylder meget på den politiske dagsorden. Men Justitsministeriet har mange andre lovændringer i pipelinen. Få overblikket her.

Foto: Folketinget
Kim Rosenkilde

Der er lagt op til en travl sæson i Justitsministeriet og Folketingets Retsudvalg. Hele 23 lovforslag og lovændringer har justitsminister Karen Hækkerup (S) sat på arbejdsprogammet i det netop indledte folketingsår.

Blandt de forslag med bredest politisk opmærksomhed står ændringerne af udlændingeloven, som skal sikre, at færre asylansøgere kommer til Danmark. Hertil kommer anti-radikalisererings tiltagene, som skal forebygge og forhindre, at danske borgere rejser til Syrien eller Irak og kæmper sammen med Islamisk Stat.

Men Justitsministeriet arbejder også med meget andet, og der er en række forslag til ændringer af såvel retsplejeloven, straffeloven, færdselsloven, tinglysningsloven, partiregnskabsloven og flere endnu.

Få overblikket herunder.

 

UDLÆNDINGELOVEN

Midlertidig beskyttelsesstatus for visse flygtninge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når ansøgeren har opnået beskyttelse i et andet EU-land (Nov I)
Formålet med lovforslaget er at indføre en særlig midlertidig beskyttelsesstatus for udlændinge, der opnår beskyttelse alene på baggrund af, at de kommer fra et konfliktramt område. Der indføres endvidere særlige regler om familiesammenføring for personer omfattet af ordningen. Det foreslås desuden at indføre en regel, hvorefter asylansøgninger fra personer, der allerede har opnået beskyttelse i et andet EU-land, kan afvises uden realitetsbehandling. Lovforslaget vil indeholde en bestemmelse, der slår fast, at revision af de nye regler fremsættes for Folketinget senest i folketingsåret 2017-2018.

Bekæmpelse af ulovlig indvandring, ophold og arbejde i Danmark (Nov II)
Lovforslaget har til formål at følge op på arbejdsgrupperapport om politiets værktøjer i forhold til at afsløre udlændinge med ulovligt ophold i grænseområder mv. Endvidere foreslås visse strafskærpelser på udlændingeområdet bl.a. som opfølgning på aftalen om en reform af international rekruttering - lettere adgang til højtkvalificeret arbejdskraft mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti fra juni 2014.

Statsforvaltningens underretning af kommunerne ved udstedelse af registreringsbeviser samt justering af boligkravet m.v.(Dec I)
Forslaget medfører, at Statsforvaltningen bliver ansvarlig for at underrette kommunerne om Statsforvaltningens udstedelse af registreringsbeviser og opholdskort efter EU-reglerne i stedet for Udlændingestyrelsen, som varetager opgaven i dag. Forslaget medfører endvidere en mindre justering af boligkravet ved ægtefællesammenføring.

0:000:00