Regeringen forsømmer kronisk syge

DEBAT: Kronisk syge er stadig overladt til sig selv. Det ændrer regeringens seneste sundhedsudspil ikke på. Det skriver forfatter Lisbeth Riisager Henriksen.

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag., redaktør og forfatter

Der er gået tre år siden sidste folketingsvalg. Meget er sket i den tid, og Helle Thorning-Schmidt-regeringen er i 11. time kommet med en stort fremlagt ”sundhedspakke”. Man vil skam gøre så meget for de syge og for kronikerne, hedder det nu. Og en ”pakke” til fem milliarder kroner havde også været værd at promovere, havde det ikke været for de foregående tre års politiske forspil. Nu ligner det mest camouflage for de foregående års politiske svigt.

Den førte politik har ikke ligefrem været et opvisningsstykke i de gode viljer over for syge mennesker af i dag. Den har tværtimod været præget af døve øren og egenrådige lovgivere, som ikke har lyttet til høringssvar og bekymringer en masse i relation til mennesker med kroniske lidelser eller handicap, deres pårørende og de professionelle parter rundt omkring dem. Dette indlæg vil vise, hvordan mennesker med kroniske lidelser eller handicap som befolkningsgruppe har mistet status i de seneste år og har mødt en ekstrem ringeagt fra politikere fra denne regering og det meste af oppositionen.

Reformer ringeagter handicapområdet
Ringeagten blev initieret med kommunalreformen i 2007, som flyttede det specialiserede handicapområde fra de daværende amter og over i kommunerne. Det tabte man specialviden på, men det blev også indgangen til en kassetænkning i kommunerne, som hellere selv ville finde billigere, uspecialiserede løsninger for borgerne, som blev taberne i denne manøvre.

Ringeagten er dog taget til i styrke med reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp, social service og det sociale klagesystem fra 2012 og frem, ligesom den også kommer til udtryk i reformerne af folkeskole, studie(fremdrift), SU, sundhed og rejsesygesikring. Det vil sige, at man systematisk har forringet rammevilkårene og sikkerhedsnettet for disse mennesker over en bred kam – socialt, beskæftigelsesmæssigt, uddannelsesmæssigt, sundhedsmæssigt, retssikkerhedsmæssigt og økonomisk.

Reformen af førtidspension og fleksjob betyder, at færre invalide borgere får mulighed for at få tilkendt førtidspension, selvom de ikke har nogen realistiske arbejdsmuligheder. Det er ligeledes blevet vanskeligere at blive visiteret til fleksjob, og under den nye ordning aflønnes mennesker i fleksjob ringere end tidligere; fleksjobbere er blevet til B-arbejdstagere, der både er lønmodtagere og modtagere af sociale ydelser – igennem hele deres arbejdsliv.

Billig lappeløsning frem for den rigtige hjælp
Det er også blevet vanskeligere at få og at fastholde et fleksjob, fordi samfundets kompensation til arbejdsgiveren er faldet, og syge borgere kommer til at konkurrere med raske deltidsmedarbejdere om jobbene. Lignende forringelser er sket via de øvrige socialreformer med konsekvenser for sygedagpenge, kontanthjælp, revalidering osv., og i alle sammenhænge er det grundlæggende handicappolitiske kompensationsprincip kompromitteret. Det vil sige, at kompensationsgraden til dem, der ikke kan, er blevet forringet, og de altså står mere afmægtige end tidligere.

Mange syge eller helt invalide borgere bliver af systemet uretmæssigt fastholdt længere på lavere ydelser end dem, de burde få. Mange forholdes eksempelvis førtidspension og fastholdes i årevis på kontanthjælp, i fleksjobsystemet eller i de nye meningsløse ”ressourceforløb” trods lægeattester på manglende arbejdsevne og manglende arbejdsperspektiver.

Sygemeldte borgere ryger trods uarbejdsdygtighed efter fem måneder ud af sygedagpengene og over i kontanthjælp eller på andre ydelser på et lavere niveau, som slet ikke er beregnet til alvorligt syge borgere, og så fremdeles. Hvis de da ikke ender helt uden nogen indtægt. Og de sociale hjælpemuligheder for BPA (Borgerstyret Personlig Assistance), hjemmehjælp, handicapredskaber og tilskud til merudgifter er blevet kraftigt forringede, ligesom selve det sociale klagesystem og retssikkerheden er forringet.

Kommuner overskrider jævnligt lovgivningen, fordi det er billigere for dem at forholde borgere den rigtige hjælp end at gøre det rigtige. Men Folketinget ser med socialminister Manu Sareen og co. til uden at sanktionere uretfærdig forvaltning.

Skolesystemet er også blevet mere ekskluderende trods al tale om inklusion. Studiemulighederne er blevet forringede blandt andet pga. den nye fremdriftsreform, som presser studerende på fleksibiliteten i studierne og ikke længere muliggør syge borgere at studere i det tempo, de selv magter.

Konkurrencestaten presser sundhedssystemet
Sundhedssystemet er blevet stadigt mere politiseret. Fokus på konkurrencedygtighed og akkreditering overskygger mange steder hensynet til patienternes ve og vel. Den tendens er den nye sundhedsreform fra 2013 udtryk for. Dens indførelse af krav om datafangst fra patienten ved besøg hos den alment praktiserende læge kompromitterer den grundlæggende fortrolighed, som man som patient må have en forventning om at finde.

De seneste års offentlige skandaler om læk af eksempelvis 900.000 personnumre giver heller ikke anledning til at slippe bekymringer om misbrug eller systemfejl til skade for patienten. Og så lurer det i baggrunden, at politikerne måske også har tænkt sig at gøre økonomisk vinding ud af patienternes data.

Der er også så småt kommet brugerbetaling ind i sundhedssystemet. Man fik lige forringet sygesikringen ved udlandsrejser, og igen vil de kronisk syge borgere blive særligt hårdt ramt.

Den politiske propaganda har været stærk, så den brede befolkning har formentlig ikke opdaget omfanget af alle disse forringelser endnu. Det kommer den dog til den dag, hvor det er familien eller nære bekendte, som rammes. For her vil også de pårørende mærke besparelserne.

Social- og sundhedsvæsenet er også selv udsat for massive nedskæringer med ekstra pres på personalet som konsekvens. Blandt andre socialrådgivere, læger og sygeplejersker er mange steder pressede af nedskæringer, samtidig med at ledelsen fastholder effektivitetskrav og administration i tilknytning til akkrediteringskrav.

Desuden har blandt andet læger og socialrådgivere mistet indflydelse på deres arbejde – læger har mistet kompetence med sundhedsreformen fra 2013, og de sagsbehandlende socialrådgivere har mistet kompetence med de nye socialreformer fra 2012 og frem, mens magten nu placeres længere oppe i systemet. Topstyring fra embedsfolk og mistillid til de ansatte er ikke noget godt udgangspunkt for at forvalte afgørende dele af borgernes liv.

Denne politiske tendens er kommet under et konkurrencestatsparadigme. Det blev overhovedet ikke præsenteret før folketingsvalget i 2011 og har ikke været til demokratisk debat. Kronikerne er blevet ydmyget og trådt på, og forringelserne er blevet presset ind på alle tænkelige og utænkelige områder. De professionelle parter rundt om dem er ligeledes blevet pressede. På få år har vi fået et på mange måder ubarmhjertigt samfund, hvor det er blevet legitimt for politikere og offentlige instanser at svigte mennesker, der beder om hjælp. Det sætter mange borgere og pårørende under et stort pres og fjerner dem mere og mere fra indflydelse over eget liv.

Sundhedsudspillet svigter kronisk syge
Derfor er det stort opslåede sundhedsudspil utroværdigt som udsagn om alt det gode, regeringen pludselig vil gøre for de syge. Jeg tror ikke, de mest udsatte kronisk syge mennesker og mennesker med handicap de næste mange år vil kunne glemme, hvilken ringeagt og non-velfærd politikere uden social samvittighed og skam i livet har vist dem som gruppe i samfundet de seneste par år!

Dertil er konsekvenserne for gennemgribende og dystre og statustabet for massivt. Om man kan "forebygge" kroniske sygdomme hos morgendagens befolkning, ved jeg ikke, men regningen betales af dem, der lever med kronisk sygdom eller handicap i dag. Det er ikke retfærdigt!

Jeg står bag en ny bogantologi, ”Et liv i andres hænder” (Unitas Forlag), som er affødt af bekymring over denne asociale udvikling. Den belyser den politiske retning mod en konkurrencestat, og hvordan det kan se ud, når mennesker med kroniske lidelser eller handicap i lyset heraf møder sundhedsvæsenet, det sociale system, uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.

Her er mange af de temaer, jeg har berørt ovenfor, udfoldet fra forskellige vinkler, der tilsammen viser billedet af et samfund, hvor kun de stærkeste får en chance. Vi viser, at konkurrenceparadigmet grundlæggende er uforeneligt med ånden og værdisættet i FN’s Handicapkonvention og presser mennesker med handicap på retten til et værdigt liv. Derudover belyser vi, hvordan nogle af medierne har understøttet denne politiske udvikling.

De, som læser bogen, vil forstå, hvorfor sundhedsudspillet er ren camouflage.   

Forrige artikel Hospitaler i verdensklasse kræver nye arbejdsgange Hospitaler i verdensklasse kræver nye arbejdsgange Næste artikel Patientsikkerhed sikres af personalet - ikke Sundhedsstyrelsen Patientsikkerhed sikres af personalet - ikke Sundhedsstyrelsen
  • Anmeld

    lonebordin

    syge og handicappedes retsstilling er forsvundet i reformer

    Præcis opsummering af det svigt kommunernes forvaltning har betydet for de svageste grupper. Et svigt der truer vores tillid til folkestyret.

  • Anmeld

    Rosa

    når magten overtages ad pengespekulationer...

    Virkelig velskrevet artikel, som rammer plet.- jeg kan, som alvorligt kronisk syg kun tilslutte mig indholdet. Dog har jeg indvendinger- denne artikel beskæftiger sig især med konsekvenserne, set ud fra beskæftigelsetanken. Selve behandlingen af disse syge er her udeladt- og den er, om mulig, endnu værre. - den forholder sig ikke til, a tdisse politikere er blevet bildt ind, at alle syge nu skal igennem en proces med Recovery, hvor de som eksistensgrundlag som max, hvis de er heldige, spises af med et beløb, svarende til kontanthjælpsniveau - og først efter ofte mange års opsliodende kamp mod systemet, hvor alle beslutningstagere er hjernevaskede til at tro, at allle bliver om ikke helbredte så nærmest, når blot de får denne parkering. Som endda kan gentages i en uendelighed indtil folkepensionen.
    - alene grundtanken: at alle syge skal have samme behandling ( eller mangel på) som de sindslidende er uanstændig ).

    Formålet med disse reformer skulle være, a tde sindslidende skulle have samme behandling som de somatiske- en sympatisk tanke, hvis ikke virkleigheden kalrt viste, a tdet modsatte er sket: De suge er nu placeret i samme system som de sindslidende i stedet. Med samme mangel på kvalificeret hjælp, mennesker, som har viden og indsigt og især, som det næsten vigtigste: Empati. - Dette ord er nu nærmest blevet et fy-ord i behandlersamfundet, hvor alle fører sig frem som eksperter i den syges liv, men uden overhovedet at have talt med vedkommende, uden at have spurgt den syge eller endsige forsøgt at finde frem til, hvor de største problemer er.

    - alvorligt syge, ofte med hurtigt fremskridende sygdom afvises nu i dette system som om de reelt er værende nærmest hypokondere. Deres diagnoser forsvinder i betragtninger og gætterier om, vedkommendes familiemæssige baggrund elelr om det endda kan tænkes, evt. observeres i gamle journaler, at andre familiemedlememr kan have været mistænkt for at ville fake sig til diagnoser eller hjælp, de ikke var berettiget til - diagnoser tidligere stillet af fagpersonerne blive rerstattet af betragtninger om at meditation og yoga vil kunne bedre vedkommedes tilstand så meget, at selve sygdommens konsekvenser bliver næsten ikke-eksisterende og lægepapirer derfor helt udelades i den videre sagsbehandling.
    kort sagt: en utrolig mistænkeliggørelse, hvor samfundet endda er villige til at bryde loven for at kunne mistænkeliggøre vedkommende i en sådan grad, at hjælp kan afvises. Her ses ikke på sygdommens art, men kun om vedkommende snart kan arbejde igen- eller om de skal udsættes for evig mistænkeliggørelse og afvisning ved en overførsesindkomst..

    - med indførelses af kronikermodellen er det danske system helt brudt sammen. Borgeren har tillid til via skatteindbetalingen i sit arbejdsliv a thave indbetalt til behandling, ifald et behov opstår. Og nu har vi så fået en blanding af behandlingsmodellen og især: den amerikanske model, Kaiser-modellen, udarbejdet til brug i den amerikanske sygehuskultur hvor man kun kan opnå hjælpen hvis man enten selv har indbetalt til yderligere forsikring, eller ved sygdom: om vedkommende i stedet skal overlades til at klare sig selv. endda et system, hvor "magten" afgør, om det kan føres ind under at personen ikke har taget nok vare på sig selv, så deres sygdom/lidelse kan placeres under selvforskyldt - eller om de, i kraft af alder, helbredsgraden ( er de ved godt helbred iøvrigt), alder eller om de fortsat har tilknytning til arbejdsmarkedet overhovedet kan opnå at blive behandlet. - dette område kalder de risikostratificering - hvor stor er sandsynligheden for, at vedkommende kan opnå en tilværelse, hvor forventet dagligdag ikke kan påføre samfundet en udgift ? - altså: kan klare sig selv i fremtiden, evt. ved hjælp af robotter.
    Utroligt, at danskerne nu skal betale på dansk, behandles på amerikansk og opfattes, som værende fra en fremmed planet, hvorfor kommunikation er udelukket..

    - når syge nu oplever at få lov til at ligge måske en hel uge som fastende på sygehus, mens de venter på en evt. undersøgelse- hvor sengeredning og hygiejne kun udføres, hvis patienten selv er i stand til det osv - er det en anstændig behandling af alvorligt syge ? - især, hvis vedkommende så på samme tid skal modtage opkald fra jobcenter om forventet tilbagekomst, endnu før vedkommende selv har klarhed over den videre behandling - alle føler sig som jaget vildt nu.

    Som alvorligt syg ser jeg virkelig frem til en revolution - en kultur-revolution, hvor alle aspekter kan vendes på hovedet eller skrottes, så de danske kendetegn igen kan fremkomme. jeg er mere dansker end jeg er international - og især, så længe jeg skal behandles som bunden af bunden ..
    dette kan i ikke være bekendt.

  • Anmeld

    Annelise Lauridsen

    Politisk uvidenhed

    Endnu en god artikel, der lægger sandhederne på bordet.
    Jeg vil gerne tilføje det store problem, at når Danmarks sundhedsvæsen opererer med ikke internationale anerkendte projektdiagnoser under de funktionelle lidelser (og dermed gøres danskere til psykisk syge borgere på papiret), så bliver de kronisk syge borgere slet ikke diagnosticeret i tide, og det betyder igen, at de ikke får den korrekte hjælp og støtte i fx fleksjob, som loven siger, at de er berettiget til. Der er jo himmelvid forskel på, om du får en diagnose, der klart indikerer et bevægelseshandicap, som kræver hjælpemidler til at kunne klare de fysiske udfordringer på jobbet, eller om det er en funktionel lidelse, hvor alle omkring den fleksjobsansatte tror, at det er stress, som der skal tages hensyn til.
    Man forstår ikke, hvordan Danmark kan praktisere noget, som signalere direkte dumhed og uvidenhed.

  • Anmeld

    Kirsten

    fleksjobber

    Jeg kan som fleksjobber nikke genkendende til alt der står i artiklen. Jeg var ansat 18 år i ungdomsklubben, men måtte på grund af sygdom ansattes i fleksjob. Dette dog i ungdomsklubben. Skønt. Så vidt så godt. Jeg blev dog mobbet i klubben af et par voksne kolleger, og efterfølgende blev jeg fyret fordi jeg havde et par ekstra sygedage. For som juristen sagde " selvom man er ansat i fleksjob SKAL man møde op på sit job. HVAD FANDEN HAR JEG SÅ FÅET FLEKS JOB FOR? Der er altså dage man ikke kan møde op. Jeg var den anden kollega der var i det job, den anden var også ansat i fleksjob. På grund af mobning var jeg ude at tage mit eget liv. Og alligevel bliver jeg straffet ved at de fyrer mig. Og jeg KAN ikke finde andet fleksjob. Nu PRESSES jeg ud på fleksydelse (efterløn) og det har jeg overhovedet ikke lyst til. Lorte land Magda. Jeg er så skuffet og ked. For jeg var super god til mit job. Ellers er man ikke ansat i 22 år i klubben. God bedring til alle kroniske syg. Ønsker jer det bedste. Jeg er heldigvis 61 år og i mit livs efterår men at blive gammel i Danmark og være syg det er ikke lykken i vores land.