Menneskerettighederne under hårdt politisk pres

Lisbeth Riisager Henriksen 
Cand.mag., redaktør og forfatter

Menneskerettighederne burde få mere bevågenhed. De findes jo, fordi der er mennesker rundt omkring i verden og hos os, der bliver diskrimineret og udelukket fra at deltage i samfundet på lige fod med andre

Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag., redaktør og forfatter

FN’s menneskerettigheder har ikke traditionelt haft den store politiske og mediemæssige bevågenhed i Danmark. Måske fordi de bygger på et lidt abstrakt grundbegreb om respekt for menneskets naturlige værdighed, som ikke for den almindelige dansker forbindes med noget mangelfuldt. Nogle af konventionerne handler også om menneskerettigheder for helt specifikke borgergrupper, hvor opmærksomheden over for dem primært opstår hos dem, som selv kender til problemer med at opnå respekt for deres rettigheder. Derudover synes det at være et særligt dansk træk, at danske politikere gerne selv vil bestemme. Dansk Folkeparti har principielt haft det synspunkt, at ikke alt er en menneskeret, og Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance udtrykker sædvanligvis lignende synspunkter. At De Radikale, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti frem til 2011 traditionelt har bakket fuldt op om menneskerettighederne, rokker ikke ved det særlige danske træk.

Men menneskerettighederne burde få mere bevågenhed. De findes jo, fordi der er mennesker rundt omkring i verden og hos os, der bliver diskrimineret og udelukket fra at deltage i samfundet på lige fod med andre. Rent historisk kom FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder i kølvandet på Anden Verdenskrig og de hadforbrydelser, som jøder, kommunister, romaer, mennesker med handicap og andre persongrupper var blevet udsat for under krigen. Man ville begrænse risikoen for, at så stor ondskab igen kunne få frit spil. Derfor bør det også interessere os i dag, hvordan andre mennesker bliver behandlet i samfundet. Vi bør øve os i at sætte os i hinandens sted og forstå, at de andre ligner os selv – for det er grundlæggende det, menneskerettighederne handler om.

I den seneste tid har flere regeringsrepræsentanter udtalt sig relativt klart og principielt om regeringens forhold til menneskerettighedsområdet. Det er en sjælden god lejlighed til at sætte de politiske og menneskeretlige tilstande her til lands under lup. I nærværende indlæg analyserer jeg nogle regeringsudtalelser om menneskerettighedsområdet, som tyder på, at regeringspartierne har flyttet sig politisk siden folketingsvalget i 2011. Efterfølgende sammenholder jeg udtalelserne med den kommunale forvaltning af handicapområdet som eksempel.

Menneskerettigheder til politisk debat 

Regeringen vil skærpe den politiske debat om menneskerettigheder, skrev Kristeligt Dagblad den 12. januar 2015 i to baggrundsartikler. Det betyder, at den ikke opfatter principperne i konventionerne som indiskutabelt faste og forpligtende, men vil gøre dem til genstand for fortolkning og altså lade dem afhænge af det forhåndenværende politiske flertal. Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) kom i den ene af artiklerne, ”Alt er ikke en menneskeret”, med et eksempel på, hvad regeringen mener med dette:

"Mennesker med handicap er et vældigt godt eksempel på det. I takt med, at teknologierne udvikler sig, er der jo muligheder for, at folk med et handicap kan blive en større del af samfundet og kan bidrage mere. Det betyder to ting i forhold til fortolkningen af handicapkonventionen. Med nye muligheder kommer nye rettigheder. Men der kommer selvfølgelig også nye forpligtelser. Alle, der kan bidrage, skal bidrage. På de fleste områder er vi helt på den rigtige side af konventionen, men det er en kæmpe diskussion, hvordan vi vil betragte folk med et handicap. Som en ressource, der kan bidrage til samfundet? Eller som ofre, som vi hjælper uden at mene, at de skal være en del af samfundet i øvrigt? Jeg mener, at alle folk med handicap så vidt muligt skal deltage i samfundet som alle andre. Men det er jo en fortolkning."

Bemærk, hvordan ministeren fremstiller mennesker med handicap helt generelt som værende enten bidragsydere eller ofre. Det er i mine øjne en fordrejning. De færreste mennesker med handicap vil kunne genkende sig i den fremstilling. Og problemerne ved at leve med handicap forsvinder ikke ved, at ministeren benytter sig af positivsproget og gør det til et spørgsmål om, hvordan man betragter eller omtaler mennesker. Det er ikke udtryk for respekt at foregive, at udsatte borgere er ressourcestærke og har en masse muligheder, hvis man samtidig forholder dem kompensationen til at kunne deltage på lige fod med andre – og det er vel blandt andet forringelser af kompensationen, som nyfortolkningen egentlig skal bane vej for.

”Muligheder” er ej heller i juridisk forstand det samme som ”rettigheder”, og derfor passer det ikke i den kommunale forvaltning, at nye muligheder giver nye rettigheder. Så når han taler om nye forpligtelser, kommer han lidt let om ved, at dem kan ikke alle honorere. Endelig giver det ikke mening, at han udtaler sig generelt om, hvordan mennesker med handicap skal betragtes; respekt kræver, at man ser den anden som individ. Ministeren viser derfor med sit eksempel, at det nye fortolkningsrum giver regeringen mulighed for at nedtone eller udvande rettighedernes betydning.

Martin Lidegaard svarede ikke på, hvorfor regeringen har valgt ikke at inkorporere Handicapkonventionen direkte i lovgivningen (at inkorporere betyder, at en konventions tekst bliver en umiddelbar del af dansk ret, hvorimod en ratificering uden inkorporering kun gør rettighederne retligt bindende ved, at lovgivningsmagten ”oversætter” konventionsbestemmelserne til dansk ret). Derimod forsøgte han at retfærdiggøre fravalget af inkorporering ved at henlede opmærksomheden på, at regeringen har tiltrådt tillægsprotokollen til Handicapkonventionen og dermed klagemulighederne.

Men denne klagemulighed er meget snæver, og kun de færreste vil kunne bruge den til noget. Man har som udgangspunkt kun ret til at klage over forhold, der finder sted efter tidspunktet for tiltrædelsen til tillægsprotokollen. Og før man kan klage til FN’s Handicapkomité, skal man først igennem hele det nationale retssystem i Danmark. Hvis man kender klagesystemet herhjemme, ved man godt, at det er en meget hård og langvarig affære, som man skal have mange ressourcer for at kunne klare at gennemgå. Mange giver op, inden de kommer så langt, selvom de måtte have loven på deres side. Derfor kan man ikke ”bare klage”, hvis man oplever sig uretfærdigt behandlet.

Vil ikke afgive magt

Justitsminister, tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og socialminister Manu Sareen (R) var den 15. januar 2015 indkaldt i åbent samråd i Folketingets Retsudvalg om regeringens valg om ikke at inkorporere yderligere seks specifikke FN konventioner i lovgivningen, herunder bl.a. Handicapkonventionen. Forud for dette havde et flertal i det såkaldte Inkorporeringsudvalg i en betænkning i august 2014 anbefalet regeringen en inkorporering. For så vidt angik Handicapkonventionen, så havde også FN's Handicapkomité efter eksaminationen af den danske regering i september 2014 direkte anbefalet regeringen at inkorporere den (jf. anbefaling nr. 13). Regeringen går altså ved sit fravalg af inkorporering ikke alene imod et flertal i Inkorporeringsudvalget, men også imod en specifik FN anbefaling.

Rets- og socialordfører Pernille Skipper (EL) og ligestillingsordfører Johanne Schmidt-Nielsen (EL) ville derfor gerne vide, hvorfor regeringen har valgt ikke at inkorporere seks specifikke konventioner i lovgivningen.

Mette Frederiksens svar var relativt klart: ”… dét, der er vores begrundelse fra regeringens side, det er jo, at vi ikke ønsker at forskyde kompetence fra Folketinget og regeringen til domstolene.” Hun præciserede flere gange, at hun her tænkte på den fordelingspolitiske kompetence. Derudover sagde hun, at en inkorporering ikke er afgørende, fordi de seks FN konventioner allerede gælder, og at Danmark efter regeringens opfattelse fuldt ud efterlever menneskerettighederne.

Pernille Skipper afslørede selvmodsigelserne i argumentationen: ”Nu siger Justitsministeren, at det, at man ikke inkorporerer, at det ændrer ikke på borgernes muligheder for at opnå deres rettigheder. Både Justitsministeren og Socialministeren har sagt, at der slet ikke er noget problem med nogen af rettighederne, hverken for børn eller for mennesker med handicap i Danmark. Der er vel ikke nogen, der på et tidspunkt har foreslået inkorporering bare sådan for sjov? Man har vel foreslået det, fordi man mente, der var et problem, som inkorporering muligvis kunne løse (…). Selvfølgelig ændrer dét, at man ikke inkorporerer, på borgernes muligheder for at opnå sine rettigheder, fordi det betyder dét, at borgerne ikke kan støtte ret direkte på konventionerne …”

Selvom konventionsbestemmelserne allerede gælder, så er der, som Skipper fremhæver, en afgørende forskel på borgernes retsstilling med og uden inkorporering. Det kan være sværere at få respekteret rettighederne, hvis de ikke er inkorporeret. Regeringens valg om ikke at inkorporere i lovgivningen hænger med andre ord sammen med et ønske om, at man gerne vil forbeholde sig ret til at bryde konventionerne på nogle områder, hvis et flertal i Folketinget ønsker det – eller rettere: at Folketinget og ikke domstolene skal afgøre, om en konvention er brudt eller ej.

Efter Mette Frederiksens tale fremførte Manu Sareen, i lighed med Martin Lidegaard, argumentet om tiltrædelsen af flere tillægsprotokoller og dermed muligheden for at klage til FN.

Som allerede nævnt, er en klagemulighed i henhold til tillægsprotokollerne mest signalpolitik, bortset fra at den i helt særlige tilfælde ville kunne få skelsættende betydning. Bedst ville det være, om der slet ikke skal være behov for at klage, men at rettighederne bliver respekteret allerede fra starten.

Eksempler fra handicapområdet

Tilbage sidder jeg som en af dem, der har fulgt menneskeretsområdet for mennesker med handicap i de seneste par år, og undrer mig såre over SR-regeringens udlægning. De tre ministre siger, at der slet ikke er problemer.

Der sker ellers mange uacceptable ting i disse tider, blandt andet over for mennesker med handicap. Når jeg tænker på de sager, jeg har set og hørt om alene i de seneste par måneder, så virker det tvivlsomt, om Danmark egentlig respekterer alle rettighederne i Handicapkonventionen.

Der er for eksempel kommuner, der vælger at gøre forskel på forældre til børn med handicap i betalingen for behandling eller institutionsplads. De skelner mellem børn, som, de vurderer, kan udvikle sig, og børn, som, de vurderer, ikke har udviklingspotentiale, og så beslutter de, at egenbetalingen for den sidstnævnte gruppe skal være meget større end for den førstnævnte! Vi taler om så store beløb, at det kan vælte en families økonomi, og at barnet ikke får den nødvendige behandling eller institutionsplads. Men det værste er dog det menneskesyn, som kommuner lægger for dagen, når de sorterer børn på den måde og kasserer nogle som uværdige til at modtage hjælp. Det er stygt. Det er også en overtrædelse af Handicapkonventionen, hvor respekt for alle børns udviklingsmuligheder og ikke-diskrimination er nogle af de generelle principper (jf. artikel 3).

Og der er kommuner, der nægter meget invalide mennesker førtidspension, trods dokumenteret manglende arbejdsevne og manglende arbejdsudsigter. Vi har for eksempel hørt om, at mange mennesker med udviklingshæmning nægtes førtidspension og sendes i udsigtsløse arbejdsprøvninger, selvom de helt åbenlyst ikke har udsigt til selvforsørgelse. Vi ser kommuner, der i den slags sager presser på for at udsætte det tidspunkt, hvor de skal betale disse borgere førtidspension – i øvrigt som en konsekvens af reformen af førtidspension og fleksjob i kombination med en sine steder tvivlsom forvaltningspraksis.

Der er mange flere eksempler på menneskeretligt bekymrende forhold. Jeg har omtalt nogle af dem i min artikel i Altinget den 3. oktober 2014, "Regeringen forsømmer kronisk syge", hvor jeg gennemgik konsekvenserne af regeringens vigtigste reformer med implikationer for mennesker med handicap eller alvorlig sygdom.

FN’s Handicapkomité fremkom efter eksaminationen i september 2014 med 72 vurderinger og anbefalinger i forhold til den danske handicapindsats. Blandt andet kritiserede man, at Danmark mangler en generel anti-diskriminationslovgivning, og anbefalede, at man får lavet en sådan (anbefaling nr. 14). Man udtrykte også bekymring over de udbredte fordomme blandt den almindelige befolkning i forhold til forskellige former for handicap, der påvirker personer med handicap negativt i forhold til at opnå rettigheder på lige fod med andre, og man anbefalede regeringen at øge bevidstheden i hele samfundet for at fremme et positivt billede af mennesker med handicap og et kendskab til deres rettigheder (anbefaling nr. 22-23). Det har vi stadig til gode at se regeringen handle på.

Jeg håber derfor, det er tydeligt for læserne, at menneskerettighederne er under hårdt politisk pres i disse år, og at det er nødvendigt at være opmærksom på den politiske håndhævelse af dem. Regeringen, kommunerne og medierne kan gøre meget mere for at styrke respekten for den menneskelige værdighed på en lang række områder og for at modarbejde negative fordomme – det gælder ikke alene på handicapområdet, men på en lang række forskellige menneskerettighedsområder. Det må vi til stadighed holde dem op på.