Af Marie Louise Løvengreen Rasmussen 
Velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv

Ikke-offentlige aktører skaber en betydelig merværdi på velfærdsområdet. Det gør de for det første ved at sikre en reel mangfoldighed i opgaveløsningen, så vi som samfund kan håndtere de mange og forskelligartede behov.

For det andet ved med succes at inddrage den enkelte borger på en måde, der ligger ud over, hvad det offentlige kan. Og for det tredje ved i konkurrence med det offentlige og hinanden at sikre ressourcebevidste løsninger og bedst mulig sammenhæng mellem pris og kvalitet. 

Der er mange fornuftige takter i reformen, men reformen risikerer at underminere det reelle frie valg for borgeren og styrker ikke nødvendigvis kvalitetskonkurrencen

Marie Louise Løvengreen Rasmussen
Velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv

Skal værdien ved at inddrage ikke-offentlige aktører udnyttes til fulde også på hjemmehjælpsområdet, skal der både være fokus på pris og potentielle besparelser, og på en reel kvalitetskonkurrence i forhold til borgeren, når prisen først er fastlagt.

50 procent vælger private leverandører
I dag er inddragelsen af de ikke-offentlige leverandører sket via kravet om frit valg for borgeren. Og det frie valg er populært hos borgerne. Cirka 50 procent vælger rent faktisk en anden leverandør af praktisk hjemmehjælp end den offentlige.

Samtidig har fritvalgsreglerne skabt større økonomisk gennemsigtighed i de kommunale priser. Administrativt tungt mener nogle kommuner, men omvendt er det vel næppe et urimeligt krav at stille, at det offentlige skal kende prisen for egen service?

Vi har i hvert fald ikke set de samme budgetoverskridelser på hjemmehjælpsområdet som for eksempel på det specialiserede socialområde, hvor kommunerne endnu ikke er tvunget til at se på, hvad deres egne tilbud egentlig koster.

Det reelle frie valg undermineres
Lige nu behandler Folketinget ændringer i fritvalgsloven. Kommunerne får nu selv lov til at bestemme, hvordan de vil indrette det frie valg, og der indføres et nyt fritvalgs-bevis til borgerne, der med beviset i hånden i princippet frit kan vælge den CVR-registrerede leverandør, de ønsker. 

Vil fritvalgsreformen så give mere kvalitetskonkurrence, mere velfærd for pengene? Der er mange fornuftige takter i reformen, men reformen risikerer at underminere det reelle frie valg for borgeren og styrker ikke nødvendigvis kvalitetskonkurrencen.

For at starte med det ”nye” fritvalgsbevis vil det næppe revolutionere området. Beviset gør det mere besværligt for borgeren at vælge et alternativ til det offentlige. Borgeren skal aktivt søge om beviset og får et langt større ansvar i forhold til at sikre kvaliteten i hjemmehjælpsydelsen end i dag, hvor alle leverandører får et kvalitetsstempel af kommunen.

For mange vil det sikre valg være at vælge den kommunale leverandør, og hvad blev der så af det frie valg og kvalitetskonkurrencen?

Med reformen skal der spares 132 millioner – de vil hovedsageligt skulle findes ved en række store udbud med hård priskonkurrence, som munder ud i aftaler med en privat leverandør.
Det betyder i praksis, at borgeren kun kan vælge mellem én offentlig og én privat leverandør. Mellem rød og grøn og ikke hele farvespektret af leverandører. Det er heller ikke en styrkelse af det frie valg. 

Samtidig vil få megaudbud få vækstlaget af mindre virksomheder til at forsvinde og forfordele to til fire meget store spillere – reelt begrænsende for konkurrencen på bare lidt længere sigt.

Kvalitets- og priskonkurrence skal gå hånd i hånd.
Giver kommunen i stedet borgeren frit valg mellem alle leverandører, der ønsker at levere til de af kommunen fastsatte pris- og kvalitetskrav, sikrer man en reel konkurrence på, hvad borgeren opfatter som kvalitet og på prisen.

Det giver sig selv, at der er et enormt pres på at sikre omkostningseffektive løsninger, men det interessante spørgsmål burde i virkeligheden ikke være, hvilken prissætningsmetode kommunen vælger: udbud, godkendelsesmodel eller en helt ny metode. Det burde blot være et styringsredskab.

Der er et langt mere afgørende spørgsmål for vores hjemmehjælp i fremtiden: Hvad bliver der af den kvalitetskonkurrence, der sikrer mest værdi for borgeren. Det mere subjektive valg for borgeren mellem kvalitativt forskellige løsninger. Supplementet til priskonkurrencen, der gør, at vi reelt får innovation og engagement i spil fra de ikke-offentlige aktører. For hånden på hjertet, her bør priskonkurrencen ikke stå alene.

Mit ærinde er ikke at kritisere hverken udbud på hjemmehjælpsområdet eller forståelige ønsker om at revitalisere fritvalgsordningen. Mit ærinde er tværtimod at gøre opmærksom på, at det er og skal være muligt at få kvalitetskonkurrence over for borgeren og priskonkurrence til at gå hånd i hånd.